Debat

Mellemfolkeligt Samvirke: Det handler både om udvikling og bundlinjen

PRÆCISERET: Det er godt, at de private virksomheder hjælper til med udviklingen, men virksomhederne skal holde fast i, at ansvaret både handler om udvikling og bundlinje*. Det påpeger Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.

Foto: Mellemfolkeligt Samvirke
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tim Whyte
Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke

Lokale og internationale udviklingsorganisationer, virksomheder, fonde og filantroper flokkes i dag på den globale bane. Umiddelbart er det et kæmpe fremskridt sammenlignet med tidligere tiders snævre forståelse af udviklingsbistand og hjælp til fattige, som noget man ordnede med lidt udviklingsbistand og et hjælpeprojekt hist og her.

Og det er et fremskridt, som vi blandt andet kan takke de nye verdensmål for at have sat skub i.

Men i takt med at arbejdet for bæredygtig udvikling og reduktion af fattigdom nuanceres og flyder ud af bistandsboblen, øges risikoen for, at effekten fortyndes. Især det markante fokus på den private sektors rolle i udviklingslandene, som står tydeligt frem i regeringens nye strategi for udviklingsarbejdet, skal holdes op imod grundlæggende målsætninger om at fremme god regeringsførelse, demokrati og rettigheder 

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Derfor er det rigtigt set, når udenrigsminister Kristian Jensen (V) sætter fokus på de produktive sektorers rolle i udvikling i den kommende udviklingsstrategi. Virksomheder og investorer kan yde et enormt bidrag til at opfylde FN's verdensmål for bæredygtig udvikling – uanset om de får udviklingsmidler eller ej.

Men det er samtidigt ret tydeligt, hvad der sker, hvis man glemmer ambitionen om at skabe udvikling til gavn for mennesker.   

Samtidig skal privatsektorbistanden leve op til ambitionerne om rent faktisk at mindske fattigdom og forbedre folks levevilkår.

Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke

Skal spille sammen med demokratisk stat
I Bangladesh, som jeg lige kommet hjem fra efter tre år, har jeg oplevet på tæt hold, hvor store konsekvenser, både positive og negative, en enkelt beslutning fra en enkelt virksomhed har for titusinder af kvinder. I Bangladesh er det udenlandske virksomheder i lige så høj grad som staten, der definerer den rivende økonomiske udvikling i landet. 

I den nye finanslov bliver den danske indsats for bæredygtig vækst samlet i én overskuelig budgetlinje. Men omdrejningspunktet for danske indsatser må ikke forenkles til at handle om "danske styrkepositioner" og eksportmuligheder frem for udviklingslandenes egne produktive sektorer.

En ny stærk udviklingspolitisk strategi skal skubbe på for, at virksomheder og investorer bidrager. Men det forudsætter en erkendelse af, hvor stor betydning det har for et lands udvikling, at markedet spiller sammen med og reguleres af en velfungerende og demokratisk stat.

En stat, hvor alle borgere og aktører kan deltage, og hvor magthavere og andre eliter ikke får lov at berige sig selv via korruption og politiske beslutninger, som kun gavner dem selv. Demokrati og sikring af de politiske frihedsrettigheder er en forudsætning for, at markedet leverer reelle resultater for mennesker, der lever i fattigdom.

Private skal mindske fattigdom
Hvis man tror, at markedskræfter og økonomisk vækst alene skaber udvikling uden en velfungerende stat, er det som at købe en ny flot bil, men glemme, at der skal være veje at køre på, færdselsregler og benzinstationer. Har du kørt bare en enkelt tur i Dhakas gader, så ved du, hvad jeg mener. Det er et langt sejt træk. 

Samtidig skal privatsektorbistanden leve op til ambitionerne om rent faktisk at mindske fattigdom og forbedre folks levevilkår. Det er svært at måle god bistand, men vi har også mange gode erfaringer med dansk udviklingsbistand.

De krav skal der ikke slækkes på. Tværtimod skal virksomhederne i privatsektorindsatserne også selv holde fast i, at de er til stede i udviklingslandene for langt mere* end bundlinjens skyld.

*Præciseret: I en tidligere udgave af indlægget var det ikke angivet i den sidste sætning, at virksomhederne også er til stede for bundlinjens skyld. Dette er nu præciseret.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tim Whyte

Generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke
BA i kolonihistorie (Wesleyan University, USA 1998), fagjournalist (Danmarks Journalisthøjskole 2005)

0:000:00