MS: Flotte verdensmål – men hvor er pengene til de hårdest ramte?

Af Tim Whyte
Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke

For et par uger siden kom chefen for FNs fødevareprogram med en bemærkelsesværdig bøn: han bad verdens dollarmilliardærer om at give et bidrag til at stoppe sult.

Regnestykket er enkelt: der er 30 millioner mennesker, der risikerer at dø af sult i år og FN anslår, at det vil koste cirka 5 milliarder dollar at brødføde dem. Penge som FN ikke har. Til sammenligning har Jeff Bezos, chefen for Amazon, ifølge medier øget sin formue med 13 milliarder dollar på en enkelt dag i juli.

Hvad har det at gøre med verdensmålene? Faktisk ret meget. For på trods af den store begejstring omkring verdensmålene halter det gevaldigt med at finansiere de ambitiøse målsætninger om at gøre en ende på sult og fattigdom og sikre, at alle børn kommer i skole.

Allerede før corona-pandemien ramte verden, var det mere end svært at se, hvordan udviklingslandene skulle komme i mål med FNs verdensmål. Det skyldes ikke mindst manglende finansiering.

Pandemien har flyttet målstregen
Ifølge en analyse fra økonomen Jeffrey Sachs er der brug for omkring 400 milliarder dollars om året, for at de 59 fattigste lande i verden kan komme i mål.

Danmark er jo et af verdens mest velstående lande, så hvis vi ikke kan give den en ekstra skalle for at hjælpe de fattige lande med verdensmålene, hvem skal så?

Tim Whyte
Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke

Eller rettere, der var. For med Covid-19 er de fattigste lande nu endnu værre stillet. Verdensbanken forudser, at antallet af ekstremt fattige – mennesker med højest 12-13 kroner om dagen – vil stige med 70-100 millioner i år.

Ifølge FN, der bruger en bredere definition af fattigdom, kan vi ende med 240-490 millioner flere fattige i år. Det tal vil stige dramatisk i de kommende år under en global økonomiske nedtur.

Disse barske realiteter bør klart afspejles i den handlingsplan, som regeringen er i gang med at udforme for arbejdet med FNs verdensmål. Handlingsplanen må sikre en genopretning af Danmarks udviklingsbistand, som er skåret fra 1 procent af BNI i 1990’erne til 0,7 procent i 2010’erne.

Hvis det ikke er nu vi skal give en ekstra hånd, når udviklingslandene for alvor er udfordret på grund af corona oven i klimaforandringerne, så ved jeg ikke hvornår.

Og derfor er det godt, men slet ikke tilstrækkeligt, når finansminister Nicolai Wammen, verdensmålsordfører Mette Gjerskov og EU-ordfører Jens Joel i deres debatindlæg bryster sig af, at regeringen – trods de økonomiske udfordringer som følge af corona – vil ”fastholde niveauet for Danmarks udviklingsbistand på 0,7 procent af BNI og løfte den grønne andel af udviklingsbistanden til det højeste niveau nogensinde.”

For behovet lige nu er større end det har været i mange år.

Hvis ikke Danmark kan...
Jeg er med på, at også dansk økonomi er presset af coronaen. Men Danmark er jo et af verdens mest velstående lande, så hvis vi ikke kan give den en ekstra skalle for at hjælpe de fattige lande med verdensmålene, hvem skal så?

Hullet i finansiering bliver kun større af, at vi nu tager fra udviklingsbistanden til at betale for klimaomstilling. Og det er faktisk et historisk løftebrud: For på klimatopmødet i København i 2009 lovede de rige lande at bidrage med 100 milliarder dollars årligt i ”ny og ekstra” bistand, så udviklingslandene kan håndtere og omstille sig til klimakrisen.

Danmarks andel af dette løfte er fem milliarder kroner årligt oven i den eksisterende udviklingsbistand. Men løftet er aldrig blevet indfriet, og nu vil regeringen tage fra udviklingsbistanden til at håndtere den klimakrise, som vi har skabt i fattige lande.

Som OECD, de rige landes samarbejdsorganisation, som også Danmark er medlem af, understreger, så er udviklingsbistandens størrelse i 2020 i sidste ende et spørgsmål om ”politisk vilje og global solidaritet.”

Det handler regeringens kommende handlingsplan for verdensmålene også om.

Der er nok mange, der vil sige, at vi ikke har pengene til at opnå verdensmålene. Men det er upræcist. Sandheden er, at vi har midlerne til at nå verdensmålene, men – indtil videre – ikke den politiske vilje til at mobilisere dem.

Vi accepterer, at et lille mindretal har astronomiske summer på kontoen, mens andre sulter ihjel.