Debat

Dansk fødselshjælps-app redder kvinder fra at dø i barselsseng

DEBAT: Hver dag dør 800 kvinder og 14.000 spædbørn i forbindelse med graviditet og fødsel. Men det kan undgås. Maternity Foundation har omsat mobilteknologi til en af verdens mest vidtrækkende fødselshjælpere, skriver Anna Frellsen, CEO hos Maternity Foundation.  

The Safe Delivery App bruger korte animerede film og en interaktiv læringsplatform til at undervise fødselshjælpere i at håndtere fødsler. 
The Safe Delivery App bruger korte animerede film og en interaktiv læringsplatform til at undervise fødselshjælpere i at håndtere fødsler. Foto: /pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anna Frellsen
CEO hos Maternity Foundation

"Appen er min nye bedste ven."

Sådan sagde en jordemoder, som bruger The Safe Delivery App som del af sit arbejde på et sundhedscenter i det vestlige Etiopien, hvor Maternity Foundation driver et sundhedsprogram.

Hos Maternity Foundation oplever vi hver dag, hvordan mobiltelefonen kan være med til at uddanne sundhedspersonale på tværs af Afrika og Sydøstasien – og dermed redde liv.

Appen tilbyder et omkostningseffektivt supplement til den traditionelle klasseundervisning.  

Anna Frellsen
CEO, Maternity Foundation

Derfor hilser vi også regeringens fokus på digitalisering og teknologi i Danmarks internationale engagement så hjerteligt velkommen.

Vi er meget glade for denne mulighed for at supplere diskussionen om techvelopment-dagsordenen med et konkret eksempel på, hvordan teknologi kan bruges til at give kvinder og spædbørn en mere sikker fødsel.

App er den bedste jordemoderassistent i landsbyen
Maternity Foundation er en dansk NGO, som arbejder under visionen, at "Det må ikke koste liv at give liv".

Det er en helt uacceptabel tragedie, at der hver dag dør 800 kvinder og 14.000 spædbørn i forbindelse med graviditet og fødsel.

Langt, langt de fleste af disse dødsfald kunne være undgået, hvis kvinden havde født med en kvalificeret fødselshjælper, som er i stand til at håndtere livstruende komplikationer hos mor og barn.

The Safe Delivery App – som er udviklet af Maternity Foundation i samarbejde med førende eksperter fra Københavns Universitet og Syddansk Universitet – bruger korte, animerede film og en interaktiv læringsplatform til at undervise fødselshjælpere i at håndtere normale og komplicerede fødsler, for eksempel hvordan man stopper en blødning hos kvinden eller genopliver en nyfødt, der ikke trækker vejret.

Siden appen blev lanceret i 2015, er den blevet brugt i mere end 40 lande. Vi samarbejder i øjeblikket med omkring 20 partnere, inklusive FN, Røde Kors, Red Barnet, Børnefonden og nationale sundhedsministerier om at integrere The Safe Delivery App i deres eksisterende sundhedsprogrammer.

For mobilen er afstand ingen sag
Men hvorfor kombinere en app og fødselshjælp? Hvilke fordele har mobilteknologien i forhold til mere traditionelt undervisningsmateriale?

Sundhedspersonalet i udviklingslande arbejder ofte alene og på fjerntliggende sundhedscentre. Det er både dyrt og upraktisk at samle personalet til efteruddannelse for eksempel i en fjerntliggende by – og hvem skal passe patienterne, mens sundhedscentrets eneste jordemoder er på kursus?

Her tilbyder appen et omkostningseffektivt supplement til den traditionelle klasseundervisning.

6 milliarder mennesker verden over har nu adgang til en mobiltelefon – hvilket er flere, end der har adgang til et rent toilet – så mobiltelefonen er en fremtidssikret måde at nå sundhedspersonale i selv de fjerneste egne.

Mange jordemødre i både Afrika og Sydøstasien bliver undervist udelukkende med tykke bøger og tætskrevne Powerpoint-præsentationer. Ofte er den praktiske del af undervisningen meget mangelfuld.

Vi har i appen kogt WHO’s globale guidelines for håndtering af fødselssituationer ned til en række intuitive og visuelle læringsfilm med fokus på praktiske procedurer.

Appen tilbyder altså et mere pædagogisk læringsværktøj – som man altid har lige ved hånden – til både jordemødre, undervisere og studerende.  

En app kan ikke stå alene
Vores mål er at nå 20.000 jordemødre med The Safe Delivery App inden udgangen af dette år. Hvis det lykkes os, vil appen have været med til at give 2 millioner kvinder adgang til en mere sikker fødsel.

Det er et ambitiøst mål, men det er også vigtigt at understrege, at en app – eller en anden digital innovation for den sags skyld – ikke kan stå alene.

Derfor vil vi glæde os til at fortsætte diskussionen om, hvad det kræver af ngo’erne – og af Danmark som helhed – at udnytte den teknologiske og digitale revolution i udviklingssamarbejdet.

Nøgleordene er partnerskaber og samarbejde på tværs af sektorer. Kun derigennem kan vi sammen forløse techvelopment-strategiens store potentiale.

Dokumentation

Techvelopment til debat – men hvad taler vi om?

Med teknologiens fremskridt har nye begreber sneget sig ind i den klassiske ngo-jargon. Her er nogle af de begreber, I vil støde på undervejs i debatten:

Techvelopment
Techvelopment er en sammenskrivning af de to ord technology og development. Som begreb dækker det over ideen om, at teknologi kan føre til socioøkonomisk udvikling. Det kan være enten drevet, fremmet eller direkte forårsaget af de digitale teknologier eller brugen deraf.   

Blockchain
Blockchain er verdens førende online finanssystem. Det kan betragtes som en offentlig regnskabsbog, hvor overførsler registreres og bekræftes anonymt. Systemet er digitalt og består af rene data, og her er ingen mønter og sedler. 

Kryptovaluta
Den mest kendte kryptovaluta er bitcoins. Bitcoin er en ny valuta, som ikke udstedes af en nationalbank, og som ikke er tilknyttet noget lands økonomi. Der er ingen mellemled som banker eller pengeinstitutter ved overførsler med bitcoins. Ny kryptovaluta bliver skabt og godkendt i et netværk af computere og kryptografiske algoritmer.

Disruption
Disruption dækker over den teknologiske omvæltning, der sker med teknologiske landvindinger. Regeringen har for eksempel nedsat et disruptionråd, der blandt andet har til opgave at analysere de historiske erfaringer med teknologiske skift, teknologisk udvikling og globalisering samt gribe de vigtigste tendenser i den teknologiske udvikling og globaliseringen.

App
En app er en software-tilføjelse til en computer eller mobiltelefon. Apps kan være alt fra spil, betalingsfunktioner som MobilePay og MPesa eller tekstbehandlingsprogrammer.  

Big data
Big data henviser til ekstremt store datasæt og fundet af sammenhænge i data. Til big data hører de værktøjer og processer, der bruges, for at man kan håndtere og udnytte store datamængder. Med nye teknologier og tilgængelig internetdata er datahåndtering i en ekstrem skala blevet økonomisk opnåeligt.

Techgiganter
Verdens fire største techvirksomheder er Google, Apple, Facebook og Amazon. De har alle til huse i Silicon Valley, verdens største tech-hub. Værdien af deres aktier er den samme som Frankrigs bnp.  

-----------

Bidrag til debatten om techvelopment. Send dit indlæg til [email protected].


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anna Cecilia Frellsen

Adm. direktør, Maternity Foundation
MBA (IESE Business School), ha (Copenhagen Business School)

0:000:00