MS: Vi mangler ikke cost-benefit-analyser, men milliarder af dollars

Af Tim Whyte
Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke

Hvordan får vi mest ud af den danske udviklingsbistand og kan politologen Bjørn Lomborg – som han forventer med et nyt pilotprojekt, han søger finansiering til – firedoble effekten af de danske udviklingsmilliarder?

Det er gode spørgsmål, som Altinget Udvikling nu har sat til debat, og som man skal være ualmindelig skråsikker for at besvare hurtigt og entydigt.

Dog forholder vi os i Mellemfolkeligt Samvirke med vores årtier lange erfaring i praktisk udviklingssamarbejde skeptiske over for Lomborgs forventning om at kunne firedoble effekten af bistandsmidlerne.

Jeg synes ikke, at vi skal spilde mere tid og flere penge på nogle fantasi-beregninger, der i værste fald bare skubber problemerne længere ned ad vejen, ligesom vi har set inden for klimaområdet

Tim Whyte
Generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke

På samme måde som vi ikke ville tro på en lignende udmelding om at kunne firedoble effekten af uddannelsessystemet eller sundhedssystemet med de samme penge.

Komplekse evalueringer
Samtidig er der er et par pointer, der er værd at understrege i en debat om bistands-effektivitet. For det første, at den jo allerede – og heldigvis – løbende bliver undersøgt og evalueret, også uafhængigt. For det andet, at effekten jo skal måles ud fra, hvad målsætningen med bistanden er, og dem er der mange af i den danske udviklingsbistand.

På samme måde som vi ikke ville tro på en lignende udmelding om at kunne firedoble effekten af uddannelsessystemet eller sundhedssystemet med de samme penge.

Tim Whyte
Generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke

I Mellemfolkeligt Samvirke mener vi, at udviklingshjælpen først og fremmest skal komme fattige mennesker til gavn. Målet er, at de får bedre sundhed og uddannelse, kan deltage i det politiske liv og kræve deres rettigheder. Og at de kan få et job, så de kan klare sig selv. Kort sagt skal vi bekæmpe ulighed, økonomisk, politisk - og socialt og særligt for unge og kvinder for at udrydde fattigdom.

Men udviklingshjælpen har også andre mål: Den skal forhindre migration; fremme udenrigspolitiske interesser; hjælpe dansk erhvervsliv; betale for asylansøgeres ophold i Danmark og meget mere. Altså mange målsætninger, der ligger uden for bistandens egentlige formål om at udrydde fattigdom - og det gør det i sig selv svært at opgøre, om bistanden har en tilstrækkelig effekt.

Vi mangler ressourcer der, hvor der ikke er gevinst
Men én ting er, om bistandsmidlerne anvendes effektivt. Et andet noget mere påtrængende spørgsmål er, om der er bistandsmidler nok til at nå de mål, der er opstillet? Og svaret er nej. Det er der helt åbenlyst ikke.

Tager man FN's 17 Verdensmål og dagsordenen for en bæredygtig udvikling vedtaget i 2015, peger FN på, at der mangler omkring 2.500 milliarder dollars hvert år for – som aftalt af verdens lande - at nå de 17 mål i 2030.

I en nylig rapport har udviklingsøkonomen Jeffrey Sachs opgjort, at der mangler 3-400 milliarder dollars hvert år alene til de 59 fattigste lande. Vel at mærke selvom de frem mod 2030 har en solid økonomisk vækst og øger deres skatteopkrævning.

Svaret på denne underfinansiering er offentlige-private partnerskaber, lyder det fra den danske regering og de fleste andre donorer. Selskaber og private investorer bliver i stigende grad set som afgørende for at sikre finansieringen, hvis vi skal nå Verdensmålene.

Derfor går en stadig større del af dansk og international udviklingshjælp til at investere sammen med private selskaber, pensionskasser og meget andet. ”Partnerskaber” er tidens buzz-word.

Og ja, privatsektoren kan i mange tilfælde bidrage til udviklingen med tekniske løsninger, men tekniske løsninger er ikke svaret på politiske problemer. Og ulighed og fattigdom er mere end noget andet politisk og menneskeskabt.

Her er det ikke tekniske løsninger, men politiske forandringer, der er påkrævet - rettigheder til de svageste, opgør med en økonomisk model, hvor den 1% rigeste akkumulerer stadig større dele af de globale formuer og vækst.

Vi bliver nødt til at investere
Private selskaber og investorer kommer ikke til at sikre uddannelse for alle, sundhed og rettigheder til de fattigste. Der er simpelt hen ikke penge i at hjælpe de allerfattigste med sundhed og uddannelse. Der er ikke kommercielle interesser i de fattigste, fordi der ikke kan skabes et overskud.

Skal der var være penge nok til at nå verdensmålene om bare 12 år, skal vi i første omgang bruge flere af de udviklingsmidler, der er i spil, i de fattigste lande. For fakta er, at det i dag kun er 1/3 af den globale udviklingshjælp, der går til de fattigste lande.

Resten går til middelindkomstlande og til udgifter i donorlandene. Hvis vi vil have en større effekt på udvikling, ulighed og fattigdom, så kan vi passende dirigere udviklingshjælpen mod de, der har størst behov.

Ikke sløs tiden væk på tal
Men der skal mere til for, at vi realistisk set kan finansiere verdensmålene, og derfor foreslår vi i Mellemfolkeligt Samvirke en beskatning af verdens 1% rigeste på 1% af deres formuer. Det vil alene rejse omkring 1.500 milliarder dollars årligt, mere end nok til at udrydde fattigdom.

Og de har råd til det. Verdens p.t. 2250 globale dollarmilliardærer har set deres formuer stige seks gange siden år 2000 og løber nu op i svimlende 8.300 milliarder dollars. Milliardærerne vil knap kunne mærke en skat på 1% af formuen, men alene skatten på dollarmilliardærerne vil være nok til at sikre uddannelse til alle og sundhed for millioner af børn.

Det vil batte noget. Derfor synes jeg ikke, at vi skal spilde mere tid og flere penge på nogle fantasi-beregninger, der i værste fald bare skubber problemerne længere ned ad vejen, ligesom vi har set inden for klimaområdet, hvor vi jo også brugte dyrebare år i Danmark på at finansiere Bjørn Lomborgs analyser i stedet for reelt at løse problemerne.

Det er nogle større prioriteringer, vi skal diskutere: Vil vi for alvor investere i at løse uligheds- og klimakrisen nu?

Det vil en analyse med løfte om at kunne firedoble effekten af udviklingsbistanden ikke.