Ny debat: Kan tech redde verden?

”Der er ingen tvivl om, at techvelopment har et stort potentiale i udviklingssamarbejdet.”
Ulla Tørnæs (V)
Udviklingsminister
Kryptovaluta, big data, apps og droner er sammen med Silicon Valleys største tech-virksomheder i søgelyset, når Udenrigsministeriet skruer op for støtten til innovativ teknologi i den udviklingspolitiske indsats.
Med techvelopment som overskrift er der lagt op til, at digital teknologi og de store techvirksomheder skal bidrage mere og mere til at løse globale problemer som sult, sygdom og fattigdom. Tech-virksomheder som Google, Facebook og Amazon står muligvis klar til at tage over der, hvor Verdensbanken, Danida og ngo’erne slipper.
Men kan tech-virksomheder gå ngo’ernes ærinde? Hvor ligger faldgruberne, når ngo’ers arbejde erstattes af teknologi og apps i fattigdomsbekæmpelse? Og hvordan oversætter vi overhovedet de teknologiske landvindinger til gavn for mennesker i verdens brændpunkter?
















