Radikale: Coronakrisen viser, hvorfor vi skal have bistanden tilbage på sporet

Af Anne Sophie Callesen (RV)
Udviklingsordfører 

Med udsigten til et fald i dansk vækst og BNI, står dansk udviklingsbistand til at falde i kroner og øre.

Samme tendens ses i andre lande, og udviklingsorganisationerne både i Danmark og i verden har råbt vagt i gevær. Kritikken preller dog af på regeringen og Rasmus Prehn, som i stedet bryster sig af, at Danmark ligger i den internationale superliga i forhold til udviklingsbistanden. Ministeren vil derfor ikke vil gøre noget for at fastholde det nuværende niveau, som i forvejen er historisk lavt.

Regeringen mener i stedet, at vi skal presse de lande, der procentvis giver mindre end os. Men tiden er ikke til at pege fingre. Udviklingslandenes har akut brug for hjælp. Og gør vi ikke noget nu, kan vi risikere at tabe 30 års udviklingsarbejde på gulvet. Minimummet bør være at udviklingsbistanden fortsætter på samme niveau. Målet skal være, at den stiger. 

Coronakrisen rammer de mest sårbare
Som i mange andre internationale kriser, rammer coronakrisen udviklingslandene hårdest. På trods af mange år med vækst, står flere udviklingslande nu til økonomisk ressition. Det kan på sigt føre til sult- og beskæftigelsekriser. Kriser som særligt vil ramme de fattigste og mest sårbare grupper.

Det kalder på mere international solidaritet – ikke mindre. Men følger andre rige lande Danmarks strategi, står udviklingslandene, som beskrevet i Politiken den 10. maj, til at miste op i mod 60 milliarder kroner om året de kommende år.

For at undgå, at globale kriser – hvad enten det er sundhedskriser, økonomiske kriser, miljøkatastrofer eller klimaforandringer – fører til konflikter og flygtningestrømme, er det helt afgørende, at vi står vagt om udviklingsbistanden.

Anne Sophie Callesen
Udviklingsordfører (RV)

Men udsigten til økonomisk-, sult- og beskæftigelseskriser understreger vigtigheden af, at udviklingsbistanden kan adressere behovene hos verdens mest udsatte og fattige mennesker.

Samtidigt skal vi hjælpe udviklingslandene med at prioritere grøn genopbygning af deres økonomier. Klimakrisen er mindst lige så alvorlig nu som før corona, og derfor skal klimaindsatser og klimafokus tænkes ind og integreres i udviklingsarbejdet.

Vi skal i dén grad prioritere ”build back better”. Men verdens fattigste skal ikke betale for klimaregningen. Derfor har vi i Radikale Venstre længe kæmpet for, at klimaindsatsen skal finansieres af nye og additionelle midler. Det vil vi fortsætte med, især i lyset af coronakrisen.

Verden hænger sammen
Ikke alene har en vi stor menneskelig forpligtelse til at hjælpe udviklingslande ud af krisen. Corona har også lært os, at verden hænger sammen. Et lokalt problem i Kina – dårlig hygiejne på at marked i Wuhan – bliver til en global pandemi med katastrofale følger.

For at undgå, at globale kriser – hvad enten det er sundhedskriser, økonomiske kriser, miljøkatastrofer eller klimaforandringer – fører til konflikter og flygtningestrømme, er det helt afgørende, at vi står vagt om udviklingsbistanden.

Det gælder både i adresseringen af de akutte humanitære og økonomiske kriser, men det handler i mindst lige så høj grad om behovet for en langsigtet udviklingsstrategi, så vi styrker modstandskraften i udviklingslandene.

Rasmus Prehn har kaldt ønsket om øget bistand ukreativt. Vi mener, at det er solidarisk og klogt. I kriser som disse er det vigtigt, at vi ikke vender blikket indad og vælger den kortsigtede løsning.

Fundamentet for en ny dansk udviklingsstrategi bør derfor være, at vi som minimum ikke fratager landene penge i kroner og ører, men at vi sigter højere og får udviklingsbistanden tilbage på sporet.