Seniorforsker: Krisen tvinger os til at genoverveje Danidas vækstparadigme

DEBAT: Coronakrisen giver anledning til at overveje, om vi fortsat skal lade vækst være det centrale for udvikling, eller om vi i stedet skal fokusere udviklingssamarbejdet mere direkte på mennesker, skriver Lars Engberg-Pedersen. 

Lars Engberg-Pedersen
Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier

’Gå aldrig glip af mulighederne i en krise’ skulle Machiavelli have sagt for 500 år siden, og det kan man passende gentage i dag.

Coronakrisen har i den grad sat normaliteten på pause og givet plads til at gentænke gængs praksis, så mulighederne er der lige nu, selv om man kan frygte at vinduet snart lukker igen.

Hvad er det så, der er brug for at gentænke? To ting. Udviklingspolitikkens rolle i dansk udenrigspolitik og udviklingssamarbejdets underliggende paradigme.

Det er god latin i politiske kredse at sige, at udviklingspolitikken er integreret i udenrigspolitikken. Det er blevet sagt af skiftende regeringer, så længe jeg kan huske. Ikke desto mindre er der en verden til forskel på, om udviklingspolitikken betragtes som et halehæng til eller et væsentligt instrument i udenrigspolitikken.

Mens udenrigspolitikken handler om at fremme danske interesser, er det en udbredt opfattelse at udviklingspolitikken mere handler om at hjælpe andre. Det gør den da også på overfladen, men den handler så sandelig også om at skabe en verden, der er stabil, fredelig og fremgangsrig. Og det vil være det allerbedste for et lille land som Danmark.

Coronakrisen har nok engang understreget, hvor let vi i Danmark påvirkes af begivenheder i den store verden, og hvor meget vi er afhængige af, at andre lande kan håndtere de sygdomme, konflikter og kriser, der nødvendigvis opstår og vil opstå i fremtiden.

Stærke egeninteresser i udvikling
Der er selvfølgelig brug for at finjustere motoren i Danmark, når det kommer til kriseberedskab, værnemidler og lignende, men grundlæggende har de danske institutioner jo været i stand til at håndtere coronavirusset på overbevisende manér.

Det kan man derimod ikke sige om andre lande, hvor det nogle steder handler om at opbygge helt fundamentale institutioner. Politisk vilje og handlekraft har nok vist sig at være vigtige og kan muligvis forklare forskellige forløb af pandemien i sammenlignelige lande, men uden institutioner i form af både kapacitet i den offentlige sektor og tillid og samarbejde mellem forskellige aktører i samfundet kan selv den stærkeste politiske leder ikke gennemføre meget.

Det er det, som udviklingspolitikken forsøger at understøtte. Vi ved at forebyggelse er langt mere effektivt end krisehåndtering, og vi ved, at når først kriserne har slået igennem, skal vi leve med effekterne af dem i årevis. Så frem for alene at bruge vores ressourcer på at finjustere i Danmark, har vi en stærk egeninteresse i at forebygge kriser uden for landets grænser.

Hvis den næste ebola-lignende sygdom har coronavirussets evne til at brede sig, er vi i Danmark dybt afhængige af, at det land, hvor udbruddet finder sted, har et sundhedsvæsen og de samfundsmæssige institutioner til at slå det ned.

Derfor bør udviklingspolitikken betragtes som et centralt instrument i udenrigspolitikken og ikke blot som et halehæng, der kan bruges til at bane vejen for dansk eksport eller holde flygtninge væk fra Europa. Ud over at hjælpe fattige mennesker og lande bør udviklingspolitikken betragtes som en langsigtet kriseforebyggelse, hvilket må være udenrigspolitikkens fornemste mål. Det lange perspektiv savnes i den grad i dansk udenrigspolitik.

Paradigmerne skal gentænkes
Coronakrisen har også demonstreret en anden nødvendighed, nemlig at gentænke udviklingsparadigmet.

Selv om udviklingssamarbejdet har været genstand for mange forskellige modeluner gennem tiderne og har haft skiftende fokus på uafhængighed, importsubstitution, makroøkonomisk stabilitet, fattigdomsbekæmpelse, demokrati, institutionel udvikling, sociale sektorer og så videre, har vækst været et gennemgående grundelement for udviklingstankegangen.

Det har der været og er der særdeles gode grunde til, når vi taler om lande med udbredt fattigdom, sult, arbejdsløshed med videre. Over årene er vækstbegrebet blevet kvalificeret med tillægsord som grøn og inkluderende for at beskrive den særlige form for vækst, man efterstræber.

Problemet med vækstbegrebet som det centrale omdrejningspunkt for udvikling er, at det dels trækker fokus væk fra mennesker og deres levevilkår, dels per automatik fører til en interesse for investeringer, markedsvilkår og virksomheder, som ikke nødvendigvis fører til bedre vilkår for mennesker. Denne ubalance har nogle steder ført til voksende ulighed og til, at væksten ikke kommer de fattige til gode.

Kan vækst være det centrale? 
Selvom coronavirusset (endnu) ikke har fået alvorligt tag i ret mange afrikanske lande, har coronakrisen allerede haft store konsekvenser for mange dårligt stillede i Afrika, fordi de ikke bare kan gå hjem og vente på bedre tider, mens samfundet er lukket ned.

De bliver nødt til at tage sundhedsmæssige risici, trodse myndighedernes forordninger og gå ud og arbejde for at få mad på bordet. Det vanskeliggør selvsagt en effektiv indsats mod pandemien.

Spørgsmålet er derfor, om man fortsat kan lade vækst være det centrale for udvikling, eller om man skal fokusere udviklingssamarbejdet mere direkte på mennesker, således at de bliver i stand til at modstå kriser som epidemier, sociale konflikter, økonomiske sammenbrud og klimaforandringer. Det vil stadig kræve arbejdspladser og økonomisk aktivitet, men nu med det eksplicitte formål at styrke mennesker.

En yderligere tvist i denne sammenhæng er, at mange fattige lande i øjeblikket udviser klart autoritære tendenser. Fattigdomsbekæmpelse og demokrati står ikke øverst på den politiske dagsorden her, og en generel økonomisk vækst vil derfor risikere ikke at komme de mange til gode.

Det taler også for at målrette udviklingsarbejdet mod befolkningen snarere end mod institutionerne, som er vanskelige at reformere, når den politiske vilje ikke er til stede. Samtidig vil en befolkning, der ikke kæmper med sult og fattigdom, bedre være i stand til at afkræve ordentlige politikker af lederne.

Når forholdet mellem vækst og behovet for reducerede CO2-udledninger samtidig er så vanskeligt, så nogle hævder at ’grøn vækst’ er en selvmodsigelse, kunne det alt i alt være tidspunktet at gennemtænke, hvad et udviklingssamarbejde uden vækst som omdrejningspunkt egentlig vil sige, og hvordan økonomisk aktivitet målrettes mennesker og deres levevilkår.

Fokus på levevilkår 
Klimatilpasning er et vigtigt, men ikke tilstrækkeligt svar. Klimatilpasning kan afhjælpe de problemer, der er konsekvenser af klimaforandringerne, og det er givetvis vigtigt for mange fattige. Samtidig er der dog behov for at styrke mennesker, hvor de er og gerne vil leve.

I de senere år er der blevet eksperimenteret med forskellige former for sociale sikkerhedsnet og direkte pengeoverførsler til fattige mennesker, og resultaterne er bedre end man umiddelbart kunne forvente. Pengene bliver brugt relativt langsigtet og giver fattige mennesker nogle handlemuligheder, som de ikke tidligere har haft. Det skaber økonomisk aktivitet af en karakter, der umiddelbart forbedrer folks levevilkår.

Dansk udviklingspolitik har i årevis været centreret om at skabe institutioner og gode rammebetingelser for såvel økonomi som demokrati. Et skift i fokus i retning af befolkninger og umiddelbare levevilkår er derfor ikke nogen lille affære.

Det kræver et opgør med tænkningen af udvikling som vækst til fordel for en konstant opmærksomhed omkring menneskers levevilkår – socialt, politisk, økonomisk og miljømæssigt. I mange fattige lande vil økonomisk vækst sikkert være en konsekvens af sådan et udviklingsparadigme, men det er ikke målet.

Vi må nedprioritere fokusset på investeringer, markeder og erhvervsprogrammer og i stedet koncentrere udviklingssamarbejdet mere om de sociale sektorer, klimatilpasning og andre initiativer, der er direkte målrettet mennesker og deres levevilkår.  

I lyset af de tilbagevendende globale kriser, de autoritære tendenser i mange lande og vækstens ofte begrænsede effekter på fattige menneskers levevilkår er det på tide at overveje.

Forrige artikel Tidligere international sekretær i S: Mette Frederiksen bryder med 60 års dansk udenrigspolitik Tidligere international sekretær i S: Mette Frederiksen bryder med 60 års dansk udenrigspolitik Næste artikel SOS Racisme til regeringen: Luk udrejsecentrene og Ellebæk SOS Racisme til regeringen: Luk udrejsecentrene og Ellebæk