Unicef: Drop øremærkningen af vores bistandsmidler

Af Line Grove Hermansen
Direktør for kommunikation og advocacy i Unicef Danmark

Som del af verdens største børneorganisation er vi i Unicef Danmark glade for, at den måske kommende statsminister har sat sig for at være børnenes statsminister. Vi håber og tror, at udviklingsministeren i en ny regering vil sikre, at den rolle også kommer til at omfatte børn uden for Danmarks grænser. For de har hårdt brug for det.

Antallet af humanitære kriser og børn på flugt er blandt de højeste, vi har set i de mere end 70 år, Unicef har eksisteret. Samtidig puster klimaforandringer til gamle konflikter, optrapper ressourcestridigheder, undergraver grundlaget for årtusindegamle livsformer og samfundsstrukturer og efterlader børn til sult og øget fattigdom.

Den umiddelbare konsekvens er, at de midler, som Unicef har til rådighed, i stigende grad bindes i nødhjælpsindsatser. Men vi skal også fastholde det langsigtede udviklingsfokus.

Øvelsen går ud på at gøre den langsigtede udvikling til en del af katastrofeindsatsen. Danmark er et af de lande, der har forstået vigtigheden af at bygge den bro, og opbakningen fra skiftende danske regeringer har bidraget til, at det har været muligt at lægge flere kræfter i det arbejde.

Dyr ingeniørkunst
Så når cykloner hærger, og skoler blæses væk, erstatter vi dem med byggeri, der langt bedre tåler fremtidens klima. Når logistikken via traditionelle transportveje er umulig, leverer vi livreddende vacciner med specialudviklede droner. Innovation skal så at sige blomstre ud af krisen. Nødhjælp skal være udvikling.

Antallet af humanitære kriser og børn på flugt er blandt de højeste, vi har set i de mere end 70 år, Unicef har eksisteret.

Line Grove Hermansen
Direktør for kommunikation og advocacy i Unicef Danmark

Det gælder ikke mindst i regioner, der rammes hårdt af klimaforandringer. Tag for eksempel Afrikas Horn lige nu, hvor tørken truer. Her ved vi udmærket, at det ikke bliver sidste gang. Derfor er Unicef og Nasa gået sammen om at bruge satellitter til at afdække, hvor de store dybtliggende vandressourcer befinder sig.

Det er dyr og vanskelig ingeniørkunst, det har kostet mange penge at udvikle, men det betyder, at vi kan forsyne hundreder af tusinder med rent vand i områder, der ellers i stigende grad ville være ubeboelige. Kobler man udviklings-, nødhjælps- og innovationsindsatser sammen på den måde, kan vi flytte hele samfund, som ellers umiddelbart ser ud til at være skæbnebestemt til endeløse kriser.

Problemet er, at den slags indsatser kræver tålmod, vedholdenhed og tillid til eksperterne. Og de dyder er ikke de mest fremherskende i det moderne samfund. Vi ser i stigende grad donorerne hoppe fra krise til krise. Donationerne følger populært sagt tv-kameraene. Men der findes heldigvis også nogle donorer og regeringer, som ønsker stabilitet og fokus og er klar til at satse mere langsigtet. Her bliver strategien imidlertid ofte at fokusere på enkeltlande og øremærke store dele af donationerne til enkeltformål og særlige indsatsområder.

Øremærkning 
Uanset om man gør det ene eller det andet, er problemet for os som både nødhjælps- og udviklingsorganisation det samme: For det første får vi dårligere mulighed for at sikre, at midlerne kommer derhen, hvor der er mest brug for dem. For det andet betyder det, at vi bliver mindre agile og i ringere grad kan tilpasse vores indsats, så den følger med udfordringer og muligheder. Især innovationsindsatser kræver frie midler.

Danmark har været god til at støtte op om de innovative indsatser, men samtidig har vi desværre oplevet, at den danske regerings bidrag til Unicefs arbejde i stigende grad er blevet øremærket til enkeltområder. Mens mere end halvdelen af bidragene var uøremærkede i 2013, var det sidste år kun knap 20 procent, der er blevet givet uden anvisning på, hvordan de specifikt skulle bruges.

Vi håber, at den kommende udviklingsminister i højere grad vil betro os prioriteringsopgaven. Vi forstår til fulde, at øremærkning kan være fristende – ikke mindst når man er et engageret menneske, der ønsker at sikre konkret forbedring af verden.

Det er et fuldt forståeligt ønske, men desværre går det meget dårligt i spænd med idéerne fra toppen om at være børnenes minister. For præcis som i den danske kontekst ender for meget detailstyring typisk som et benspænd.