Forsker: Arbejdslivet skal designes, så sosu’er kan blive længere uden at føle sig tvunget

Hvis man tænker på andre af samfundets og jordens problemer, er det selvsagt bekymrende, at vi først kan finde ud af at reagere, når det er for sent.

Tilpasning versus bemandingsskemaer

Når man ikke når at uddanne, kan man i stedet forsøge at forlænge arbejdslivet.

Men mange af de nedslidte sosu’er har svært ved at fortsætte helt til pensionsalderen.

De tiltag man ofte tyer til for at forlænge arbejdslivet, såsom for eksempel seniorsamtaler, gradvise pensionsovergange og fleksible arbejdsforhold, kan kun i nogen grad hjælpe på nedslidte sosu’er.

Hvis man gerne vil skabe gode og lange arbejdsliv, skal man give mulighed for tilpasning af arbejdsforholdene.

Et af de problemer, vi ofte er stødt på, er at seniorerne mangler anerkendelse.

Aske Juul Lassen
Lektor i etnologi, Center for Humanistisk Sundhedsforskning

I andre brancher gælder det for eksempel muligheder for nye opgaver, nedsat arbejdstid, hjemmearbejde, mindre ansvar og flere hjælpemidler.

Udover flere hjælpemidler, som allerede i høj grad bliver taget brug i mange sosu’ers hverdag, er sosu’ernes adgang til de andre muligheder begrænset, hvis bemandingsskemaerne skal hænge sammen.

Men der er også andre problemer, man kan løse, og som måske kan hjælpe noget.

I projektet Seniorpraksis på Københavns Universitet har vi med etnografiske metoder i de sidste fem år forsket i seniorernes mentale trivsel på arbejdsmarkedet.

Et af de problemer, vi ofte er stødt på, er at seniorerne mangler anerkendelse. Mere anerkendelse ville sandsynligvis kunne få en del fra den gruppe af sosu’er, der ikke er decideret nedslidte, men godt kunne frygte at blive det snart, til at blive lidt længere.

Erfaring styrker omsorgen

Vi bliver mere og mere selvledende gennem livet. Man kan derfor i en del tilfælde gå rundt i mange år uden at have talt med sin leder eller uden at få anerkendelse for sin indsats.

På trods af megen erfaring og god faglighed kan man altså stadig godt blive usikker på egen værd.

Den manglende anerkendelse kommer også til udtryk i begrebet fastholdelse, der implicit indeholder en vis tvang. For hvem har lyst til at blive holdt fast i sit arbejde. Man skulle tale om tilknytning eller gode og lange arbejdsliv i stedet.

Desuden lyder det ofte til, at sosu’erne udelukkende skal blive længere på arbejdsmarkedet på grund af den tid, de kan lægge der.

Jo, de skal bidrage til at få bemandingsskemaerne til at hænge sammen, men de skal i mindst lige så høj grad sørge for god omsorg og pleje gennem al deres erfaring og tillærte kompetencer.

Så snart vi taler fastholdelse, har vi allerede misforstået problemet.

Aske Juul Lassen
Lektor i etnologi, Center for Humanistisk Sundhedsforskning

Inden for aldringsforskningen har man i en årrække talt om seniorkompetencer.

Seniorerne har ofte (men selvsagt ikke altid) udviklet nogle kompetencer gennem arbejdslivet, som for eksempel handler om bedre emotionel kontrol, mere ro, mere professionel empati, en bedre evne til at se tingene fra flere sider og en bedre evne til at arbejde med genveje og overlevelsesstrategier i rigide styringssystemer.

De seniorkompetencer kan man virkelig godt bruge som sosu.

Så det er ikke kun fordi, vi som samfund har brug for flere hænder i omsorgssektoren. Vi har i særlig grad brug for de erfarne hænder (og hoveder). Det skal de anerkendes for.

Gode arbejdsforhold livet igennem

Men anerkendelsen kan selvfølgelig ikke løse det hele.

På den korte bane må man forsøge at skabe længere arbejdsliv ved at imødekomme nogle af de ønsker for tilpasning, som sosu’erne tæt på pensionsalderen måtte have.

Samtidig er en tilførsel af udenlandsk arbejdskraft nok nødvendig, med det etiske dilemma det indebærer at risikere at tømme andre lande for kvalificeret arbejdskraft.

Mange seniorer fra andre brancher vil også kunne bidrage gennem sporskifteordninger, hvis det er attraktivt nok.

På den lange bane er løsningen nok en anden. Måske man kan nå et stykke af vejen med nye teknologier, men man må nok også tænke i at skabe arbejdsliv, som man kan og vil blive længe i.

Det kræver dog, at man tænker forebyggende indsatser og gode arbejdsforhold langt tidligere i arbejdslivet, end de løsninger man forsøger med nu for at skabe fastholdelse.

For så snart vi taler fastholdelse, har vi allerede misforstået problemet. Det gælder om at skabe lange og gode arbejdsliv, man har lyst til at blive i, uden at nogen skal holdes fast.