3F: Fantasi og kreative løsninger efterlyses

Af Søren Heisel
Forbundssekretær, 3F

De senere års beskæftigelsespolitik har efterladt mig med et stort ønske. Et ønske om, at ministre og arbejdsmarkedsordførere bare en enkelt gang ville følge efter eventyrpigen Alice gennem hullet og ned i Eventyrland. Et land, hvor alt er muligt og umuligt. Hvor man vokser og krymper alt efter, hvad man spiser, hvor man svømmer i egne tårer, ser en baby, der forvandles til en gris, og en kat bliver usynlig.

Et sådan besøg kunne være både eventyrligt og bevidsthedsudvidende i forhold til regeringens opfattelse af, hvordan vi får løst udfordringerne i kølvandet på faldende ledighed, begyndende mangel på kvalificeret arbejdskraft og en fortsat stor gruppe, der står helt uden for arbejdsmarkedet.

For ærlig talt. Den førte politik har været noget fantasiløs. Det forekommer mig, at det eneste redskab, man har kunnet få øje på, er økonomiske incitamenter. Det skal kunne betale sig at arbejde, og derfor skal de offentlige ydelser barberes. Skatten skal sænkes. Vi skal blive længere på arbejdsmarkedet, men når der nu ikke er flertal for at tvinge os, så skal vi lokkes med økonomisk belønning. Og flygtninge og indvandrere kommer bedst i arbejde gennem en historisk lav integrationsydelse.

Invester i uddannelse
Regeringen har ellers flere gange fået en invitation til at hoppe efter Alice. Ned i hullet til Eventyrland, hvor konventioner og fastlåste tankemønstre bliver udfordret.

Som for eksempel forleden da LO offentliggjorde en undersøgelse fra DREAM-gruppen, der viser, at hvis uddannelsesaktiviteten bliver løftet med 330.000 AMU-kursister og 64.000 kursister på videregående VEU-forløb om året, så øges beskæftigelsen varigt med 17.000 personer og samtidig løftes BNP med 0,6 procent.

Den førte politik har været noget fantasiløs. Det forekommer mig, at det eneste redskab, man har kunnet få øje på, er økonomiske incitamenter.

Søren Heisel
Forbundssekretær, 3F

Eller dengang da økonomiprofessor og tidligere vismand Nina Smith i en yderst interessant artikel talte varmt for at sætte arbejdsudbudsreformerne på pause og i stedet slå ind på en ny kurs i den økonomiske politik og skabe vækst ved at investere i blandt andet uddannelse.

Eller da Århus-økonomen Michael Rosholm på KL’s Jobcamp i 2016 udbrød, at han er økonom og dermed flasket op med troen på at økonomiske incitamenter virker, men i dag må sande at de ikke altid virker efter hensigten.

Se, jeg er ikke naiv. Jeg ved godt, at økonomiske incitamenter har en betydning – også i beskæftigelsespolitikken. Min pointe er bare, at hvis vi virkelig vil rykke noget i Danmark, så skal vi i den grad til at tænke i uddannelsesinvesteringer i stedet for i pisk og gulerod.

Så skal vi slå ind på en vej, hvor vi undlader at udsætte uddannelsessektoren for to procent besparelser og systematisk underfinansierer arbejdsmarkedsuddannelserne, og i stedet vælger at satse på investeringer i uddannelse – først og fremmest til de lønmodtagere, der i forvejen har fået mindst.

Lige ved og næsten
Regeringen får en kærkommen lejlighed til det kursskifte i nær fremtid.

For til regeringens ros skal det siges, at det gennem en revitalisering af Trepartsinstitutionen er lykkedes at få gang i en konstruktiv debat om andet og mere end blot økonomiske incitamenter. Og det er lykkedes at få en udbredt forståelse af, at beskæftigelsespolitikken virker bedst, når alle bliver hørt, bliver enige og arbejder sammen.

Vi har for eksempel fået en IGU-ordning til flygtninge, hvor der gives ret til 20 ugers kompetenceløft. Vi har fået en række forbedringer af uddannelsesmulighederne for ledige. Og vi har fået en fælles forståelse af, at økonomiske incitamenter også virker for virksomheder i arbejdet med at skaffe flere praktikpladser.

Derudover er det min opfattelse, at Statsministerens Disruptionsråd bliver et interessant forum, hvor blandt andet kloge investeringer i uddannelse bliver et centralt tema. Det fortjener klart ros.

I forbindelse med de kommende forhandlinger om voksen- og efteruddannelsesindsatsen, påtager vi os i fagbevægelsen gerne rollen som Alice og guider regeringen fri af Finansministeriets regnemodeller og ned gennem hullet.

For jeg synes, at den nuværende beskæftigelsesminister rent faktisk tilkendegiver, at han har været henne ved hullet og kigget ned, og at han bestemt er fristet til at hoppe. Men at han fortsat mangler den nødvendige økonomiske motivation til, at han virkelig tør tage springet.