Grete Christensen: Den offentlige aftalemodel er asymmetrisk

Af Grete Christensen
Formand for Sundhedskartellet og Dansk Sygeplejeråd

På dette tidspunkt for et år siden var Danmark truende nær en storkonflikt i den offentlige sektor. Det lykkedes i sidste øjeblik at afværge konflikten, men forløbet viste, at den danske aftalemodel i den offentlige sektor har nogle svagheder og begrænsninger.

Konfliktniveauet i den offentlige sektor har de seneste mange år været højere end i den private sektor.

Egentligt er det ikke så mærkeligt, for den offentlige sektor er underlagt stramme økonomiske vilkår, samtidig med at selve konstruktionen af den danske aftalemodel har det svært med at finde sig til rette i den offentlige sektor.

Den danske aftalemodel blev historisk designet til den private sektor, og her fungerer den godt. Selvom modellen på overfladen har samme udformning på det offentlige arbejdsmarked, er der alligevel en række afgørende forskelle.

Jeg mener, der er brug for et fælles udvalgsarbejde, hvor vi og arbejdsgiverne igangsætter et forløb, der kulegraver, hvad der skal til, for at den danske model kan blive funktionsdygtig i den offentlige sektor. De to vigtigste emner at tage fat på er magtasymmetri og en fair løn. 

De offentlige arbejdsgiveres besparelser på lønkontoen under strejke og lockout bør øremærkes til formål, som de folkevalgte ikke selv kan fastlægge.

Grete Christensen
Formand, Sundhedskartellet og Dansk Sygeplejeråd

Offentlig aftalemodel er politiseret
Der skal skabes en bred erkendelse af, at den offentlige aftalemodel er politiseret. Den danske aftalemodel i den offentlige sektor hviler på et demokratisk grundlag.

Det er selvfølgelig et flertal på Christiansborg, der bestemmer, hvor stor den offentlige sektor skal være, og hvor mange penge der er at forhandle om. Men de folkevalgte politikere er også arbejdsgivere, og det kan være en svær dobbeltrolle af balancere.

Et folketingsflertal kan beslutte besparelser, som skal hentes ved direkte forringelser af de ansattes ansættelsesvilkår. I så fald gør man indhug i noget, som skulle være aftalt mellem parterne. Det vil sige, at man bruger sin rolle som lovgiver inden for rammerne af aftalemodellen, hvilket betyder, at der opstår en asymmetri i magtforholdet.

Magtasymmetrien kan også komme til udtryk ved strejke og lockout, hvor en konflikt har store økonomiske konsekvenser for arbejdstagerorganisationerne, hvorimod arbejdsgiverne sparer lønkroner. Arbejdsgiverne har ved en omfattende lockout mulighed for at tvinge organisationerne økonomisk i knæ.

Arbejdsgiverne fremfører ofte, at de til gengæld er underlagt et folkeligt pres, fordi de ikke leverer den ydelse, borgerne forventer. Dette pres ligger imidlertid mindst lige så meget på de ansatte.

Lønbesparelser bør øremærkes
Mens parterne på det private arbejdsmarked skyder virksomhedernes indtjening ind på bordet, så er det en langt mere abstrakt politisk kapital, som kommer i spil under konflikter i det offentlige. Politikeres omdømme og de ansattes strejkefonde er to meget ulige størrelser.

De offentlige arbejdsgiveres besparelser på lønkontoen under strejke og lockout bør øremærkes til formål, som de folkevalgte ikke selv kan fastlægge. Ved OK18 stillede Sundhedskartellet derfor et forslag om, at hvis arbejdsgiverne igangsætter lockout, skal de sparede lønkroner genanvendes til service og velfærd.

Sygeplejerskerne har varslet og også gennemført en række strejker gennem de seneste 25-30 år, og de har alle handlet om løn, som jo ved nærmere eftersyn grundlæggende handler om anerkendelse for det arbejde, som man leverer. Og dermed ligner konflikterne gennem de seneste årtier og forløbet omkring OK18 i sin grundsubstans hinanden.

Ved OK18 var det igen lønudviklingen i den offentlige sektor og oplevelsen af en lønudvikling, der matcher udviklingen i den private sektor, der var et centralt og samlende udgangspunkt for musketereden.