Bliv abonnent
Annonce
Debat

EL og 3F: Arbejdsgivere råber på udenlandsk arbejdskraft, mens tusindvis af danskere søger forgæves efter job

Hvis der er mismatch mellem de lediges kvalifikationer og de kvalifikationer, virksomhederne efterspørger, så burde regeringen i højere grad investere massivt i opkvalificering og efteruddannelse af de ledige, skriver Victoria Velasquez (EL) og Søren Heisel.
Hvis der er mismatch mellem de lediges kvalifikationer og de kvalifikationer, virksomhederne efterspørger, så burde regeringen i højere grad investere massivt i opkvalificering og efteruddannelse af de ledige, skriver Victoria Velasquez (EL) og Søren Heisel.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
19. maj 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danske erhvervsorganisationer og borgerlige politikere bruger gang på gang virksomhedernes rekrutteringsudfordringer som argument for, at der er mangel på arbejdskraft – og at vi for det første, er nødt til at åbne yderligere op for udenlandsk arbejdskraft og gennemføre andre reformer, der kan øge arbejdsudbuddet, og for det andet, må stramme rådighedsreglerne for de ledige.

Nu viser et helt nyt svar fra Beskæftigelsesministeriet til Folketingets beskæftigelsesudvalg, at landets dagpengemodtagere hellere end gerne vil have job ude på danske virksomheder, men at de gang på gang sender jobansøgninger afsted, uden at det fører til et job i den anden ende.

311.400 forgæves ansøgninger

Ministeriet har på foranledning af Enhedslisten undersøgt, hvor mange forgæves jobansøgninger dagpengemodtagere foretog på blot én måned. Tallene viser, at 36.000 ledige stod klar til at tage arbejde og havde gjort en stor indsats for at komme i job – men alligevel kunne arbejdsgiverne ikke bruge dem?

Læs også

Faktisk havde disse ledige sendt 311.400 jobansøgninger afsted uden at være kommet i beskæftigelse.

Vi lader den lige stå et øjeblik: 311.400 ansøgninger, som ikke førte til et job!

Det er derfor helt uforståeligt, at arbejdsgiverne bliver ved med at råbe højt om mangel på kvalificeret arbejdskraft, og nærmest dagligt tigge politikerne om endnu mere udenlandsk arbejdskraft fra den anden side af jordkloden.  

Klarere krav til erhvervslivet

Noget kunne tyde på, at virksomheder med rekrutteringsudfordringer ikke søger bredt nok - eller også har de ikke har gjort en ordentlig indsats for at få besat deres ledige stillinger, eksempelvis ved at tage fat i a-kassen eller jobcenteret.

Regeringen svigter vores ledige dagpengemodtagere, når den lader sig presse af erhvervslivets organisationer

Victoria Velasquez (EL) og Søren Heisel
Hhv. MF og arbejdsmarkedsordfører, Enhedslisten samt forbundssekretær, 3F

Hvis der er mismatch mellem de lediges kvalifikationer og de kvalifikationer, virksomhederne efterspørger, så burde regeringen i højere grad investere massivt i opkvalificering og efteruddannelse af de ledige.

For en opkvalificerende beskæftigelsesindsats med fokus på arbejdsmarkedets behov kunne netop være med til at sikre, at virksomhederne får den kvalificerede arbejdskraft, de efterspørger – særligt, hvis vi investerer endnu mere i at opkvalificere vores ufaglærte til faglærte. 

Og så bør regeringen stille klare krav til erhvervslivet, om at søge mere målrettet og effektivt blandt vores egne ledige, når de oplever rekrutteringsproblemer.

Regeringen svigter vores ledige dagpengemodtagere, når den lader sig presse af erhvervslivets organisationer. Det dur ikke. 

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026