Fondsdirektør og seniorøkonom: Fup bliver til fakta i debatten om erhvervsindvandringen

Af Kim Nøhr Skibsted og Jens Hjarsbech
Hhv. direktør for Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden) og seniorøkonom i Axcelfuture

Som statsministeren sagde i sin nytårstale, så ”bliver vi ikke mindre af at samarbejde med andre, vi bliver større.”

Sådan er det også, når det kommer til udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde.

Men debatten bliver alt for ofte blandet sammen med flygtninge- og indvandrerdebatten og debatten om integration. Ikke mindst af vores politikere, der jo ellers burde vide bedre.

Der er derfor et stort behov for at udbrede fakta om erhvervsindvandringen, for det er nemlig ikke bare billig, lavtuddannet arbejdskraft.

24 procent af erhvervsindvandrerne har en lang videregående uddannelse mod 11 procent af alle beskæftigede i Danmark.

Danske virksomheder er i skarp konkurrence med hele verden om de største talenter og skarpeste hjerner. Det skal derfor også være attraktivt for udlændinge at arbejde og bosætte sig i Danmark.

Kim Nøhr Skibsted og Jens Hjarsbech
Hhv. direktør for Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden) og seniorøkonom i Axcelfuture

Ud af cirka 140.000 erhvervsindvandrere i Danmark i 2017 kom 90 procent af dem fra et europæisk land.

Erhvervsindvandringen giver gennemsnitligt et bidrag på 76.000 kroner til de offentlige kasser. Er erhvervsindvandrerne højtuddannede, stiger gevinsten betydeligt.

Unødvendig bureaukrati
Med andre ord er der rigtig god grund til at sikre, at danske virksomheder får bedre muligheder for at tiltrække den nødvendige udenlandske arbejdskraft.

Det styrker både danske virksomheder og statskassen.

Men udlændinge fra andre dele af verden end Europa visiteres via en række forskellige ordninger, som ofte indeholder unødvendigt og bøvlet bureaukrati.

Hvorfor skal lønnen for eksempel indbetales til en dansk bankkonto? Det kan være særligt problematisk for korte ansættelser, hvor medarbejderne typisk opretholder økonomiske forpligtelser i hjemlandet.

Hvorfor kan virksomheder med under 20 ansatte ikke blive certificeret til at bruge den såkaldte fast track-ordning? Betyder små virksomheders rekrutteringsmuligheder da ikke noget?

Hvordan kan det være rimeligt, at virksomheder skal udelukkes fra fast track-ordningen i to år på grund af fodfejl i sagsbehandlingen?

I skarp konkurrence med hele verden
Effekterne af disse og andre snubletråde er, at danske virksomheder må lægge arbejdspladserne i udlandet.

Det er bestemt ikke til Danmarks gavn. Derfor skal unødvendige bureaukratiske forhindringer fjernes.

Danske virksomheder er i skarp konkurrence med hele verden om de største talenter og skarpeste hjerner. Det skal derfor også være attraktivt for udlændinge at arbejde og bosætte sig i Danmark.

Danmark har meget at byde på, men vi står svagt i konkurrencen, når det kommer til skat og leveomkostninger.

Den høje danske marginalskat er især en barriere for at tiltrække højtuddannede, der ikke opfylder forskerordningens lønkrav.

Flere højtlønnede udlændinge skal kunne komme til Danmark, ved at indkomstgrænsen i forskerordningen sættes ned. Og hvis ordningen samtidig udvides fra syv til ti år, vil man kunne fastholde de højtlønnede medarbejdere i længere tid.

Skal arbejde under normale, danske forhold
Naturligvis er ikke alt rosenrødt.

Tilstrømning af lavtuddannet udenlandsk arbejdskraft kan have en negativ effekt på indkomstgrundlaget for lavtuddannede danskere.

Derfor skal der kæmpes for, at den udenlandske del af arbejdsstyrken arbejder under normale danske forhold.

Vi er ikke i tvivl om, at en bedre adgang til udenlandsk arbejdskraft vil gøre Danmark til et endnu rigere land.

Men danskerne skal naturligvis bakke op om ideen, og det forudsætter altså, at debatten ikke forplumres af andre dagsordener om flygtninge og ulovlige brug af udenlandsk arbejdskraft inden for enkelte serviceerhverv.

Det er desværre det, der sker.

Politikerne svigter
Når danske virksomheder som Novo, Mærsk, Danfoss, Vestas og Grundfos i flere omgange har påpeget skavankerne over for de partier, der står bag de nuværende regler, er der blevet lyttet og spurgt til mulige løsninger.

De er blevet serveret igen og igen, og alligevel går der gold retorik og faktafordrejning i debatten for at imødekomme fordomsfulde fokusgrupper.

Politikerne har et ansvar, som de i øjeblikket desværre svigter – på trods af, at det ellers ikke er så svært at skille fup fra fakta.