Debat

Fagforbund: Husk løftet om at droppe unødvendigt sygedagpengebøvl

DEBAT: Det er på tide, at loven om sygedagpenge tilpasses til folk med atypiske arbejdstider og arbejdsforhold. Alt andet er urimeligt, skriver 3F's Tina Christensen og FOA's Maria Melchiorsen.

I Aarhus venter havnearbejderne stadig på, at politikerne overholder løftet om, at løstansatte vikarer kan få sygedagpenge under sygdom, skriver 3F og FOA i et fælles indlæg.
I Aarhus venter havnearbejderne stadig på, at politikerne overholder løftet om, at løstansatte vikarer kan få sygedagpenge under sygdom, skriver 3F og FOA i et fælles indlæg.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tina Christensen og Maria Melchiorsen
Næstformand, 3F, og forbundssekretær, FOA

I Aarhus og Esbjerg venter havnearbejderne stadig på, at politikerne overholder det løfte, de gav dem for snart to år siden. 

Det samme gør løstansatte vikarer, der blandt andet arbejder som pædagogmedhjælpere og social- og sundhedsassistenter rundtomkring i landet. Alle løstansatte vikarer risikerer nemlig, at de ikke kan få sygedagpenge, når de bliver syge.

Sygedagpengereformen betyder, at hvis arbejdstiden ikke fordeler sig på en gængs fastansættelse på fuld tid, kan det give besvær med at få sygedagpenge i tilfælde af sygdom.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Vi havde håbet, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) ville fremlægge en løsning samtidig med et lovforslag for nylig om ændring af sygedagpengeloven, men det skete desværre ikke.

Politikerne havde ellers givet tilsagn om, at der skulle ske noget, efter at havnearbejderne og social- og sundhedsassistenterne under et foretræde i Folketinget i januar 2018 fortalte, at kommunen havde givet dem afslag på sygedagpenge med begrundelsen, at de ikke havde meldt sig ledige forud for sygdommen og dermed ikke blev betragtet som at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Loven skal laves om, så man har ret til sygedagpenge på to betingelser.

Tina Christensen og Maria Melchiorsen
Næstformand, 3F, og forbundssekretær, FOA

Når mange ikke melder sig ledige, er det, fordi de reelt ikke er ledige, men forventer at starte på arbejde igen nogle få dage senere. Derfor tager de bare nogle dage 'for egen regning' i stedet for at søge om dagpenge.

"Helt gak-gak"
Men deres forsøg på ikke at skabe unødigt bureaukrati bliver ikke værdsat. 

Tværtimod straffes de med afslag på sygedagpenge, hvis de bliver syge. Det er jo helt urimeligt. Særligt når løsarbejderne i den grad står til rådighed.

Mange af dem er vikarer for syge kolleger, de arbejder på helligdage, i weekender og ferieperioder, og ofte har de langt over 37 timer om ugen i gennemsnitlig arbejdstid. En af dem havde arbejdet 92 timer på 14 dage, før han blev sygemeldt.

Det, som politikerne indså dengang, var, at det er tudetosset, at man skal melde sig ledig i jobcenteret for så kort en periode. De stod nærmest i kø for at sige, der skulle gøres noget.

Formanden for Beskæftigelsesudvalget, Bent Bøgsted (DF), sagde til Fagbladet 3F, at "det er helt tåbeligt, at de ikke kan få sygedagpenge, med mindre de melder sig ledige. For hvis de melder sig ledige, går der jo en kæmpe stor proces i gang med jobcentret, selvom der slet ikke er behov for det. Det er helt gak-gak".

Præcis. Det skaber kun unødigt bureaukrati til besvær for både den enkelte, a-kassen og jobcenteret, som hellere skulle bruge tiden på dem, der reelt har brug for hjælp.

Også beskæftigelsesordfører Finn Sørensen (EL) og arbejdsmarkedsordfører Lennart Damsbo-Andersen (S) var rørende enige i, at der skulle gøres noget. Ja, selv den daværende beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen (V), var enig i, at der måtte gøres noget. Men intet er sket.

Læs også

Akut brug for en løsning
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard sagde for nylig i et §20-svar, at der kan være behov for at se på, om reglerne tager tilstrækkeligt hensyn til for eksempel løsarbejdere og andre ansættelsesformer, når man følger op på reformerne.

Men hvorfor vente? 

Der er folk med dårlig ryg, brækkede ben og langvarig sygdom, som bliver efterladt i stikken lige nu. Det haster med en løsning.

Den borgerlige regering har allerede fremsat et forslag, som er blevet drøftet i forligskredsen. Desuden har 3F og FOA har fremlagt konkrete løsninger, der vil fjerne både bureaukrati og overadministration.

Loven skal laves om, så man har ret til sygedagpenge på to betingelser: Hvis man ville have haft ret til dagpenge, hvis man havde meldt sig ledig i a-kassen, og hvis man opfylder sygedagpengelovens beskæftigelseskrav om at have været beskæftiget mindst 240 timer inden for de seneste seks kalendermåneder inden sygefraværet.

Kære politikere: Det er på tide, at lovgivningen tilpasses til folk, der har atypiske arbejdstider og arbejdsforhold.

Så hold jeres løfte, og lad os få skåret ned på bureaukratiet. Vi har rigeligt med andre ting at bruge ressourcerne på.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Maria Melchiorsen

Forbundssekretær, FOA
Social- og sundhedsassistent

Tina Christensen

Næstformand, 3F

0:000:00