Debat

Forfatter: Ressourceforløbet er symbol på politisk disrespekt for syge

KRONIK: Reformen af førtidspension og fleksjob fra 2012 cementerer, at respekt for mennesker med kronisk sygdom eller handicap mangler. Beskæftigelsesministeren har mulighed for at genoprette respekten, skriver forfatter.

Ressourceforløbet skal skrives ud af lovgivningen, skriver Lisbeth Riisager Henriksen.
Ressourceforløbet skal skrives ud af lovgivningen, skriver Lisbeth Riisager Henriksen.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag. og forfatter

Tid er en vigtig og kostbar ingrediens i vores liv. Hvis vi respekterer hinanden, så respekterer vi også hinandens tid og lader ikke hinanden vente længe på os eller på en melding om, hvad de skal forvente.

For mennesker med handicap er tiden i nogle tilfælde blevet et regime, hvor al hjælp fra kommunen og dermed deres liv er detailreguleret så stramt, at det ikke er menneskeværdigt, og hvor de skal overleve på den mindst mulige tid med kommunal hjælp.

Da menneskers behov for hjælp ikke altid er det samme hver dag, kan den udmålte hjælp, som er tilstrækkelig den ene dag, måske ikke række den anden.  Endvidere går der i mange tilfælde lang tid med at søge om hjælpen, at klage til Ankestyrelsen over uretfærdige afslag på nødvendig hjælp og at vente på svar på klagen. 

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Sådan behandler man ikke mennesker, som man respekterer. Og derfor er denne kommunale måde at behandle mennesker med handicap på i virkeligheden at betragte som "bureaukratisk vold", skriver ph.d.-studerende Emil Falster i et tankevækkende debatindlæg i Altinget 26. juli med særligt fokus på forvaltningen af serviceloven og socialområdet.

Reformer har forringet det sociale sikkerhedsnet
Disrespekt for borgeres tid og liv findes dog mange flere steder, hvor mennesker med kronisk sygdom eller handicap er i berøring med det offentlige forvaltningsdanmark.

Det er tortur, når borgere holdes længere tid i den kommunale afklaringsmølle end strengt nødvendigt.

Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag. og forfatter

Selv har jeg beskæftiget mig meget med og studeret den politik og forvaltningspraksis, som har været ført på social- og beskæftigelsesområdet, siden Mette Frederiksens (S) tid som beskæftigelsesminister og Karen Hækkerups (S) tid som socialminister i Helle Thorning-Schmidts første regering.

Jeg tænker især, men ikke alene, på lovgivning om fleksjob, førtidspension, sygedagpenge og kontanthjælp, og jeg tænker på den grænsesøgende forvaltningspraksis i kommunerne, det vil sige manglende retssikkerhed, som i mange tilfælde er fulgt med. 

Mette Frederiksens og Karen Hækkerups reform af førtidspensions- og fleksjobordningen fra 2012 indledte den reformamok, som under Helle Thorning-Schmidts regeringer har forringet det sociale sikkerhedsnet for kronisk syge og mennesker med handicap gennemgribende fra 2013 og frem. 

Siden fortsatte Lars Løkke Rasmussen i sine regeringer herefter forringelserne, blandt andet af kontanthjælpsordningen og vilkårene for leje i dele af den almene boligsektor for ydelsesmodtagere (ghettoloven).

Dømt til ressourceforløb
Reformen af førtidspension og fleksjob indeholder mange uretfærdige elementer. 

Hvis vi fokuserer på disrespekten for de syges tid, så ser vi den for eksempel i afskaffelsen af fastholdelsesfleksjobbet (der skal gå et helt år i arbejde under andre ordninger, inden man kan blive visiteret til fleksjob på en arbejdsplads, hvor man allerede har arbejdet), i devalueringen af fleksjobberes arbejdsværdi uanset uddannelse, kvalifikationer og erfaring i øvrigt (fra lønmodtagermodel til arbejds- og ydelsesmodel foruden en diskriminerende produktivitetsaflønning og en forringet pensionsopsparing) og i indførelsen af en midlertidig, femårig fleksjobvisitation frem til borgerens fyldte 40-årsalder.

Men det såkaldte ressourceforløb, som er blevet gjort til en forudsætning for tilkendelse af førtidspension bortset fra i "åbenlyse" tilfælde, er alligevel blevet symbol på reformens mest ekstreme politiske og forvaltningsmæssige disrespekt for syge menneskers tid, helbred, arbejdsevne og kvalifikationer såvel som for de principper, som staten er forpligtet på, jævnfør Handicapkonventionen. 

Mette Frederiksen indførte det af syge så forkætrede ressourceforløb under udsagn om, at det var en "tidlig, helhedsorienteret indsats".

I loven står, at det kan vare mellem ét og fem år og gives flere gange til den samme person. Det vil sige, at en borger i princippet kan idømmes op til ti års ressourceforløb – for af borgere erfares det som en straf eller dom og ikke som en chance for bedre tider. 

Det er meget lang tid uden afklaring og tryghed om forsørgelse og arbejdssituation og uden respekt for helbredsproblemer eller handicap. 

Jobcentersyndrom
Allerede inden vedtagelsen af loven i 2012 kunne daværende rets- og socialpolitiske fagmedarbejder ved P1 Jesper Tynell ovenikøbet afsløre, at det slet ikke ville blive en tidlig indsats, men et forløb, som ville blive igangsat, når alt andet allerede var forsøgt. 

Ressourceforløbet er altså en absurditet. Eller sagt med andre ord: Meningsløshed, forhaling, ventetid, ydmygelse, stress, psykisk vold eller tortur – for det er tortur, når borgere holdes længere tid i den kommunale afklaringsmølle end strengt nødvendigt.

Det er også blevet kritiseret mange gange af både læger, jurister og andre professionelle såvel som borgere udsat for disse forløb, deres pårørende, handicaporganisationer med videre. 

Jeg har set og hørt om mange meget syge mennesker uden nævneværdig arbejdsevne i behold, som udsættes for langvarige ressourceforløb. Deres liv sættes oftest helt i stå, mens disse forløb varer, eller de presses over evne i arbejdsprøvninger, de ikke magter, mens de venter på, om de kan tilkendes førtidspension eller visiteres til fleksjob.

Ofte er deres helbredstilstand stationær, eller de har en progredierende sygdom eller et multipelt antal ditto. Men selvom de måske allerede har alle relevante lægeudredninger og arbejdsprøvninger, påstår kommunen typisk, at der ikke er tilstrækkelig dokumentation til at træffe en afgørelse.

Fra neuropsykologien ved vi, at uvished over lang tid er en trussel, der sætter mennesker under stærkt psykisk pres og belaster dem hårdt. Nogle af de syge i jobcentersystemet får derfor posttraumatisk stresssyndrom – af de berørte selv ofte benævnt jobcentersyndrom – hvilket kommer oven i alle de sygdomme og funktionsnedsættelser, som de har i forvejen. 

Forløbene udvikler således ikke ressourcer hos dem, men forværrer sygdomssituationen og afvikler den funktionsevne, arbejdsevne og livskvalitet, de måtte have tilbage. 

Læs også

Kritik, men ingen ændringer
Indførelsen af ressourceforløbet med det løgnagtige new speak-navn er da også blevet kritiseret af utallige parter og utallige gange siden ikrafttrædelsen af reformen i 2013. Det samme er en række af de øvrige forringelser i reformen. Også selve det politiske efterforløb siden 2012 har været én lang disrespekt for de syge.

Selvom den gennemgribende kritik af reformen har lydt allerede inden dens vedtagelse i 2012, har skiftende beskæftigelsesministre – siden Jørn Neergaards (V) tid som beskæftigelsesminister fra 2015 blev reformen henført under Beskæftigelsesministeriets ressort – gang på gang udsat evaluering og ændringer af loven bortset fra en kosmetisk lovændring under Troels Lund Poulsen (V) (ressourceforløb måtte nu ikke være helbredsskadelige og meningsløse), som i virkeligheden ikke ændrede noget som helst i praksis. 

Også den seneste optakt til en lovændring under den nuværende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) i februar i år, mens Mette Frederiksen nu er statsminister, blev sat på standby, da coronakrisen gjorde sit indtog. 

Nu har Peter Hummelgaard så lovet, at han og forligspartierne – Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Venstre, De Konservative og Liberal Alliance – i august måned efter deres sommerferie vil genoptage forhandlinger om lempelser af lovgivningen om blandt andet ressourceforløb. Om det holder stik denne gang, er svært at tro på. 

Opfordring til politikerne
Men jeg opfordrer endnu engang partierne bag reformen til at ændre lovgivningen, så kommuner ikke må gå imod praktiserende læge og speciallægers helbredsudredninger, men skal vægte disse højt i sagsbehandlingen.

De bør indføre en maksimal tidsgrænse på for eksempel et år for, hvor længe en borgers sag alt i alt må være under kommunal behandling, efter at borgerens helbred er undersøgt. Og de bør helt droppe ressourceforløbet fremover i lovgivningen. 

Ved alvorlig kronisk sygdom og varigt nedsat arbejdsevne bør de tilbyde førtidspension, fleksjob eller revalidering efter denne tidsgrænse, og de bør præcisere og lempe kriterierne herfor. 

De bør også ændre dokumentationskravet, så loven ikke længere kræver dokumentation for fremtidig arbejdsevne, men vender tilbage til alene at fokusere på den aktuelle arbejdsevne som grundlag for afgørelse, sådan som man gjorde det i loven frem til og med 2012.

Alt andet giver en for borgeren fuldstændigt urimelig retstilstand, for hvem kan med sikkerhed sige noget om fremtiden? Læs her om alle de nødvendige ændringer af loven, som jeg i årevis har opfordret skiftende beskæftigelsesministre og beskæftigelsesordførere til at arbejde for.

Endelig appellerer jeg atter til regeringen og forligspartierne om at sikre, at kommunerne ændrer forvaltningspraksis og begynder at overholde lovgivningen. Retssikkerhed er en grundliggende forudsætning, hvis syge mennesker nogen sinde igen skal opleve respekt for deres menneskelige værdighed i mødet med det sociale system.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Riisager Henriksen

Forfatter og debattør
cand.mag. (Aarhus Uni. 2003)

0:000:00