Forskere: Den danske model skal ikke byttes ud med norske idealer

Både arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer er dybt bekymrede, men de har svært ved at puste nyt liv i modellen. Norge bliver fremhævet for at almengøre overenskomster. Det startede i byggebranchen, men har nu bredt sig til flere dele af arbejdsmarkedet.

Nogle undersøgelser peger på, at almengørelsen har hjulpet med at sætte et mindsteniveau for de udenlandske arbejdstagere, men at der også er skabt et klart skel mellem et norsk A-hold, der tjener klart mere end mindsteniveauet, og et udenlandsk B-hold, som fagbevægelsen ikke formår at løfte lønmæssigt.

Samtidig er organiseringsgraden i for eksempel den norske byggebranche raslet ned, arbejdsprocesserne indrettes efter brugen af billig arbejdskraft, og norske unge søger ikke længere ind på de erhvervsuddannelser, der giver adgang til branchen.

Almengørelse i Danmark
Vi behøver dog ikke kigge til udlandet for at få syn for, at den daglige håndhævelse er altafgørende. EU-udvidelsen i 2004 medførte, at Folketinget vedtog en overgangsordning, som krævede at arbejdstagere fra de nye medlemslande arbejdede på overenskomstlignende vilkår.

Håndhævelsen af ny lovgivning er en myndigheds- og politiopgave, men når politiet skulle prioritere opgaver, kom tjek af lønsedler ikke i forreste række. Regler kan være nok så gode og alment gældende, men uden effektiv håndhævelse har de ringe effekt.

Et andet eksempel er det store metrobyggeri i København, hvor Metroselskabets arbejdsklausuler de facto betyder, at alle virksomheder, der udfører opgaver på projektet, er overenskomstdækket. Man kan altså sige, at der her er sket en form for almengørelse for dette konkrete projekt.

Men det har ikke forhindret adskillige sager om overenskomstbrud og underbetaling. I Metroselskabets nye kontrakter er der derfor tilføjet både en række håndhævelsesforanstaltninger og et krav om, at de nye virksomheder indgår i dialog med danske fag- og arbejdsgiverforeninger.

Gennem lokal dialog er det hen ad vejen lykkedes at finde fælles løsninger, som almengørelse ikke ville have skabt. Det er altså den levende model, som virker.

Ingen snuptagsløsninger
Når man hører om lastbilchauffører, der bor i slumlejre, eller om underbetalte udenlandske byggearbejdere, kan en lovfastsat mindsteløn eller lovgivning, der gør det muligt at almengøre kollektive overenskomster, fremstå som fristende snuptagsløsninger.

Problemet er bare, at sådanne tiltag ikke nødvendigvis løser problemer med underbetaling og elendige arbejdsvilkår for udlændinge. Forskning fra hele Europa viser, at nok så gode regelsystemer ikke hjælper meget uden effektiv håndhævelse, for eksempel via brug af overenskomstbestemmelser og dialog på arbejdspladserne.

Det stiller selvsagt krav til organiseringen af lønmodtagere og arbejdsgivere. På dele af arbejdsmarkedet ligner dette et langt og slidsomt træk. Problemet er bare, at snuptagsløsninger om mindsteløn og almengørelse risikerer at underminere det aftalesystem, som ellers roses fra stort set alle sider.

Hvorfor være med i en fagforening, hvis det er staten, der udbreder overenskomsterne? Hvorfor være med i en arbejdsgiverforening, hvis almengørelsen allerede sikrer fredspligten?