KL: En ny beskæftigelsesminister bør gøre op med mistilliden til medarbejdere og ledige

Det har ikke skortet på forslag i valgkampen om, hvordan man kan skære på beskæftigelsesindsatsen og jobcentrene for at bruge pengene til at finansiere nye politiske prioriteringer og valgløfter.

Der lægges op til massive besparelser, som grundlæggende vil ændre på en hjørnesten i den særligt danske arbejdsmarkedsmodel: flexicurity. En model, som andre lande skeler til med beundring, og som bygger på et fintmasket økonomisk sikkerhedsnet, et fleksibelt arbejdsmarked og en aktiv beskæftigelsesindsats.

Eksperter peger på, at den aktive beskæftigelsesindsats har været en afgørende forudsætning for at nedbringe den såkaldte strukturelle ledighed markant – fra 11 procent i 1990’erne til 4 procent i dag. Det indikerer, at Danmark over årene har fået valuta for de penge, der er investeret i at hjælpe flere mennesker ud af arbejdsløshed og ind i et liv med egen indkomst og kolleger.

Det betyder også, at den aktive beskæftigelsesindsats har ydet et kæmpemæssigt bidrag til at forøge både det finanspolitiske råderum og arbejdsudbuddet. Og ifølge overvismand og professor i økonomi Carl-Johan Dalgaard kan man ikke forklare den historisk lave arbejdsløshed uden at pege på jobcentrenes indsats og den aktive beskæftigelsesindsats.

Samtidig spår de økonomiske vismænd et fald i beskæftigelsen på i alt over 100.000 i 2023 og 2024, hvilket vil gøre det helt tosset at spare på beskæftigelsesindsatsen nu.

Arbejde handler både om økonomi og livskvalitet
Men hvorfor er jobcentrene og den aktive beskæftigelsesindsats så blevet en prygelknabe fra rød til blå blok? Jeg tror, at meget af den debat, der kører, bunder i en manglende ide om, hvilken opgave kommunerne rent faktisk løfter på beskæftigelsesområdet.

Vores samfunds nok største udfordring lige nu og i de kommende år er manglen på arbejdskraft. Det kræver reformer, og det kræver en aktiv beskæftigelsesindsats, som kan matche virksomhedernes behov med borgernes kompetencer. Og som kan være med til at hjælpe nogle af de grupper i samfundet, der er længst fra arbejdsmarkedet, tættere på det.

Hvis kommunerne skal bruge mindre tid på den store gruppe af udsatte borgere, vil flere komme på permanent offentlig forsørgelse

Peter Rahbæk Juel
Formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg

Tre ud af fire af de borgere, vi møder i landets jobcentre, har andre udfordringer end ledighed at tumle med. Det er unge med psykiske udfordringer, store sociale problemer og uden uddannelse. Det er kontanthjælpsmodtagere, hvor knap halvdelen har haft et forløb i psykiatrien.

Det er sygedagpengemodtagere med langvarige diagnoser, og det er borgere med handicap. Mennesker, som har behov for en ekstra indsats. Og mennesker for hvem selv en lille tilknytning til en arbejdsplads kan være af stor betydning for deres livskvalitet.

Udover at være et vitalt ben i samfundsøkonomien, handler arbejdet i landets jobcentre i høj grad også om livskvalitet – både for de stærke ledige og for dem med andre udfordringer end ledighed, der måske kan få en indtægt ved at bidrage med færre timer på fleksjob.

Der er brug for en gentænkning
Det har været den politiske ambition via reformer de sidste 10 år, at vi skulle arbejde sådan. Men det er selvfølgelig en helt legitim diskussion, om det skal blive ved. Og om vi i dag bruger for mange ressourcer på nogle grupper. Eller om der er nogle opgaver, som ikke længere skal løses som en del af den aktive beskæftigelsesindsats.

Men man skal også være klar over, at hvis Folketinget for eksempel beslutter, at kommunerne ikke skal bruge tid på den store gruppe af udsatte borgere, vil flere komme på permanent offentlig forsørgelse. Det har både menneskelige konsekvenser for den enkelte og stor betydning for samfundsøkonomien. Men betyder det så, at vi skal lade stå til, og at alt er rosenrødt?

Vores samfunds nok største udfordring lige nu og i de kommende år er manglen på arbejdskraft

Peter Rahbæk Juel
Formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg

Nej, der er brug for at gentænke beskæftigelsesindsatsen. Og så er der brug for ro og opbakning til de medarbejdere og ledere, der hver dag leverer et godt og vigtigt arbejde.

Derfor er det på tide, at vi i fællesskab og på tværs af partier i Folketinget, arbejdsmarkedets parter, a-kasser og kommuner gør alvor af det. Vi skal gøre op med mistillid til de ledige og medarbejderne, de alt for mange regler og knopskydninger og overdrevet fokus på dokumentation, ”tælleri” og kontrol.

Beskæftigelsesindsatsen handler om rigtige mennesker og varme hænder. Vi bør derfor lægge diskussionen om ”for og imod jobcentre” bag os og i stedet finde en bedre ramme, hvor dem det handler om, er i centrum.

Det kræver, at vi er omhyggelige og grundige – frem for at ty til hurtige snuptagsløsninger i anledning af en valgkamp. Det bliver den vigtigste opgave for en ny beskæftigelsesminister.