Debat

3F: En ny beskæftigelsesminister bør styrke indsatsen mod social dumping

Et stigende antal virksomheder omgår klausuler og tvinger folk til at arbejde under usle forhold. Det bør være en af de første opgaver for en kommende minister at sikre et fair og retfærdigt arbejdsmarked, skriver Henning Overgaard.

Den kommende beskæftigelsesminister har et ansvar for at sikre, at nedslidning ikke skal ødelægge flere liv, skriver Henning Overgaard. Arkivfoto. 
Den kommende beskæftigelsesminister har et ansvar for at sikre, at nedslidning ikke skal ødelægge flere liv, skriver Henning Overgaard. Arkivfoto. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Jeppe Vejlø/Ritzau Scanpix
Henning Overgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er tre opgaver, som vi i 3F mener, bør være absolut førsteprioritet for en kommende beskæftigelsesminister. Kort inden valget gav et bredt flertal af partier håndslag på at forlænge bevillingen til arbejdsmiljøindsatsen og indsatsen mod social dumping med et år. 

En endelig flerårig aftale er endnu ikke faldet på plads, og den blinker faretruende i sit fravær. Det er en indsats, der er elementær for, at vi kan værne om ordentligt løn og arbejdsvilkår.

Desværre oplever vi en stigende villighed blandt nogle virksomheder til at omgå aftalte klausuler og tvinge folk til at arbejde under usle forhold. Derfor er det en af de første opgaver, som den kommende beskæftigelsesminister bør tage hånd om, hvis vi skal sikre et fair og retfærdigt arbejdsmarked.

Ministeren kan også med fordel lade sig inspirere af den 2030-plan, som 3F har spillet ud med. Vi ønsker en permanent bevilling på 300 millioner kroner til at styrke indsatsen mod social dumping.

Hvis vi skal sikre et fair og retfærdigt arbejdsmarked, er det en absolut nødvendighed, at vi hurtigst muligt lander en aftale med en permanent bevilling over flere år på området.

Nedslidning skal ikke ødelægge flere liv
Også det sociale sikkerhedsnet bør forbedres. Vi står midt i en inflationskrise med priser, der presser familier i knæ rundt om i hele landet. Hvis den ene forælder eller begge pludselig mister jobbet, kan det have fatale økonomiske konsekvenser for familien. Der må ikke herske nogen tvivl om, hvor vigtigt det er, at aftalen om en højere dagpengesats bliver gennemført. 

Retten til tidlig pension skal følge stigningen i pensionsalderen, så det ikke kun er bankdirektøren og advokaten, der kan nyde et smertefrit otium

Henning Overgaard
Forbundsformand i 3F

Den kommende beskæftigelsesminister har desuden et ansvar for at sikre, at nedslidning ikke skal ødelægge flere liv. Det handler for det første om, at retten til tidlig pension, også kendt som Arne-pension, skal fastholdes og udbygges, men også om, at der bør gøres en indsats for at sikre et trygt arbejdsmiljø.

3F har både før og under valget ført en kampagne, hvor vi spørger, “hvor ondt skal det gøre, før vi gør noget?”. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vores medlemmer skal slide sig i stykker på deres job. Det kræver en større og bedre indsats at forebygge nedslidning, og det kræver, at retten til tidlig pension bliver udbygget. Retten skal følge stigningen i pensionsalderen, så det ikke kun er bankdirektøren og advokaten, der kan nyde et smertefrit otium. 

Det er både et ansvar, som beskæftigelsesministeren må tage på sig, men også sørge for, at arbejdsgiverne bliver bedre til at tage del i. En ting er dog sikkert: Lige meget hvilken minister vi får, er det garanteret, at 3F fortsætter med at kæmpe for vores medlemmer og gøre vores for at trække beskæftigelsesministeren i den retning, der gavner den almindelige arbejder bedst. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henning Overgaard

Forbundsformand, 3F, formand, Pensiondanmark
lager- og transportarbejder

0:000:00