Debat

Krifa: Den danske model trænger til en modernisering

Antallet af medlemmer i fagforeninger, der er politisk uafhængige, er stødt stigende. Men det er et demokratisk underskud, når op mod 500.000 danskere, der har brugt deres frie ret til at vælge fagforening, ikke bliver hørt, skriver Eik Dahl Bidstrup.

Hæver vi danskernes trivsel med bare et enkelt point på en skala fra 0-100, kan arbejdsudbuddet hæves med intet mindre end 4.407 årsværk, skriver Eik Dahl Bidstrup.
Hæver vi danskernes trivsel med bare et enkelt point på en skala fra 0-100, kan arbejdsudbuddet hæves med intet mindre end 4.407 årsværk, skriver Eik Dahl Bidstrup.Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Eik Dahl Bidstrup
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Valgkampen er i fuld gang, og kampen om borgernes gunst og mediernes opmærksomhed er stor. Det er en spændende tid, hvor partierne fremlægger deres politiske ambitioner for den kommende valgperiode, men når hele valgshowet er ovre, venter virkeligheden, og politikerne skal til at indfri deres mange valgløfter. 

Set fra min stol venter der en stor opgave for den kommende beskæftigelsesminister – uanset om denne er blå, rød eller lilla. Først og fremmest ser vi et kæmpe demokratisk underskud på det danske arbejdsmarked. 

For bare femten år siden organiserede Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) mere end halvdelen af de danske lønmodtagere, i dag er det under 40 procent. Samtidig er antallet af medlemmer i fagforeninger, der er politisk uafhængig, som for eksempel Krifa stødt stigende. Danskerne stemmer tydeligvis med fødderne. 

Det betyder, at FH-fagforeningerne ikke længere repræsenterer flertallet af de arbejdende danskere, men alligevel sidder de tungt på magten og sørger for, at ingen andre bliver lukket ind til forhandlinger, råd og nævn på arbejdsmarkedsområdet. 

Demokratisk underskud
Det er et demokratisk underskud, når op mod 500.000 danskere, der har brugt deres frie ret til at vælge fagforening, ikke bliver hørt. Intet andet sted i vores samfund ville vi acceptere, at så stor en andel blev holdt aktivt udenfor. 

Den kommende beskæftigelsesminister er nødt til at tage tyren ved hornene, så vi kan få en fordomsfri snak om at modernisere den danske model, så den følger med tiden og reelt er repræsentativ for de danske lønmodtagere. 

Der skal investeres i danskernes arbejdslyst, så de ikke har lyst til at forlade arbejdsmarkedet

Eik Dahl Bidstrup
Formand for Krifa

Den næste beskæftigelsesminister kommer ikke uden om manglen på arbejdskraft. Og her bliver vi simpelthen nødt til at tale om danskernes trivsel. Hæver vi danskernes trivsel med bare et enkelt point på en skala fra 0-100, kan arbejdsudbuddet hæves med intet mindre end 4.407 årsværk ifølge forskning fra Krifas Videncenter for God Arbejdslyst og Kraka Advisory. 

Trives lønmodtagerne på jobbet, er de mindre syge går senere på pension, arbejder mere, og de får mere for hånden. Alt dette sker, mens medarbejderne trives bedre – ja, faktisk fordi medarbejderne trives bedre.

God arbejdslyst
Det leder mig hen til det tredje arbejdsmarkedspolitiske emne, som en kommende beskæftigelsesminister bør have højt på sin prioriteringsliste: tidlig pension. 

Der skal naturligvis tages hånd om dem, der reelt er nedslidt, men antallet af år på arbejdsmarkedet kan aldrig i sig selv fastslå, hvornår man er nedslidt. Det kan kun bero på en individuel vurdering.

Derfor er vi tilhængere af en behovsbaseret ordning snarere end en rettighedsbaseret ordning. Eller sagt med andre ord, så mener vi, at man bør investere i den behovsbaserede seniorpension snarere end den rettighedsbaserede Arnepension.

Der skal simpelthen investeres i danskernes arbejdslyst, så de slet ikke har lyst til at forlade arbejdsmarkedet i stedet for at bruge penge på at trække danskere ud af arbejdsmarkedet.

Der må siges at være nok at tage fat på for den kommende minister – og uanset hvilket politisk ståsted denne måtte have, bringer vi gerne vores viden, erfaringer og konkrete forslag til bordet.  

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eik Dahl Bidstrup

Ejerleder af udviklings- og rådgivningsfirmaet SpecialistDanmark, fhv. borgmester (V), Dragør 2014-21 og fhv. formand for Krifa 2021-22
M.A.Min. (Organisatorisk ledelse og teologi)

0:000:00