Debat

PFA: Reform gør pension mere attraktivt – og indviklet

DEBAT: Pensionsreformen er et skridt i den rigtige retning for at gøre pensionsopsparing mere attraktiv. Men det er også en meget indviklet løsning, der stadig ikke fungerer for alle, skriver Carsten Holdum fra PFA.

Er samspilsproblemerne løst, og giver pension nu mening? Svaret er både ja og nej, lyder det fra Carsten Holdum.
Er samspilsproblemerne løst, og giver pension nu mening? Svaret er både ja og nej, lyder det fra Carsten Holdum.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Katja Holm
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Carsten Holdum
Forbrugerøkonom i PFA

Danskere er et flittigt folkefærd, hvor arbejdet er en stor del af vores liv og identitet. Med arbejdet følger automatisk en pensionsordning, der ikke mindst skal give tryghed og sikkerhed i den tredje alder i form af en pensionsindkomst. Det giver et solidt fundament for den enkelte dansker, og det giver en bomstærk samfundsøkonomi.

Skiftende regeringer har skabt grus i maskineriet
Der er imidlertid grus i maskineriet. Skiftende regeringer har ændret regler for sociale ydelser, skat og pension. Det har medført, at en vis del af danskernes opsparing ikke giver nogen personlig fordel. For jo mere man sparer op, jo mindre vil man modtage i sociale ydelser. Det handler især om muligheden for at få fuld folkepension, og det kaldes populært for samspilsproblemerne.

Regeringen indgik i februar en aftale med Dansk Folkeparti om anden del af en pensionsreform, hvor første del blev vedtaget i december 2017. Pensionsreformen skal løse samspilsproblemerne, så danskere igen trygt kan spare op med vished om, at man både gør noget godt for samfundet og for sig selv. Samtidig skal pensionsreformen koste staten mindst muligt. Samlet afsættes knap fem milliarder kroner om året til løsningen. En udgift, staten er villig til at påtage sig for at sikre, at udgiften til især folkepension minimeres på sigt. 

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Ekstremt indviklet pensionsreform
Løsningen er en pensionsreform, der er ekstremt indviklet. Allerførst kan man konstatere, at hele modellen med modregning i offentlige ydelser er uændret. Så danskere vil i samme omfang opleve, at deres folkepension bliver nedsat på grund af egen opsparing.

I stedet vil de nye regler betyde, at man får en økonomisk gevinst i arbejdslivet, fordi man sparer op til pension. Et nyt skattefradrag for pensionsindbetalinger på op til 70.000 kroner om året. Det vil fungere på samme måde som fradrag for a-kasse og renteudgifter. Hvor fradraget er markant større, når man sparer op de sidste 15 år inden ens folkepensionsalder.

For flertallet af danskere, som har et almindeligt job og en almindelig pensionsordning, ser pensionsreformen ud til at fungere. På sin egen kringlede måde og ved at gøre pension endnu mere indviklet at hitte rede i.

Carsten Holdum
Forbrugerøkonom, PFA

Man vil altså bruge skattesystemet til at belønne pensionsopsparere. Man kan frit vælge, om skattelettelsen skal indsættes på pensionsopsparingen, hvilket kræver en aktiv handling. Alternativt vil man blot få lidt mere udbetalt om måneden.

Pensionsreformen ændrer også på andre forhold, der skal løse samspilsproblemerne. Her kan især fremhæves, at produktet aldersopsparing ændres, så man kan indbetale mindre om året det meste af livet, men derimod kan indbetale mere tæt på pensionsalderen de sidste fem år. Da aldersopsparing ikke giver modregning, så skal de fleste vælge den løsning.

Samspilsproblemer er ikke helt løst
Problemet med modregningsreglerne er altså ikke løst. Og kan stadig opleves meget uretfærdigt. Spørgsmålet er så, om samspilsproblemerne er løst? Om pension nu giver mening? Uanset hvem man er, og uanset hvornår i livet man sparer op?

Svaret er både ja og nej.

For flertallet af danskere, som har et almindeligt job og en almindelig pensionsordning, ser pensionsreformen ud til at fungere. På sin egen kringlede måde og ved at gøre pension endnu mere indviklet at hitte rede i.

Men nej, samspilsproblemerne løses ikke i alle situationer. Regeringen beskriver selv to mulige udfordringer: Danskere, som modtager andre sociale ydelser i opsparingsforløbet for eksempel boligsikring, eller danskere, som har en ægtefælle på pension. Så det kræver ofte en individuel betragtning at se, om mere pension giver overskud.

Indviklet, men et skridt i den rigtige retning
Samlet må man dog sige, at pensionsreformen er et vigtigt skridt i retning af at gøre pension tilpas attraktivt. Sådan at vi fortsat kan bevare det, som betragtes som verdens bedste pensionssystem. Desværre med en løsning, som er ekstrem indviklet, som ikke nødvendigvis vil fungere for alle, og som ikke hjælper på, at det kan føles uretfærdigt at miste folkepension, når man selv har sparet op.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carsten Holdum

Forbrugerøkonom, PFA
cand.jur. (Københavns Universitet, 1992)

0:000:00