Bliv abonnent
Annonce
Debat

Tesfaye til 3F: Der bliver fastsat arbejdsmiljøkrav for juniormesterlære inden sommeren

Heldigvis har vi en stolt tradition for, at danske virksomheder spiller en positiv rolle i lokalsamfundet, og mange virksomheder inviterer allerede i dag elever ind i for eksempel erhvervspraktik, skriver Mattias Tesfaye.
Heldigvis har vi en stolt tradition for, at danske virksomheder spiller en positiv rolle i lokalsamfundet, og mange virksomheder inviterer allerede i dag elever ind i for eksempel erhvervspraktik, skriver Mattias Tesfaye.Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
28. januar 2025 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi har brug for en folkeskole, hvor teori og praksis går mere hånd i hånd.

Mange elever har behov for, at det, de lærer på skolebænken, har en bedre sammenhæng til tilværelsen uden for klasseværelset. Og alle elever har behov for at bruge både hoved og hænder.

Derfor har regeringen besluttet, at skoledagen efter sommerferien skal være mere praktisk. Vi har gjort erhvervspraktik obligatorisk for alle elever i udskolingen. Og indført juniormesterlære i 8. - 9. klasse, hvor de elever, der har brug for en mere praktisk afslutning på skolen, kan vælge at gå i skole tre dage om ugen og lære resten hos en virksomhed i de to andre dage.

Det kræver noget af erhvervslivet. Danske virksomheder skal åbne deres døre for endnu flere skoleelever.

Formålet er elevens uddannelse. Derfor skal juniormesterlære heller ikke være en reel konkurrent til et fritidsjob.

Mattias Tesfaye (S)
Børne- og undervisningsminister

Heldigvis har vi en stolt tradition for, at danske virksomheder spiller en positiv rolle i lokalsamfundet, og mange virksomheder inviterer allerede i dag elever ind i for eksempel erhvervspraktik.

Der er behov for en fælles indsats

Jeg tror på, at opgaven med at skabe et tættere bånd mellem skolen og dens omverden – og særligt virksomhederne – er en opgave, vi kan løse i fællesskab.

Og derfor værdsætter jeg også debat om, hvordan vi sikrer, at både erhvervspraktik og juniormesterlæreordningen bliver en succes.

For hvordan sikres det, at ordningen ikke fortrænger lønnet arbejdskraft, når eleverne ikke må få løn under juniormesterlære? Hvordan skal der føres tilsyn med, at eleverne lærer under ordentlige forhold ude på virksomhederne? Og kan vi være sikre på, at virksomhederne har nok praktikpladser til alle folkeskoleelever?

Det er nogle af de spørgsmål, 3F for nyligt rejste her i Altinget.

Det er rigtigt, at der er mange hensyn at tage, når man laver en ny ordning som juniormesterlære i folkeskolen.

Læs også

Det skal være en ordning, eleverne vælger, fordi de er nysgerrige efter at opleve arbejdsmarkedet og få praktisk erfaring inden for et område, der både motiverer og interesser dem. Derfor kan og skal incitamentet aldrig være penge.

Kommuner er i gang med lægge sporene

Der er tale om undervisning, når de er i juniormesterlære. De er ikke på arbejde. Der må aldrig være risiko for, at en elev vælger at gå i juniormesterlære, fordi der er behov for, at eleven bidrager til husholdningen eller sin egen opsparing.

Formålet er elevens uddannelse. Derfor skal juniormesterlære heller ikke være en reel konkurrent til et fritidsjob, hvor man for eksempel kan blive sat til at udføre den helt samme opgave hver dag i hele sin ansættelse.

Vigtigst af alt, skal vi sikre, at der er praktikpladser nok til elever i erhvervspraktik og juniormesterlære.

Mattias Tesfaye (S)
Børne- og undervisningsminister

På skolens matrikel er undervisningen omfattet af de læreplaner, der gælder for folkeskolens undervisning i fagene. Og når eleven er i praktik, vil det være skolelederens opgave i samarbejde med virksomheden at føre tilsyn med, at eleven lærer nok. Og at eleven lærer under trygge forhold.

Det betyder ikke, at skolelederen skal være ekspert i arbejdsmiljøreglerne for unge. Det vil stadig være arbejdspladsen og Arbejdstilsynet, der fører tilsyn med de unges arbejdsmiljø. Ligesom der vil blive fastsat nærmere regler om, hvilke arbejdsmiljøkrav, der gælder for elever i juniormesterlære, inden ordningen træder i kraft til sommer.

Vigtigst af alt, skal vi sikre, at der er praktikpladser nok til elever i erhvervspraktik og juniormesterlære. Den opgave har jeg stor tiltro til, at vi kan løse i fællesskab.

I nogle kommuner er man allerede i gang med lægge sporene og lave aftaler med virksomheder. Og at 3F her i Altinget tilbyder at hjælpe lokalt de steder, hvor elever ønsker praktik inden for deres brancher, ser jeg som et godt eksempel på den samarbejdsvilje, der er derude.

Den er afgørende for, at det bliver en succes, når vi beder arbejdspladserne tage imod de nysgerrige skoleelever.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026