Bliv abonnent
Annonce
Debat

SMVdanmark til 3F: I overser juniormesterlærens potentiale

Der er brug for, at reglerne for fritidsjob, erhvervspraktik og juniormesterlære bliver harmoniseret, så vi også får SMV'erne med på vognen, skriver Jesper Beinov.
Der er brug for, at reglerne for fritidsjob, erhvervspraktik og juniormesterlære bliver harmoniseret, så vi også får SMV'erne med på vognen, skriver Jesper Beinov.Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
16. januar 2025 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Man kan læse her i Altinget, at 3F bakker op om intentionen bag juniormesterlære – en ordning der giver elever i 8. og 9. klasse mulighed for at kombinere skoleundervisningen med en til to dage om ugen i en virksomhed eller på en praksisrettet uddannelsesinstitution som en erhvervsskole.

3F forudser dog, at ordningen næppe bliver en succes. 3F's bekymringer er både relevante og nødvendige, men i SMVdanmark tror vi, at 3F overser det store potentiale i ordningen.

Forbundssekretær Søren Heisel peger i sit indlæg blandt andet på, at arbejdsmiljøreglerne kan spænde ben for juniormesterlæren. Det har han ret i. Reglerne for unge i fritidsjob og praktik er i dag så komplekse, at mange virksomheder helt fravælger at tage unge ind af frygt for at gøre noget forkert.

Læs også

Vores medlemsundersøgelse fra foråret 2024 blandt knap 1.000 SMV'er viser, at mere end hver femte af vores virksomheder undlader at ansætte fritidsjobbere på grund af de gældende reglers kompleksitet.

Risiko for endnu flere barrierer

Hvis juniormesterlære introducerer et nyt lag af særregler, risikerer vi at skabe endnu flere barrierer. Der er derfor brug for, at reglerne for fritidsjob, erhvervspraktik og juniormesterlære bliver harmoniseret, så vi også får SMV'erne med på vognen.

Der er intet mere dræbende for lysten til at ansætte en fritidsjobber, hvis det indebærer, at man skal læse og udenadslære voldsomt indviklede regler ned til et detaljeniveau for, hvilken type bor man må bruge på præcist hvilket klassetrin.

Hvis juniormesterlære introducerer et nyt lag af særregler, risikerer vi at skabe endnu flere barrierer.

Jesper Beinov
Direktør, SMVdanmark

For eksempel bør en ung i juniormesterlære uden besvær kunne tage et par ekstra timer som fritidsjobber i den virksomhed, hvor hun allerede er tilknyttet. Det giver ikke blot den unge mulighed for at tjene ekstra penge, men også for at opbygge en dybere relation til faget og virksomheden.

Her vil jeg gerne rose beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), der allerede har sat gang i en regelforenkling på fritidsjobområdet.

Nu håber vi, at juniormesterlære også bliver en del af bevægelsen mod et mere snusfornuftigt regelsæt.

Indfør et lærlingefradrag

3F har også ret i, at mange virksomheder – især de største – kan gøre mere for at tage imod lærlinge og unge.

I dag uddanner SMV'erne to ud af tre lærlinge på det private arbejdsmarked, men mange af dem oplever, at større virksomheder lokker deres lærlinge væk med højere løn, når de er færdiguddannede.

Det er ikke fair over for de små virksomheder, der har taget ansvaret for at oplære lærlingen i den periode, hvor lærlingen kan være en udgift for virksomheden, grundet det store oplæringsbehov.

Læs også

For at gøre det mere attraktivt at tage uddannelsesansvar foreslår vi, at der indføres et lærlingefradrag. Det vil øge det økonomiske incitament for virksomhederne og gøre det mere attraktivt at tage flere unge ind. På den måde kan vi sikre, at flere virksomheder – store som små – bidrager til at løfte uddannelsesopgaven.

Og så skal der også lyde en opfordring herfra til, at landets store virksomheder løfter deres del af uddannelsesopgaven, i dag tager landets små virksomheder dobbelt så mange lærlinge ind i forhold til deres størrelse, når man sammenligner dem med landets største.

Juniormesterlære kan blive en succes

En bekymring fra 3F er også, at juniormesterlære vil udkonkurrere fritidsjob, fordi fritidsjob kræver løn.

Men det er vigtigt at forstå forskellen: Fritidsjobbere ansættes ofte gennem lokale netværk, hvor virksomheder kender familien eller forældrene. Juniormesterlære vil nok i højere grad give unge uden disse netværk en indgang til arbejdsmarkedet.

Vi opfordrer 3F til at byde konstruktivt ind til, hvordan vi får den her ordning til at blive en succes

Jesper Beinov
Direktør, SMVdanmark

Vi tror på, at de to ordninger kan supplere hinanden og samlet set få flere unge ud på virksomhederne og ind på erhvervsuddannelserne.

Desuden peger vores medlemsundersøgelse på, at efterspørgslen på unge fritidsjobbere er til stede, men at det i dag i høj grad er bureaukratiet, der står i vejen. Derfor tror vi på potentialet i juniormesterlære.

Endelig viser forskning, at tidlige møder med arbejdsmarkedet for eksempel gennem erhvervspraktik kan inspirere unge til at vælge en faglært vej. En mulig rejse kunne være, at en ung starter i juniormesterlære, derefter får et fritidsjob i samme virksomhed og til sidst tager en erhvervsuddannelse. Det er en vej, der kan skabe både dygtige faglærte og stærkere relationer mellem unge og virksomheder.

Derfor opfordrer vi 3F til at byde konstruktivt ind til, hvordan vi får den her ordning til at blive en succes for både de unge, virksomhederne og skolerne.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026