V-borgmester: Lad jobcentrene slippe for strikse krav til processen

DEBAT: Jobindsatsen kan gøres både bedre og billigere, hvis ministeren tør slippe tøjlerne og sætte jobcentrene fri. Man kan med fordel lade sig inspirere af regeringens frikommuneforsøg, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard. 

Af Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København

Efter planen skal landets jobcentre fra 2024 spare 1,1 milliarder kroner om året på indsatsen for at få ledige i job eller uddannelse.

Samtidig har regeringen bebudet, at man vil sætte gang et frikommuneforsøg.

Tanken er, at syv kommuner i en periode får lov at sætte velfærdsområder fri og eksperimentere med, hvordan kvaliteten af eksempelvis ældreplejen kan forbedres uden bureaukratiske kontrol- og procesregler.

Jeg mener, at man med fordel kan gøre det samme i jobcentrene. Ja, faktisk burde man gøre det.

For når man bliver ledig, har man brug for at blive mødt i øjenhøjde. Ikke på den fastlåste måde, som jobcentrene er pålagt på grund af detaljerede proceskrav.

De første seks måneders ledighed er fyldt med strikse krav til, hvornår og hvordan vi skal møde ledige københavnere.

Vi skal afholde et helt bestemt antal samtaler – og med et helt bestemt indhold. Og det er ærgerligt.

Medarbejderne kan selv
Jobcentermedarbejderne er faktisk selv i stand til at vurdere, om en ledig har brug for tæt kontakt, sparring eller opkvalificering, eller om der er tale om en ledig, som vil være i job igen i løbet af tre-fire måneder. 

Men det tager de strikse krav til beskæftigelsesindsatsen ikke hensyn til.

Derfor giver det mening at eksperimentere med at sætte det hele mere fri og derigennem samtidig teste, hvordan vi kan spænde livremmen ind.

For der kan godt effektiviseres på jobcentrene. Og i et frikommuneforsøg ville vi kunne øve os på en ny fremtid med færre midler.

Jeg er sikker på, at sådan et forsøg tilmed ville give nye erfaringer, der kunne bruges over hele landet og være til gavn for andre kommuner.

Slå autopiloten fra
Vi kigger ind i en nær fremtid, hvor jobcentrene skal hjælpe de ledige med færre midler. Men bliver det nødvendigvis en dårligere indsats for de ledige? Det tror jeg egentlig ikke.

For vi kan være mere fleksible og effektive, hvis vi får lov til at gentænke, hvordan vi møder de ledige end med det nuværende samtaletyranni.

For eksempel kunne vi i et frikommuneforsøg eksperimentere med at fortsætte de digitale samtaler, som vi fik afprøvet under corona-nedlukningen.

For det er ikke alle byens ledige, som har brug for hyppige fysiske samtale med deres sagsbehandler. Og hvorfor så bruge tid på møder, som den pågældende ikke har brug for?

Det er den slags autopilot, som vi skal gøre os fri af.

Sådan får jobcentermedarbejderne også mere tid til de ledige, der har brug for en ekstra håndholdt indsats – som for eksempel den nedslidte sosu-medhjælper, den afskedigede 3F’er fra lufthavnen eller den 55+-årige tidligere redaktionssekretær.

Jeg vil gerne undersøge, om ikke meget af det bureaukrati, som jobcentrene lever under, faktisk kan skæres væk, så medarbejderne kan bruge mere tid på de ledige, der har brug for ekstra hjælp.

Slip tøjlerne, Hummelgaard
Reformen af LAB-loven var en start, men loven følges også op af en lang række bekendtgørelser, som detailudfylder alle mellemrummene. Og vupti, så er vores handlerum og faglige skøn bokset ind i snævre rammer.

Nogle gange skal man kaste tingene op i luften for, at de kan falde ned på en anden – og bedre – måde.

Og jeg tror på, at beskæftigelsesindsatsen kan gøres bedre og billigere, hvis vi får mere frihed til at tilrettelægge indsatsen for den enkelte.

Det kræver bare, at vi tør slippe kontrolgenet. Og det er jeg i hvert fald klar til at eksperimentere med.

Så kom nu, beskæftigelsesminister Hummelgaard.

Slip tøjlerne og sæt jobcentrene fri.

Forrige artikel Fagorganisationer: Politikerne skal beskytte barslende bedre mod fyringer Fagorganisationer: Politikerne skal beskytte barslende bedre mod fyringer Næste artikel Forskere: Besparelser på jobindsatsen risikerer at ramme de borgere, der har størst behov for hjælpen Forskere: Besparelser på jobindsatsen risikerer at ramme de borgere, der har størst behov for hjælpen