Den grønlandske lufthavnsrevolution
FREMTID: Udvidelsen af to lufthavne vil forandre Grønland for altid. Det er i hvert fald håbet hos tilhængerne af Grønlands største offentlige investering nogensinde.
Andreas Krog
Redaktør”Der er dog langtfra enighed i den grønlandske befolkning og blandt de grønlandske politikere om, at det enorme lufthavnsprojekt bliver så stor en gevinst, som tilhængerne tegner det op.”
Det gik ikke stille for sig i månederne og dagene op til, at det grønlandske parlament 15. november sidste år tredjebehandlede og endeligt vedtog den store lufthavnspakke til i alt 3,7 milliarder kroner.
I midten af september gik landsstyreformand Kim Kielsens kun godt fem måneder gamle regeringskoalition i opløsning, da selvstændighedspartiet Partii Naleraq blev fortørnet over, at Kielsen og den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen havde indgået en aftale om, at Danmark skød 700 millioner kroner ind i lufthavnsprojektet samt lånte Grønland 450 millioner kroner og banede vejen for yderligere et lån på 450 millioner kroner hos den nordiske investeringsbank. En aftale, der gjorde Grønland mere og ikke mindre afhængig af Danmark. Den helt forkerte vej at gå, mente Naleraq, der dermed kastede Grønland ud i en flere uger lang regeringskrise.
Ganske få uger før den endelige vedtagelse meddelte lederen af det store oppositionsparti IA, Sara Olsvig, at hun trak sig fuldstændig fra politik. Ikke på grund af intern uro i venstrefløjspartiet, men simpelthen på grund af det betændte debatklima i grønlandsk politik, hvor bølgerne ofte går højt. Men i forbindelse med lufthavnsprojektet gik de ekstra højt, og det fik Olsvig til at sige stop. En dramatisk udmelding fra det tidligere folketingsmedlem, der kun godt et halvt år tidligere havde været førsteudfordrer til Kim Kielsen i kampen om posten som landsstyreformand.
I det hele taget har diskussionen om nye atlantlufthavne bølget frem og tilbage gennem adskillige år. Men med vedtagelsen 15. november er projektet langt om længe sat på skinner.
Grønlænderne kan takke det amerikanske forsvar for, at landets to eneste civile lufthavne, der er store nok til at tage imod fly fra Europa, ligger langt væk fra der, hvor hovedparten af grønlænderne bor. Det var nemlig amerikanerne, der under Anden Verdenskrig anlagde de to lufthavne i Kangerlussuaq og Narsarsuaq. Lufthavnene blev brugt som baser for de fly, som passede på de skibe med tropper og forsyninger, der sejlede i pendulfart mellem USA og Europa. Amerikanerne forlod Narsarsuaq i 1950'erne, men opretholdt en tilstedeværelse i Kangerlussuaq frem til starten af 1990'erne.
Begge lufthavne er placeret i bunden af fjorde langt væk fra kysten. Det betyder, at de er langt mindre generet af tåge end lufthavnene længere ude mod Davisstrædet. Desuden fandt det amerikanske forsvars ingeniører nogle af de steder i Grønland med de længste forholdsvis flade arealer. Det gjorde det muligt at anlægge lufthavne, der var i stand til at tage alle slags fly, uanset vægt og størrelse.
Op gennem 1970'erne og 1980'erne blev der bygget små lufthavne med hovedsageligt grusbaner i en lang række byer langs Grønlands vestkyst samt i enkelte tilfælde på den tyndt befolkede østkyst. Men kun ganske korte baner, som kun kan betjenes af små passagerfly med op til 40 passagerer. Det har betydet, at Narsarsuaq og i særdeleshed Kangerlussuaq – der i militærtiden blev kaldt Sønder Strømfjord – i adskillige årtier har været indgangen til Grønland, når man kommer ad luftvejen.
95 procent af de passagerer, der lander i Kangerlussuaq, rejser dog videre ud i Grønland med Air Greenlands små Dash-8-turbopropfly, som flyver i pendulfart for at få passagererne fra selskabets store Airbus A330-fly videre ud i det store land. Det er både dyrt og besværligt. Og det skal de udvidede lufthavne i Nuuk og Ilulissat nu lave om på.
Nuuk, juli 2028: Byens cafeer, restauranter og butikker summer af liv. Her tales grønlandsk, dansk, engelsk, kinesisk og mange andre sprog. Turistbusser snor sig gennem byen i pendulfart mellem lufthavnen, de nybyggede hoteller i midten af byen og krydstogtskibene i havnen. Herfra kan man kigge over fjorden på den nye bydel Siorarsiorfik, som skyder op og gør, at Nuuk snart runder 30.000 indbyggere. Økonomien blomstrer, og der skabes hele tiden nye arbejdspladser inden for turist- og serviceerhvervene. Men også råstofudvindingen er omsider for alvor kommet i gang, og selskaber fra hele verden har etableret sig i Grønlands hovedstad, der også har fået konsulater for adskillige lande.
Længere mod nord i Ilulissat er billedet omtrent det samme. Hundredvis af turister strømmer hver dag til Grønlands turistmagnet nummer ét. Her kigger de ud over Ilulissat Isfjord, hvor indlandsisens gletsjere kælver og hver dag sender isbjerge ud gennem fjorden. Et syn, der har sendt fjorden direkte ind på Unesco’s verdensarvsliste. De almindelige grønlændere, der er tilbage i Ilulissat, lever godt af turisterne om sommeren og puster så ud om vinteren, når byen atter er sig selv, og det igen er til at komme til i gaderne.
Omtrent sådan forestiller tilhængerne af Grønlands enorme lufthavnsprojekt, at situationen ser ud om ti år. Og de kan meget vel få ret. I november vedtog det grønlandske parlament, Inatsisartut, nemlig Grønlands største offentlige investering nogensinde. Udvidelse af lufthavnene i Nuuk og Ilulissat med længere landingsbaner og nye større terminalbygninger samt en hel ny lufthavn i Qaqortoq i Sydgrønland til en samlet pris på 3,7 milliarder kroner.
Arktis
