Hvorfor gik du ind i politik?

Det gjorde jeg i 1984, hvor Torben Rechendorff og Poul Schlüter, statsministeren, bad mig stille op. Det gjorde jeg, fordi vi på det tidspunkt havde en regering, som havde meget store vanskeligheder på det sikkerhedspolitiske område. Og netop sikkerhedspolitik var for mig det vigtigste spørgsmål på det tidspunkt.

Min vurdering var dengang, at hvis man fulgte det alternative sikkerhedspolitiske flertal, ville vi glide ud af NATO. Det var så også det, som valget kom til at dreje sig om i 1988.

Hvis andre NATO-lande opførte sig som os, så ville NATO gå i opløsning. Og så ville Sovjetunionen ikke bryde sammen. Det var faktisk min vurdering, at Danmark var i en eksistentiel situation. Og var vi med til at opløse NATO, ville vi blive et lydland af Sovjetunionen.

Så det var faktisk et eksistens-spørgsmål, som fik mig ind. Jeg var på det tidspunkt souschef i Danmarks Radio. Så jeg gik ned i løn. Jeg droppede en lovende karriere i Danmarks Radio.

Det gjorde jeg, fordi jeg følte, at vi, de borgerlige intellektuelle, ikke blot kunne sidde og iagttage Schlüter og Uffe Ellemann kæmpe til døden som i en romersk arena.

Jeg var en af de første, som sagde, at vores tids islamisme, er denne tids totalitarisme. Det sagde jeg på et pressemøde i Bruxelles i juni 2002. Jeg kan huske, der gik et sus igennem salen.

Per Stig Møller
MF, De Konservative

Ja, så ville jeg have dårlig smag i munden. Især når jeg var blevet bedt om det. Så der var noget at slås for, og det fik mig ind.  

Hvad er dit vigtigste politiske mål?

Det første politiske mål var at blive sikkerhedspolitisk ordfører, og tage den kamp. Det blev jeg så i 1987.

Så blev jeg miljøminister, og der lavede jeg så miljøreformen, som Lone Dybkjær ikke havde fået igennem. Den tog jeg så op igen. De fem miljølove blev lavet i samlet form. Og dem fik jeg jo igennem.

Det var én af de ting, som kom igennem der efter meget svære forhandlinger mellem Radikale Venstre og det daværende Fremskridtsparti, hvor jeg var imellem dem og til sidst fandt jeg den linje, de kunne blive enige om.

Dengang talte man jo meget om ozonhullet. Og det var efter min opfattelse meget værre end klimaproblemet, for klimaproblemet, det overlever vi jo selvfølgelig. Der er ikke nogen problemer med at leve med varmere klima. Det har de faktisk gjort i Afrika i flere tusinde år. Så det er ikke det, der slår menneskeheden ihjel. Det kan ændre nogle omstændigheder, men slår ikke menneskeheden ihjel.

Hvis ozonhullet bredte sig, så ville menneskeheden ikke kunne overleve. For ozonlaget er bygget op over 500 millioner år. Og hvis vi nedbryder det, så vil det altså tage 500 mio. år at opbygge det igen. Uden mennesker på jordens overflade, før det er der igen. Så derfor var dét det vigtigste.  

Hvis det ozonhul fik lov at brede sig, så kan vi kun overleve i dybhavet, og det var nok ikke sandsynligt, at menneskeheden ville overleve det. Det var det vigtigste. 145 lande blev enige i 1992 i Bellacentret.

Efter Rio skulle der jo laves en masse aftaler. Der skulle så laves ozonaftaler. Der var vi værter. Og jeg var udset til at være præsident, dvs. bare sidde og give ordet videre. Men det var inderne meget ivrige efter at blive. Fordi de mente, at det var asiaternes tur til at blive præsident til et FN-møde.

Så siger min departementschef til min store rædsel, at jeg skal tage mig af en anden opgave, nemlig den, der skal sørge for enigheden. Jeg tænkte, min Gud i himlen; så skal jeg være den, der forhandler, mens der tales, den, der render rundt der og forhandler med dem alle sammen og får enighed. Det hedder en nøddeknækker.

Den opgave fik jeg, og den blev løst. Vi fik så den ozonaftale, som betyder, at vi ikke længere snakker om ozonhullet. Det har jeg tit tænkt på, når jeg tænker på, hvad der gik galt i 2009. Vi kunne altså i 1992.

Som udenrigsminister var der tre ting, som var vigtige for mig. Det ene var EU-udvidelsen, at få den på plads. Når nu jeg starter med at sige, at jeg gik ind i politik for sikkerhedspolitikkens skyld, så var det for mig helt fantastisk at have mulighed for at stabilisere Europas sikkerhed ved at få de tidligere kommunistiske og undertrykte lande ind i det fælles Europa. Det havde jeg advokeret for i årevis efter, de kom ud af deres kommunistiske fængsel. 

Det var selvfølgelig helt tilfældigt, at det var mig, der sad på posten, da det skulle ske. Men det var så mig, der førte de forhandlinger frem til København. Og det andet vigtige for mig som udenrigsminister var fredsplanen. Køreplanen for fred, som vi fik vedtaget i Mellemøst-kvartetten.

Hvor vi jo kom til at sidde, fordi vi havde formandsskabet i efteråret 2002. Så kunne jeg udnytte formandskabsrollen til at få lavet Roadmap to Peace, som jo så blev vedtaget året efter af FN's Sikkerhedsråd.

Men den var jo accepteret af alle parter i december 2002. Og så gik vi jo videre i den retning med det mellemøstlige initiativ, som nu fejrer 10-års jubilæum.

Så var der Ilulissat-erklæringen. Hvor jeg vågner op en morgen i juni 2007 og siger pludselig - badet i sved - til mig selv: Den næste krig kommer i Arktis. Vi har øjnene det forkerte sted. Den kommer i Arktis. Altså omkring interesserne i Polarhavet og det arktiske område.

Det er der, det kommer til ske. Klimændringerne gør det muligt nu at bruge det område på en ny måde. Hvordan undgår vi så det?

Jeg drøfter det så med embedsmændene, og vi bliver enige om, at vi må indkalde Kyststaterne til en fælles konference, hvor vi bliver enige om uoverensstemmelserne og uenigheder i Arktis.

Og det lykkedes jo også. Den 28. maj 2008 med Rusland, USA og Canada, Norge og Danmark - Kystaterne - vedtog en Ilulissat-erklæringen.  

Hvilken dansk politiker har været en inspiration for dig?

Poul Schlüter er nok den, der har betydet mest for min generation. Hans eminente dygtighed. Hans fantastiske evne som statsminister til ikke at blande sig.

Men det var ikke fordi, at han ikke kendte sagerne. Det var fordi, at når han udnævnte en minister, så regnede han med, at vedkommende kunne klare sig selv.

Men hvis der var et eller andet, man ville sige til ham, så kendte han sagerne. Han kendte sagerne, og han blandede sig ikke. 

Jeg kan huske, dengang vi var i Rio. EU's tale i Rio i 1992, der var Danmark den uartige dreng, som ikke accepterede talen, fordi den ikke vedstod de 0,7 %-forpligtelsen i ulandsbistand.

Jeg fik bank af dem alle sammen og blev kaldt ind til Trioen, og jeg blev kaldt ind til formanden, som var portugiser. Men jeg sagde: Vi kan jo ikke forsvare over for den danske opposition at droppe 0,7 %-målsætning fra FN.

Nå, så fik jeg en opringning fra Schlüter, og jeg anede jo ikke, hvem der lyttede med. Og så siger Schlüter: Den portugisiske statsminister har ringet og klaget over dig. Ja, siger jeg så til ham. Poul, jeg ved, hvad jeg gør, og jeg bliver ved med at gøre det.

Jamen, det er fint nok, sagde Poul. Så siger jeg bare, at jeg har talt med dig, og at du er lidt vanskelig. Det var en statsminister. Det var tillid. Det var ikke government by fear, det var government by trust.

Så var han jo en mester i god afvikling. Han står jo også som en af det tyvende århundredes to største statsministre, hvis ikke den største.

Hvis du skal nævne en udenlandsk politiker, som har været en inspiration, hvem kunne det så være?

John F. Kennedy. Vi ved jo alle sammen, hvor vi var den dag, John F. Kennedy blev dræbt. Jeg var nede og spise biksemad på en tankstation med en kammerat, da det skete. Der kom vi så ned, og så siger tankpasseren, at Kennedy er blevet dræbt. Han var den store inspirationskilde i min generation.

Hvilken politisk modstander har du størst respekt for? 

Der er flere. Der er mange kvalificerede modstandere. Når jeg skal tænke på det, hvorfor det gik godt i min tid som udenrigsminister, så skyldtes det jo, at jeg havde gode, lødige modstandere, som var styret af, at det her måtte ikke gå i stykker pga. partikævl. Det er Mogens Lykketoft, Niels Helveg Petersen og Søren Espersen.

Politikere har en travl hverdag. Hvad gør du for at rekreere?

Ikke nok. Det bliver til en spadseretur i skoven. Men til gengæld når jeg hjem hver dag. Om sommerhalvåret cykler jeg, og så elsker jeg at svømme. Der er en pragtfuld sø oppe, hvor jeg bor. Der cykler jeg ned og svømmer i søen. Det nyder jeg meget.

I sommerhalvåret spiller jeg også tennis. Jeg er meget aktiv i sommerhalvåret. Men vinterhalvåret, der bliver det kun de der spadsereture i skoven og så svømning i svømmehalen. Men det er ikke det samme som at svømme i søen mellem svaner og siv.  

Hvad er den bedste bog, du har læst i år?

I skønlitteratur, der vil jeg sige - jeg ved godt, det er hammerbanalt nu - men Kim Leine med Evighedsfjorden, det var den største læseoverraskelse, jeg havde i år.

Har du en favoritbog inden for politisk teori?  

Det kommer an på, hvad jeg lige beskæftiger mig med. Jeg beskæftiger mig meget med at forudse store udfordringer i fremtiden. Hvad kan blive en udfordring i fremtiden? Lige nu er det, om vi i Europa kan løse de økonomiske problemer - hvis ikke vil det give kolosale problemer. Og skabe social uro. Det er det ene. 

Det andet jeg ser på lige nu er, hvad vil der ske med den muslimske verden. Så læser jeg bøger af kloge folk, som ved en masse om det. Mozaffaris bog om islamisme har jeg lige læst. Og så læser jeg den slags ting for at udvide mit felt.

Jeg er en af de første som sagde, at vores tids islamisme, er denne tids totalitarisme. Det sagde jeg på et pressemøde i Bruxelles i juni 2002. Og jeg kan huske, der gik et sus igennem salen.

Det er jo ligesom fascismen og kommunismen, det er ikke et meget muslimsk fænomen. Jeg ville gerne undgå at lave prædikater, hvor jeg ligesom sagde, at den muslimske verden var totalitær. Så jeg fortsatte med at sige, at det kender vi jo fra Europa, hvor vi har oplevet totalitarisme i to omgange i det 20. århundrede.

Så vi ved, at det er nødvendigt at stoppe dem tidligt, ellers kan de aldrig standses. Så det er de to ting, jeg især holder øje med. 

Er du stadig politiker om 5 år?

Nej, det er jeg ikke.

Om to år?

Så er jeg færdig, så nej. 

Hvad fortryder du fra 2013?

Ikke noget.

Hvad ser du frem til i 2014?

At få skrevet noget mere.