Her er 10 markante Vermund-citater

OPSTILLINGSPARAT: Nye Borgerlige vil med formand Pernille Vermund i spidsen indtage Christiansborg efter næste valg. Læs her ti af formandens mest kontroversielle citater.

Formand for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, er kendt for en række kontroversielle udtalelser.
Formand for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, er kendt for en række kontroversielle udtalelser.Foto: Henning Bagger/Scanpix
Frederik Tillitz

Spydspidsen for det nu opstillingsberettigede Nye Borgerlige er den tidligere konservative kommunalpolitiker, Pernille Vermund.

Som formand for det højreorienterede parti er hun klar til at gå efter pladser i Folketinget efter næste valg.

Pernille Vermund har dog tidligere skabt røre med en række kontroversielle udtalelser. 

Altinget bringer her ti uforglemmelige citater fra formanden.

20. september 2016

“Det, der skaber anarki og selvtægt, er, at et flertal af dem, der sidder i Folketinget, er gået til valg på at stoppe migrationen fra muslimske lande og nu sidder med magten og siger, at 'det kan vi ikke alligevel', fordi de her konventioner, som jo nærmest er en europæisk form for sharia, bliver holdt højere end vores folkestyre.”
Til Kristeligt Dagblad.

12. september 2016
"Migranterne fra Nordafrika og Mellemøsten, som det danske folk gav fred og frihed – og som derfor ifølge vores kultur burde udvise taknemmelighed, flid og loyalitet – er i langt højere grad end andre indvandrere utaknemmelige, kriminelle, dovne og illoyale."
Til Ekstra Bladet. 

12. september 2016
“Konsekvensen er, at de, der støtter den fortsatte indvandring fra de muslimske lande, accepterer forfølgelse af mindretal, undertrykkelse af kvinder, børn, homoseksuelle og ikke-muslimer samt begrænsninger af vores hidtil frie og demokratiske samfund som en rimelig pris, danskerne skal betale.”
Til Ekstra Bladet.

12. september 2016
“Den katastrofale asyl- og udlændingepolitik fra 1983 har ødelagt trygheden i samfundet. Kvinder bliver voldtaget, jøder bliver forfulgt, kunstnere og politikere lever i konstant livsfare, mænd bliver stukket ned på åben gade, homoseksuelle bliver chikaneret, velfærden forringes og utrygheden stiger.”
Til Ekstra Bladet. 

7. september 2016
"Med mellemøstlige mennesker følger... Smid nu for pokker kriminelle udlændinge ud ved første dom. Vi vil ikke lægge hverken jord eller frihed til denne mørke kulturs hærgen!"
Opslag på Facebook om ukendte stenkastere.

18. juli 2016
“Den islamiske vækkelse spreder død og ødelæggelse, hvor man tillader den at slå rod. Derfor handler det simpelthen om at luge ukrudtet ud, hvor det findes og sikre, at det ikke kan få fat igen.”
Til Ekstra Bladet.

 26. juni 2016
“Jeg tager gerne ansvaret. Hvem skulle jeg ellers pege på? Vi vil jo gerne have mest mulig indflydelse for de mandater, vi får.”
Til Politiken, til spørgsmålet om, hvem der skal være statsminister. 

1. maj 2016
“Når man i landet med verdens højeste skattetryk kalder det 'solidarisk' at tage endnu flere penge fra danskerne, så grænser det i min verden til voldtægt af ordet.”
Opslag på Facebook. 

1. april 2016
“Shit, hun er spejlblank!!! Hun er mere bange for demokratiske partier end for IS.” Om Zenia Stampe.
Opslag på Facebook. 

23. oktober 2015
“Jeg vil hellere have en lavtlønnet filippinsk kvinde til landet, som opdrager sine børn til at blive danske, end jeg vil have en veluddannet muslimsk imam.”
Opslag på Facebook.

Jeppe Rohde Fransson har bidraget med research til denne artikel.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00