Pia Kjærsgaard
(Foto: Casper Andersen/Altinget.dk)

Pia Kjærsgaards grundlovstale

5. juni 2012 kl. 14:00
DOKUMENTATION: Læs her DF-formand Pia Kjærsgaards grundlovstale, som hun holder på Lykkesholm Slot.
| Flere

Det talte ord gælder.

Som I sikkert ved, har vi travlt i Folketinget. Rigtigt travlt. Den røde regering er nemlig pludselig vågnet op efter otte måneders tomgang, hvor der ikke er sket noget som helst. Nu skal vi i al hast tage stilling til en skattereform, der vil ændre alle danskeres liv afgørende - og vi skal tage stilling til førtidspension og fleksjob.

Nu skulle man måske så tro, at der virkelig er tale om kvalitetsarbejde. Det er vel, hvad man kan forvente, når en regering har siddet bøjet over skrivebordet i næsten et år? Men nej, sådan er det ikke.

Måske lagde man mærke til, at vi i Folketinget havde afslutningsdebat sidste onsdag? Normalt går en afslutningsdebat ud på, at man debatterer det forgangne år. Man vurderer på en måde regeringens arbejde, og giver det karakterer. Det er faktisk lidt som en eksamen.

Selv havde jeg glædet mig til at gå i kødet på den røde regering. Det samme tror jeg, at den øvrige opposition havde. Men det hele kom i stedet til at handle om skattereformen og tal, tal og atter tal. Det virker som fantastisk "spin". Spin går nemlig ud på at bortlede opmærksomheden fra alle de ting, man helst ikke vil tale om.

Og hvis der er noget, den røde regering ikke har lyst til at tale om, så er det lige præcis de sidste otte måneder og det historiske løftebrud efter valget, som er helt uden sidestykke i danmarkshistorien. Og hvad gør man så? Ja, så fremlægger man da lige en skattereform dagen før afslutningsdebatten. Så har man sat dagsordenen!

Så har man bortledt opmærksomheden fra, at man ikke har præsteret andet end at bryde løfter og snakke og snakke og snakke. Den røde regering kunne også passende kaldes "floskelregeringen". Der har nemlig aldrig været så mange floskler i omløb som nu.

Jeg synes ganske enkelt, det er for ringe!

Det er ynkeligt ud over alle grænser!

Det er fejt!

Det er en hån mod danskerne!

---

Ja, rigtig hjerteligt velkommen her på det idylliske og smukke Lykkesholm. I dag kan vi sammen fejre et slags jubilæum. Det er nemlig tiende gang, vi er samlet på denne skønne fynske plet.

Også digterkongen H. C. Andersen satte pris på dette sted. Han havde nemlig for vane at indlogere sig på herregårde rundt omkring i Danmark, hvor han som en feteret stjerne lod sig beværte af adelen og borgerskabet. Men Lykkesholm Slot havde som det "skjønneste sted i Fyen" en ganske særlig plads i hans hjerte.

H.C. Andersen levede, da Danmark for 163 år siden fik sin Grundlov. Den Grundlov, som vi fejrer her i dag. Danmarks Riges Grundlov er en af de ældste i Europa, og derfor er den enkel. Den blev ikke skrevet for at blive ændret med jævne mellemrum. Derfor har vi heller ikke haft nogen revision siden 1953.

To af de vigtigste revisioner burde høre til almen viden i folkeskolen. I 1915 fik kvinderne valgret, og i 1953 fik vi etkammer-system og ændret arvefølgen i Kongehuset. Der var tale om nødvendige ændringer. Men den sidste revision var på vej i mange år - faktisk siden 1930´erne.

Sådan skal det også være. En Grundlov er "lovenes lov", og derfor skal den ikke være underlagt skiftende modeluner og underlige ideer.

Skiftende modeluner og underlige ideer er derimod en af den røde regerings varemærker. Allerhelst ville Det Radikale Venstre, Enhedslisten og dele af Socialistisk Folkeparti ændre Grundloven allerede i dag.

De bryder sig ikke om Grundloven. De bryder sig ikke om Folkekirken. De bryder sig ikke om Kongehuset.

Folkekirken har man i øvrigt fundet en snedig måde at bekæmpe. Man blander sig så meget som muligt i dens drift ved eksempelvis at indføre kirkelige vielser for homoseksuelle par. I virkeligheden er modstanderne af folkekirken ligeglade med de homoseksuelle. Målet helliger midlet. Midlet er at så splid og splitte folkekirken. Målet er adskillelse af kirke og stat.

Og så er der Kongehuset. Mens et stort flertal af danskerne bakker op omkring vores Kongehus, gav flere ministre på en barnlig måde udtryk for deres foragt for monarkiet under åbningsdebatten i Folketinget sidste år. Nogle ministre, der knap er blevet tørre bag ørerne, ville ikke rejse sig op, og en af dem beklagede sig over, at hun skulle "bruge tid" på Dronningen.

Vorherre bevares! Magen til barnlighed skal man lede længe efter. Man har lov til at have sin mening, men man respekterer naturligvis landets statsoverhoved. Foragt for Kongehuset er også foragt for Grundloven - og foragt for det flertal af danskerne, der holder af Kongehuset.

Ja, Grundloven er enkel. Sammenlignet med EUs Lissabontraktat fylder den næsten ingenting. Det betyder også, at mange ting, vi tager for givet i dag, faktisk ikke er en del af Grundloven. Mange danskere opfatter velfærdssamfundet som noget grundlovssikret. Men i Grundloven kigger man forgæves efter velfærdssamfundet.

Frihed og velfærd er ikke nødvendigvis forbundet med hinanden. Velfærdssamfundet er et produkt af den politiske udvikling i det 20. århundrede, og i Danmark forbindes velfærdssamfundet med rette med fagbevægelsen og Socialdemokratiet. 

Velfærden kom ikke af sig selv. Der måtte kæmpes for den med næb og kløer. Netop derfor er det forbavsende at opleve, at de to socialistiske partier i Folketinget, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, med skattereformen bryder med det solidariske princip om velfærden. Det princip, der hele tiden har dannet grundlag for velfærden, som vi kender den.

Som led i skattereformen vil man skære i folkepensionens grundbeløb, ligesom man vil begrænse børnechecken for gifte par, hvor en af ægtefællerne tjener for meget. Hertil kommer, at topskattelettelserne ikke kommer til at gælde for personer over 64 år.

Det er aldersfascisme!

Denne "røde" politik er intet mindre end et angreb mod en af velfærdssamfundets absolutte grundpiller.

Mennesker, der gennem et langt liv har spinket og sparet og lagt til side til alderdommen, bliver straffet økonomisk. Ægtepar bliver behandlet ringere end samlevende, og ældre lønmodtagere bliver straffet for at yde dén ekstra indsats på arbejdsmarkedet, som regeringen i en uendelighed taler op og ned ad stolper om.

Og så er der forresten tale om en politik, der favoriserer udlændinge på bekostning af danskerne. Den tidligere regering og Dansk Folkeparti blev enige om et loft for børnechecken ved tre børn. Det fjernede den røde regering og har nu i stedet gjort ydelsen afhængig af gifte forældres indtægt.

Det betyder med andre ord, at blandt andet en indvandrerfamilie med seks eller flere børn nu igen modtager den fulde ydelse.

Og så er der alle de andre floskler. "Hårdtarbejdende danskere", "Kickstart" og "knokle". Ja, de hårdtarbejdende danskere er altså foreløbig kun blevet belønnet med en stor buket af afgifter. Afgifter, som koster arbejdspladser. Afgifter og skatter, der koster en LO-familie 3400 kroner om året.

Heller ikke bilejerne bliver skånet. Man fornemmer ligefrem den dybe ærgrelse over, at betalingsmuren rundt om København så ynkeligt måtte opgives. Hvordan kan vi gøre livet surt for bilisterne, spørger regeringen sig selv.

Svaret kom med forslaget til skattereformen. Nu skal bilister med dieselbiler betale mere gennem en forøgelse af den såkaldte udligningsafgift. De fleste med dieselbiler er netop de "hårdtarbejdende danskere" med langt til arbejde, som regeringen hele tiden hykler sympati for.

Pengene skal gå til en afgiftsfritagelse for el-biler, som alligevel fortsat vil være uden for de fleste danskeres rækkevidde, og som ikke er noget reelt alternativ til almindelige biler, fordi de sjældent kører langt på en opladning.

Almindelige danskere har brug for bilen for i det hele taget at komme på arbejde og holde hjulene i gang. Men regeringen betragter bilen som en uhørt luksus, som de færreste skal have adgang til.

Må vi lige være her! Bilisterne bidrager med 43 milliarder kroner om året til statskassen. Danmark har verdens højeste bilafgifter. Vi betaler for tre biler, når vi køber en enkelt. Men uden bilen kunne samfundet ikke hænge sammen.

Hold så fingrene fra bilisterne! Kig i stedet på, hvordan vi kan få den offentlige trafik til at fungere ordentligt, og hvordan pinlige milliardskandaler som den med IC4-togene kan undgås i fremtiden.

Regeringen tager med den ene hånd og giver lidt med den anden. Nu vil man lette topskatten. Husker nogen i øvrigt, hvad Helle Thorning-Schmidt sagde om dén sag før valget i september? Men hvad er nu det? Samtidig begraver den danskerne i afgifter til milliarder af kroner. Og afgifter vender som bekendt altid den tunge ende nedad.

Det er pensionisten, førtidspensionisten eller andre på overførselsindkomster, der kommer til at betale prisen, når prisen på f.eks. et glas marmelade i 2012 stiger til 40 kroner, eller prisen på en liter frugtyoghurt stiger fra 16 til 25 kroner.

En dansk flødebolleproducent har allerede bebudet, at man vil flytte produktionen til udlandet. Andre vil følge efter.

Det betyder tab af hundredvis - måske tusindvis - af arbejdspladser.

Var det, hvad regeringen mente med "kickstart"? Javel...

Men i disse globaliserede tider må man jo glæde sig over enhver fremgang. I det arbejdsløshedsplagede Nordtyskland kan man slet ikke få armene ned af begejstring over den danske regerings afgiftsvanvid. Det betyder nemlig økonomisk grundlag for endnu flere grænsesupermarkeder. I forvejen bliver hver tredje sodavand og hver fjerde øl fra Danmark handlet syd for grænsen.    

Nu ruster grænsesupermarkederne endda så meget op, at de er begyndt at sende reklameaviser til det fjerne København. De ved, at det vil kunne betale sig at tage turen fra selv den fjerneste afkrog af Danmark fra 2013 - ned til Border Shop og Fleggaard, og hvad de alle sammen hedder. 

Mange beklagede, da Marianne Jelved som økonomiminister i Nyrup-regeringen implementerede et EU-direktiv om afskaffelse af den toldfri handel i 1999. Det betød et vemodigt farvel til mange hyggelige færgeruter. Her i det fynske område måtte Faaborg-Gelting - og Bagenkop-Kiel- forbindelserne dreje nøglen om.

Et stykke kulturhistorie gik tabt. Pensionisterne kunne ikke længere hygge sig med kortspil, øl, snaps og hyggeligt samvær på færger og i busser. Men måske er regeringen mere nostalgisk, end man skulle tro? Den er i hvert fald i gang med at genoplive grænsehandelen effektivt.

Gad i øvrigt vide, om det er godt for klimaet, at så mange danskere farter frem og tilbage til grænsen i deres biler? Det må da i høj grad medføre et øget CO2-udslip - og regeringen siger jo hele tiden, at den går meget op i klimaet.

Har regeringen overvejet, om grænsehandelen kan medføre stigende temperaturer eller oversvømmelse af øer i Stillehavet?:-)

Ærlig talt, ville det ikke være meget bedre, hvis man bare kunne cykle ned i Brugsen og købe det hele? Bedre for væksten i Danmark. Bedre for samfundsøkonomien. Bedre for klimaet. Bedre for danske arbejdspladser. Måske skidt for erhvervsudviklingen i Nordtyskland og Skåne - men dem om det.  

---

Mens regeringen vil have os alle til at arbejde mere og "knokle", som den siger, er der en gruppe, som er undtaget. Det er flygtninge og indvandrere, som kommer til Danmark. Efter at regeringen har afskaffet starthjælpen og kontanthjælpsloftet, kan de blive liggende på sofaen og undgå at blive integreret. 

Starthjælpen og kontanthjælpsloftet var ellers gode tiltag. Det gik blandt andet ud på, at flygtninge og indvandrere fik en særlig lav overførselsindkomst de første syv år. Målet var at tilskynde dem til at blive selvforsørgende i en fart. De lave ydelser havde desuden den fordel, at Danmark blev mindre attraktivt som rejsemål.

Men her må man lade den røde regering, at den for en gangs skyld har holdt, hvad den lovede - men desværre også mere til. Allerede før valget lovede man, at disse ydelser skulle fjernes. Men samtidig sagde man, at den stramme udlændingepolitik ville blive bevaret.

Det er den ikke! Regeringen ruller langsomt udlændingepolitikken tilbage til udgangspunktet. Først afskaffede den pointsystemet, siden slækkede den på kravene til opnåelse af permanent opholdstilladelse og dansk statsborgerskab. Hvad bliver mon det næste?

For præcis et år siden advarede jeg fra denne talerstol om de problemer, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti ville få, hvis de efter en valgsejr skulle til at bugsere rundt med Margrethe Vestager på ryggen. Jeg understregede, at de radikale altid tager sig dyrt betalt, og at en stor del af prisen ville være lempelser på udlændingeområdet.

Det kom til at passe.

En undersøgelse viste for nyligt, at udlændingedebatten ikke fylder så meget i medierne mere. Det er sådan set kun naturligt. I en krisetid kommer økonomi til at optage en stor del af pladsen. Men udlændingedebatten handler altså også om økonomi.

Forleden kunne Jyllands-Posten afsløre, hvordan herboende somaliere har misforstået SKATs "tastselv-system".

De tror, det hedder "tag selv" og ikke "tast selv".

SKAT undersøgte 269 somaliere. Ud af disse havde 248 snydt med alt fra fradrag for børnebidrag til fradrag for dagplejemødre. Der var tale om snyd for millioner af kroner.

I dag befinder der sig 16.143 somaliere i Danmark. Registreret, vel at mærke. De udgør den gruppe af udlændinge, som har den ringeste tilknytning til arbejdsmarkedet.

Ja, SKAT undersøgte 269 somaliere. Men hvordan mon det ser ud hos resten? Og hvordan ser det mon ud hos andre grupper af udlændinge? For disse somalieres vedkommende ligger de ikke kun samfundet til last ved at modtage overførselsindkomster og ved ikke at integrere sig - ja, ved at udvise foragt for Danmark - nej, de skader hele det solidariske grundlag for velfærdssamfundet.

Hvad bestiller disse mennesker overhovedet i Danmark?? Ja, undskyld, jeg spørger!

Somalierne udgør kun toppen af isbjerget. Den manglende integration koster samfundet milliarder af kroner. Den røde regerings svar på udfordringerne har været at gøre det endnu lettere - og mere attraktivt - at komme til Danmark og dermed at skabe ny udgifter.

Jeg kan love jer, at udlændingedebatten ikke er død. Vi kommer til at høre meget mere. Ikke engang Helle Thorning-Schmidt og hendes spinmaskine vil kunne lægge debatten død. Velfærd og indvandring hænger sammen. Det vil også den kommende tid vise.

Vi vil simpelthen ikke finde os i svindel og humbug med vores velfærdsydelser!

Og så vil heller ikke finde os i islamisternes forsøg på at begå terror her i landet. De netop afsagte domme på 12 års fængsel til fire muslimske mænd fra Sverige, som i går faldt ved Glostrup Ret, er et godt signal.

Disse mænd var i færd med at planlægge et terrorangreb på Jyllands-Posten - fordi denne i 2005 benyttede sig af sin grundlovssikrede ret til at trykke Muhammed-tegningerne og indlede en vigtig debat om ytringsfriheden.

Men dommene viser også, hvor vigtigt det er, at vore myndigheder konstant er på vagt og udviser årvågenhed.  

Ærlighed er ikke statsministeren største styrke. Ofte optræder hun usikkert og med flakkende øjne. Men da hun i januar skulle holde i tale i Strasbourg i forbindelse med Danmarks overtagelse af EU-formandskabet, var hun i sit rette element. Hun stråledes som en sol. Det var næsten rørende. 

Og udtalelsen om, at hun er "europæer af hjertet" var måske de mest ærlige ord, vi indtil videre har hørt.

Men hvad har Danmark så fået ud af formandskabet, som der nu er knap en måned tilbage af? Hvad har Europa fået ud af det? Har der været nye visioner, eller ideer? Har Danmark turdet markere sig?

Nej, Helle Thorning-Schmidt og regeringen har lydt som ekkoer af Barroso og EU-Kommissionen. Intet har rykket sig. Tværtimod har de i deres behagesyge skaffet danskerne en finanspagt på halsen, som betyder, at den danske finanslov nu skal en tur omkring Bruxelles først. Danmark er endda et af de første lande til at ratificere den.

Dansk Folkeparti krævede fra begyndelsen en folkeafstemning om finanspagten. Sådan er det nemlig, når Danmark skal afgive suverænitet. Så skal befolkningen spørges. Det siger Grundloven. Men regeringens embedsmandsapparat hævder skråsikkert, at der ikke er tale om suverænitetsafgivelse. Så pyt med befolkningen.

Men hvorfor skal Danmark deltage i en bindende finanspagt, når danskerne indtil flere gange har malet en tyk streg over dansk deltagelse i euroen? Hvori består vores forpligtelser? Det lugter langt væk af et forsøg på at sovse os så meget som muligt ind i euroen.

Men har euroen været en succes? Spørg grækerne, der reelt er statsbankerot. Spørg de græske arbejdsløse eller pensionister, som må rode efter affald i skraldespande. Spørg, de græske mødre, som i desperation afleverer deres børn til velgørenhedsorganisationer. Eller spørg hærskarerne af arbejdsløse i Spanien, som måske bliver det næste land, der falder. Eller hvad med Italien?

EU-Kommissionen og de danske tilhængerpartier går rundt med ideologiske skyklapper på. De er så bange for, at selve "ideen" om Europa skal falde, hvis euroen kollapser. Men det er jo noget vrøvl. Europa fungerede glimrende før euroen blev indført. Faktisk bedre end i dag, hvor den fælles valuta adskiller mere, end den samler.

Og så er Europa i øvrigt ikke nogen "idé" på et skrivebord. Europa består af selvstændige nationalstater med selvstændige folk! Europa er helt konkret!

Euroen og ønsket om en politisk union er snævert forbundne størrelser. Fra begyndelsen lå det i kortene, at kernen i de gamle EF-lande ønskede en egentlig statsdannelse. Men de vidste udmærket godt, at deres befolkninger ville være modstandere af ideen. Gode råd var dyre - hvad skulle man dog gøre?

Jo, man LOD som om, at staten eller unionen allerede var en vedtaget kendsgerning, og at Europas ældgamle nationer var en saga blot. Det vigtigste middel var at skabe de åbne grænser og den fælles valuta. Ja, de åbne grænser har intet med fornuft at gøre, men med ideologi.

Intet kunne interessere EU-Kommissionen mindre end familier, der bliver opsøgt af skruppelløse hjemmerøvere eller lønmodtagere, der får fjernet deres eksistensgrundlag, fordi illegalt indvandret arbejdskraft tager deres arbejde. Det er det offer, de må yde for eurokraternes luftige utopier.

Intet interesserer EU mindre end familier, der har fået bortrevet deres økonomiske eksistensgrundlag, fordi man stædigt holder fast i euroen.

Men her er det tidligere medlem af EU-Parlamentet, Helle Thorning-Schmidt, i sit rette element. Hun er næsten personificeringen af EU. En del af regeringens fiasko kunne skyldes, at danskerne fornemmer, at statsministerens virkelige interesser ligger et helt andet sted end her i landet. At hun hellere drikker champagne med Herman Van Rompuy end aflægger besøg på et plejehjem i Nordjylland.

En af statsministerens første embedsgerninger var da også hurtigst muligt at fjerne den grænsekontrol, som den tidligere regering og Dansk Folkeparti fik gennemført sidste forår. Den slags var ganske enkelt for pinligt for "en europæer af hjertet".

Ved I hvad, jeg glæder mig faktisk, til det danske EU-formandskab er forbi. Så har regeringen ikke længere nogen undskyldning for at undlade at regere og skabe resultater - og så slipper vi andre for en del af EU-propagandaen i det daglige. Men måske bliver det slet ikke nogen rar oplevelse for regeringen... 

Regeringen har haft umådeligt svært ved at komme ud af oppositionsrollen og tage ansvar. Stadig undrer jeg mig, når jeg står på Folketingets talerstol og lytter til ministrene. Ofte taler de som om de overhovedet ikke har noget ansvar.

Mere end otte måneder efter valget skal vi stadig høre om, at det er "vores skyld", når tingene ikke fungerer.

Og rundt om det hele svirrer Enhedslisten rundt som en lille vildfaren satellit. Rollen som parlamentarisk grundlag mestrer de mildt sagt ikke. Den altid ivrige Johanne Schmidt-Nielsen er mest optaget af at kapre stemme fra de mange frustrerede S- og SF-vælgere.

Så optaget, at hun helst ikke vil føre politik - for tænk, hvis man skulle få plettede hænder.

Enhedslisten var under VK-regeringen voldsomt optaget af at udstille Dansk Folkepartis rolle som parlamentarisk grundlag for VK-regeringen. De oprettede ligefrem en hjemmeside, de kaldte for "magtenspris.dk". Her brugte de alle deres ressourcer på at undersøge Dansk Folkepartis politik i kommunerne og Folketinget - om vi nu levede op til løfterne.

Hvad de aldrig fattede, var, at kompromisets kunst ind i mellem kan koste lidt på den korte bane. De forstod ikke, at selv en beskeden indflydelse er bedre end slet ingen - og at resultaterne kan blive endnu dårligere, hvis man vælger at ligge i hængekøjen.

Enhedslisten begynder at minde en smule om Socialistisk Folkeparti, da der stadig var blus på Villy Søvndals pibe og et lunt glimt i øjet. Dengang var der også masser af ord og spin - og ingen handling. I dag har Villy Søvndal heldigvis fået travlt med helt andre ting.

Nu skal han blandt andet underholde udenrigsministre og kilde diktaturet i Kina under hagen.

Regeringen dumper med et brag. Den befinder sig i intern splid og begejstringen er til at overse.

Nogle siger, at et folk har de magthavere, det fortjener. Men jeg synes, at danskerne fortjener noget LANGT bedre end den nuværende regering. Det er mildt sagt en elendig regering. Et uhyre lille antal vælgere gjorde udslaget ved valget i september. Rigtigt mange har siden fortrudt.    

Dansk Folkeparti vil være at finde, hvor vi hele tiden har været. Det lyder måske lidt kedeligt. Det giver måske ikke altid de helt store overskrifter. Men vores 22 mandater er kommet i Folketinget for at arbejde. Som landets tredjestørste parti forpligter det selvfølgelig.

Og det er præcis, hvad vi vil gøre i den kommende tid. Vi vil naturligvis helst være at finde ved forhandlingsbordet, hvor vi vil gøre, hvad vi kan for at luge ud i de mange tidsler i skattereformen og andre regeringstiltag. Vi siger ikke, at det lykkes. Nu ser vi.

Jeg elsker politik. Ellers havde jeg nok ikke siddet i Folketinget siden 1984. Vi har en rigtig dygtig og engageret folketingsgruppe, hvis medlemmer hver især tager deres mandat alvorligt. Det er en af årsagerne til, at jeg hver dag glæder mig til at gå på arbejde.

Dansk Folkeparti har så meget at kæmpe for, og som et ungt parti er vi stadig kun lige begyndt.

Det drejer sig om Danmarks fremtid. Det drejer sig om danskernes hverdag, velfærd og trivsel. Det giver vores arbejde mening. Det gør hele forskellen. Vi har intet imod vores nuværende rolle som opposition til den røde regering - mange glemmer måske, at vi faktisk også var opposition til VK-regeringen - næstefter rollen som parlamentarisk grundlag.

Dermed vil jeg sige, at for os er den politiske indflydelse det helt afgørende. Og den ser jeg ingen tegn på, forsvinder. Også den røde regering har brug for venner - se bare på dens parlamentariske grundlag, som den vist helst ville være foruden.

Men allerhelst så vi naturligvis, at der var valg i morgen - ganske enkelt fordi en ny regering ville være bedre for Danmark. 

Rigtig god grundlovsdag!

MODTAG ET DAGLIGT NYHEDSBREV FRA ALTINGET.DK