13. december: Troels Lund Poulsen

JULEKALENDER: Hver dag frem mod juleaftensdag vil Altinget.dk bringe et interview med en folketingspolitiker. I dag er det Troels Lund Poulsen fra Venstre.
Foto: ft.dk

Inden for de sidste par år har jeg prioriteret cykling meget. Jeg nyder meget at sætte mig op på cyklen og tage nogle lang ture i weekenderne og få frisk luft. 

Troels Lund Poulsen
Forsvarsordfører for Venstre
Fakta

Troels Lund Poulsen er 36 år og er i dag forsvarsordfører for Venstre.  I 2001 blev han valgt til Folketinget og har siden bestredet posten som både ligestillingsordfører, udenrigspolitisk ordfører, politisk ordfører, miljøminister, skatteminister og undervisningsminister.

 

Hvorfor gik du ind i politik?

Jeg gik ind i politik i 1992 på baggrund af Maastricht-traktaten og den medfølgende danske folkeafstemning. Det var det europæisk projekt og den europæiske udvikling, der gjorde, at jeg blev interesseret i politik, og at jeg meldte mig ind i først Venstres Ungdom og senere Venstre.

Hvad er dit vigtigste politiske mål? 

At arbejde for at få indført en ny regering, så der igen kan blive ført borgerlig liberal politik.

Hvilken dansk politiker har været en inspiration for dig? 

Der er to politikere, som har været en stor inspiration for mig og for mit politiske arbejde. Det er først og fremmest Anders Fogh Rasmussen, som jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med i den første lange periode, hvor jeg sad i Folketinget som ordfører og minister. Jeg har også haft et rigtig godt samarbejde med Lars Løkke Rasmussen igennem mange år, ikke mindst i hans tid som statsminister.

Hvilken politisk modstander har du størst respekt for? 

Jeg ved ikke, om man kan sige, at det er en modstander, men jeg har meget stor respekt for Kristian Thulesen Dahl. Han er top velforberedt og har altid en politisk plan for, hvad han gerne vil opnå. Det er både i forhold til politiske forhandlinger, men også i forhold til hans rolle som politisk leder i Dansk Folkeparti.

Politikere har en travl hverdag. Hvad gør du for at rekreere? 

Inden for de sidste par år har jeg prioriteret cykling meget. Jeg nyder meget at sætte mig op på cyklen og tage nogle lange ture i weekenderne og få frisk luft.

Hvad er den bedste bog, du har læst i år? 

Jagten på Osama
, der er skrevet af Peter Bergen. Det er en interessant bog, som handler om den amerikanske jagt på Osama Bin Laden, spørgsmålet omkring terror, Al-Qaeda og Taliban.

Er du stadig politiker om 5 år?

Det må jo være op til vælgerne at bestemme. Men jeg genopstiller til næste valg, så ja, jeg har planer om at være politiker om fem år.

Hvad fortryder du fra 2012?

At vi har haft en regering, der nu har sat skatteafgifter op igen som en del af deres politik. Jeg synes ikke, det er det, Danmark har brug for. 

Hvad ser du frem til i 2013?

At vi forhåbentlig kan blive enige med regeringen om en lang række reformer. Nødvendige reformer for det danske samfund. Eksempelvis en kontantshjælpsreform.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

0:000:00