Analyse af 

Globaliseringen tvinger socialdemokraterne i knæ

FIK DU LÆST: Skærpet international konkurrence og udlændingepolitik er blandt de følger af globaliseringen, som socialdemokrater i hele Europa har svært ved at tackle. Selv i kernesocialdemokratiske lande er de engang så dominerende partier forvist til en sekundær rolle. (Bragt første gang i april)

Den franske præsident Hollande
har på linje med Thorning skuffet sine vælgere fælt. Hollandes popularitet ligger på linje med den danske statsministers. (Foto: Wikimedia Commons)
Den franske præsident Hollande har på linje med Thorning skuffet sine vælgere fælt. Hollandes popularitet ligger på linje med den danske statsministers. (Foto: Wikimedia Commons)

Af Erik Holstein, research Nikolaj Simonsen 

Sverige er det mest eklatante eksempel.
Landets var så socialdemokratisk, at det nærmede sig en demokratisk udgave af en étpartistat. I mere end 40 år i træk sad der en socialdemokratisk regering i Stockholm, og i perioder havde partiet mere end 50 procent af stemmerne. Nu har de borgerlige vundet to gange i træk.

De svenske "sossers" fald fra tinderne er et eksempel på, at den aktuelle krise for de danske socialdemokrater langt fra er en enlig svale. Det er ikke blot et spørgsmål om taktiske fejl begået af Thorning (S) og Corydon (S), men også om en dybere strukturel krise.

Vildt populær model
Socialdemokraterne havde deres absolutte storhedstid fra midten af 30'erne til midten af 60'erne - nogle til slutningen af 70'erne - hvor partierne var drivende i opbygningen af de nordeuropæiske velfærdsstater. En samfundsmodel, der havde så stor folkelig opbakning, at selv borgerlige partier måtte tilslutte sig størstedelen af konceptet, hvis de ville have en chance for at komme til magten.

De danske socialdemokrater kan trøste sig med, at deres partifæller over store dele af Europa slås med de samme problemer. Men det betyder samtidig, at problemerne ikke blot kan løses med et lederskifte, men kun med ny politik og en genopfindelse af det socialdemokratiske projekt.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget.dk

Så sent som i 90'ernes slutning sad der socialdemokrater ved roret over hele Nordeuropa inklusive Storbritannien. Men siden er den ene bastion efter den anden faldet, og socialdemokraternes nærmeste allierede er også blevet svækket mange steder. Til gengæld har partier, der har en kombination af velfærd og en kritisk linje over for EU og indvandring, vundet frem og snuppet socialdemokratiske stemmer.

Tvivlsomt norsk forbillede
Tager man et vue ud over de tidligere socialdemokratiske højborge, er der flere mønstre, der går igen:

Norge: Jens Stoltenbergs regering i Norge var engang forbilledet for S-SF-aksen i Danmark. Men regeringsmagten røg ved valget i 2013, hvor Arbeiderpartiet smed hele fem procent, og partneren Sosialistisk Venstreparti (pendant til SF) sad maltrakteret tilbage med en tredjedel af stemmerne i forhold til 2001.

Stoltenberg førte en ret konservativ økonomisk politik, hvor han afviste at bruge midler fra den norske oliefond til mere velfærd. Det var med til at give luft til Fremskridtspartiet, der i en periode stod til at blive Norges største parti. Det er en direkte aflægger af det danske Fremskridtsparti, og kombinerer ligesom Dansk Folkeparti en velfærdsprofil med en indvandrerkritisk linje.

Sverige: De svenske socialdemokrater vil komme ud i en historisk krise, hvis de borgerlige til efteråret sejrer for tredje gang i træk. Sosserne står lige nu til at kunne vinde sammen med deres allierede, men det gjorde de også før sidste rigsdagsvalg, hvor det alligevel kiksede i opløbet.

Sosserne har været ude af stand til at tackle Sveriges massive integrationsproblemer, som man har afvist at debattere åbent. Ved sidste valg kom det indvandrerkritiske Sverigesdemokraterna i Riksdagen, og trods adskillige skandaler går det udskældte parti frem og erobrer også socialdemokratiske vælgere. De andre partier har indtil videre afvist at tælle Sverigesdemokraternas mandater med, men det holder næppe i længden, og hvis det ændres, vil de svenske socialdemokrater være meget langt fra magten.

Benhårde tyske reformer
Tyskland: Her regerede den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder i syv år frem til 2005. Schröder gennemførte en samling hårde arbejdsmarkedsreformer (Hartz-reformerne). Kritikerne beskylder ham for at have solgt socialdemokratisk arvegods og være ansvarlig for, at der er opstået en stor gruppe working poor i Tyskland. Ved de to sidste forbundsdagsvalg har SPD's resultat været ringe, og partiet er nu reduceret til juniorpartner i Merkels regering.

Storbritannien: Tony Blairs New Labour havde succes i nogle år, men politikken var svær at skelne fra de konservatives. Efter nederlaget i 2010 har den nye leder Ed Miliband lagt afstand til Blair og drejet partiet mod venstre. Lige nu ser Labour ud til at kunne genvinde magten ved næste valg. Jokeren er det nye EU- og indvandrerkritiske parti UKIP, der står til at få sit gennembrud ved europaparlamentsvalget.

Frankrig: Socialisten Hollande vandt præsidentposten for to år siden, men er siden blevet historisk upopulær, fordi heller ikke han har kunnet leve op til løfterne fra før valget. Imens stormer Front National frem. Lederen Marine Le Pen har modereret partiet, der appellerer til hundredetusinder tidligere venstrefløjsvælgere.

Klare tendenser
Det er et gennemgående træk ved socialdemokraternes problemer, at de har meget svært ved at tackle to af globaliseringens største udfordringer: indvandringen og den skærpede internationale konkurrence.

Det er ubestrideligt, at globaliseringen gør udgangspunktet sværere for socialdemokraterne og resten af venstrefløjen. Man kan ikke på samme måde som i 50'erne uforstyrret vælge sin egen velfærdsmodel. Selv i et relativt stort land som Frankrig måtte præsident Mitterand i 80'erne erkende, at han ikke kunne føre en så ekspansiv økonomisk politik, som han havde ønsket, fordi kapitalmarkederne reagerede meget negativt.

Thorning og Corydon kan derfor med en vis ret hævde, at der er grænser for hvor meget mere, de kan sætte fut i den danske økonomi, og det er ligeledes klart, at den skærpede konkurrence fra Østeuropa og den tredje verden sætter mange danske lønmodtagerjobs under et hidtil uset pres. Men det betyder ikke, at der ikke længere findes politiske valg, og at der kun er én "nødvendig politik" .

Stadig mange valgmuligheder
Socialdemokraterne kunne eksempelvis have valgt at arbejde for en mere ekspansiv økonomisk politik i EU i stedet for blot at bakke om EU's finanspagt, man kunne have arbejdet for at føre løfterne om en skat på finansielle transaktioner ud i livet, og man kunne have stillet helt anderledes krav til vandrende arbejdstagere i EU.

På det overordnede plan kunne de europæiske socialdemokrater have lagt en langt mere offensiv kurs efter den finanskrise, der illustrerede enorme svagheder ved et uhæmmet kapitalmarked. I stedet har man de fleste steder underordnet sig den borgerlige dagsorden om trimning af velfærdssamfundet efter krisen i en grad, så ordet "velfærdsreformer" er blevet vendt på hovedet og nu er synonymt med smertefulde nedskæringer.

I det hele taget har man i de sidste 15 år set en drastisk indsnævring af forskellene på den borgerlige økonomiske politik - og centrum-venstres økonomiske politik. Det er katastrofalt for de europæiske socialdemokrater, der altid har haft - øget - velfærd som sit trumfkort.

Overlod banen til højrefløjen
Når det gælder immigrationen fra den tredje verden, har de socialdemokratiske partier stort set alle valgt at placere deres solidaritet med flygtninge og indvandrere. Man har set de nytilkomne som svage grupper, man måtte hjælpe - og man har generelt været forsigtig med at kritisere indvandrere ud fra den argumentation, at "det vil gavne højrepopulisterne".

Den politik har overladt banen til de indvandrerkritiske partier, der ofte har en stærk appel til lønarbejderne og vinder frem i stadig flere af de socialdemokratiske kernelande.

Et ekko fra 90'erne
Ligesom ved den økonomiske politik har indvandringen skabt et sværere udgangspunkt for de socialdemokratiske partier. Men heller ikke her er det en naturlov, at det skulle gå så galt.

For Socialdemokraterne kunne valgt en anden politisk tilgang til sagen: Man kunne have prioriteret velfærdssamfundenes sammenhængskraft og insisteret på ikke at tage flere indvandrere, end der kunne integreres. Og man kunne ud fra en progressiv vinkel have taget et opgør med reaktionære religiøse kræfter og med de indvandrere, der nægter at give lige rettigheder til kvinder og som forfølger seksuelle minoriteter.

De danske socialdemokrater har i en periode skilt sig ud og haft en markant strammere udlændingepolitik end deres søsterpartier. Men med regeringssamarbejdet med Radikale er linjen og retorikken blødt op igen. Betegnende nok kunne man i påsken se den socialdemokratiske integrationsordfører Mette Reissmann trække nazi-kortet og klage over "tonen i debatten" om østeuropæerne - som et forsinket ekko af Svend Aukens (S) retorik i 90'erne. Udlændingepolitikken er nu regeringens mest upopulære politikområde.

EU den nye slagmark
Som et koncentrat af socialdemokraternes problemer med en globaliseret økonomi og indvandring toner et stadig mere indgribende og magtfuldt EU frem. Omdrejningspunktet i EU er frihandel og fri bevægelighed for arbejdskraften, og Kommissionens og Domstolens prioriteringer er stadig oftere på kollisionskurs med de socialdemokratiske lønarbejdervælgere. Dermed bliver EU's politik en gave til partier af Dansk Folkepartis karakter.

Det ser man hugget ud i granit i striden om velfærdsturisme, men også i forhold til den omstridte Metock-dom, der til alles overraskelse fik indflydelse på den danske udlændingepolitik, som man ellers har et forbehold på. Den slags stridigheder med EU som centrum kommer man til at se mange flere af, og de er svære at tackle for de traditionelt EU-venlige socialdemokratier. Alt andet lige tegner fremtiden ikke lettere for Europas socialdemokrater.

De danske socialdemokrater kan trøste sig med, at deres partifæller over store dele af Europa slås med de samme problemer. Men det betyder samtidig, at problemerne ikke blot kan løses med et lederskifte, men kun med ny politik og en genopfindelse af det socialdemokratiske projekt.

Dokumentation

Socialdemokraternes glorværdige fortid 

Danmark:
I Danmark har socialdemokraterne aldrig haft absolut flertal, men partiet var altdominerende fra 1929 til 1943, hvor man konsekvent scorede over 40 procent af stemmerne.  Socialdemokratiet kulminerede med over 46 procent i det berømte "Stauning eller Kaos"-valg i 1935. Efter 2. verdenskrig faldt tilslutningen lidt, men S scorede stabilt omkring 40 procent fra 1947 til 1964. Så sent som i 1998 opnåede Poul Nyrup Rasmussen 35,9 procent af stemmerne. Ved folketingsvalget i 2011 fik Helle Thorning-Schmidt 24,8 procent.

Sverige:

De svenske socialdemokrater havde regeringsmagten uafbrudt fra 1932 til 1976, med undtagelse af en periode på tre måneder i 1936. Det er to gange lykkedes for Socialdemokraterna at opnå absolut flertal i Riksdagen: i 1940 med 53,8 procent af stemmerne og i 1968 med 50,1 procent af stemmerne. Ved riksdagsvalget i 2010 fik partiet 30,7 procent af stemmerne.

Norge:
Det norske Arbeiderpartiet har tradition som regeringsparti og sad i sin storhedstid fra 1936 til 1961 uafbrudt på regeringsmagten. Det bedste valg opnåede partiet ved stortingsvalget i 1957, hvor partiet fik 48,3 procent af stemmerne.  Ved sidste stortingsvalg i 2013 fik Arbeiderpartiet 30,8 procent af stemmerne. 

Tyskland:
SPD var i 70'erne Tysklands største parti og præsterede at få over 40 procent af stemmerne ved fire valg i træk, fra 1969 til 1980. SPD peakede ved valget i 1972, da de sikrede sig 45,8 procent af stemmerne. Ved seneste forbundsvalg i 2013 fik SPD 25,7 procent af stemmerne.   


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00