Politikere gemmer sig bag menneskerettigheder

Politikerne skal på banen. Alt for længe har spørgsmål om menneskerettigheder været henvist til en international juridisk mølle, der maler i et sådant tempo, at det truer den folkelige forankring og demokratiske legitimitet.

I takt med at den internationale regulering er ekspanderet og blevet stadig mere fintmasket, har den også banet vejen for en større fremmedgørelse blandt borgere, jurister og politikere nationalt.

Hvis ikke debatten om menneskerettighedernes omfang og rækkevidde gøres til et nationalt politisk anliggende, risikerer hele systemet derfor at smuldre, mener Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder.

”Grundlæggende er menneskerettigheder et politisk projekt. Men magtbalancen mellem jurister og politikere er skiftet, og det har givet juristerne for stort ansvar og magt. Jeg møder også blandt jurister, mange der mener, at det går for hurtigt, og at menneskerettighederne fylder for meget, uden at de siger det offentligt,” siger Jonas Christoffersen.

Magtbalancen mellem jurister og politikere er skiftet, og det har givet juristerne for stort ansvar og magt.

Jonas Christoffersen
Direktør ved Institut for Menneskerettigheder

Han er på vej med en ny bog om menneskerettighedernes udvikling internationalt og i Danmark med titlen 'Menneskerettigheder – En demokratisk udfordring'. Her argumenterer han for, at de folkevalgte politikere er nødt til at tage et større ansvar for at diskutere, hvorvidt FN's menneskeretskonventioner skaber den praksis, vi ønsker nationalt.

Værdidebatten, der forsvandt
Konventionerne er svære at få ændret. Men det skal ikke være en undskyldning for helt at undlade at tage debatten om, hvilket samfund vi ønsker på områder, som er dækket af konventionerne. Det er ofte situationen i dag, siger Jonas Christoffersen og henviser som eksempel til fraværet af lovgivning mod diskrimination af handicappede.

Danmark ratificerede i 2009 FN's Handicapkonvention, men de danske lovgivere har endnu ikke vedtaget en lov, der eksplicit forbyder diskrimination af handicappede på samme måde, som det er tilfældet med diskrimination på grund af køn, race, religion eller seksualitet.

”I dag må banker, boligselskaber og restauranter gerne udelukke personer med handicap, alene med den begrundelse, at de er handicappede. Det er fuldstændig lovligt i Danmark. Man har simpelthen ikke politisk taget stilling til, om man vil have det sådan eller ej. Det politiske ansvar bliver ikke løftet, og det er en fare ved systemet,” siger Jonas Christoffersen og fortsætter;

”Det politiske i det er jo at sige, 'jamen ønsker vi et samfund, hvor prik, prik, prik. Eller ønsker vi et samfund med prik, prik.' Jeg oplever, at mange meget væsentlige værdipolitiske prioriteringer ikke længere bliver diskuteret politisk, men i stedet bliver henskudt til juridisk afklaring.”

Et demokratisk sundhedstegn
Derfor hilser Jonas Christoffersen det også velkommen, at Venstre med sit udlændingepolitiske udspil fra august lagde op til at udfordre FN's konventioner, hvis de lægger forhindringer for den politik, man ønsker at føre nationalt.

Debatten om at udfordre eller i sidste instans helt at bryde med konventionerne er, som Jonas Christoffersen ser det, grundlæggende et demokratisk sundhedstegn. Det er et udtryk for, at man også på det menneskeretlige område begynder at diskutere, hvad det egentlig er, vi er gået med i, og hvad det betyder for os og det politiske liv i Danmark.

”Det kan godt være, at vi ikke lander der, hvor jeg synes, vi skal lande. Men jeg tror grundlæggende på, at vores folkestyre lander et fornuftigt sted, så derfor er jeg ikke bange for debatten, selv om den er kritisk overfor menneskerettigheder. Det vigtige er, at den lander et sted, hvor menneskerettighederne er mere forankret i Danmark. Det er i virkeligheden bedre for Danmark,” siger Jonas Christoffersen.

Kritik afslører legitimitetskrise
Netop den nationale debat om og kritik af menneskerettighederne og den hast, de har udviklet sig med, kan være med til at give hele menneskeretssystemet et nyt fremtidsscenario.

Jonas Christoffersen ser det som et symptom på, at noget er galt, og at opbakningen til systemet er under pres. Når konventionerne mister legitimitet, kan det lægge kimen til, at tingene begynder at gå op i limningerne. Selv om uenighederne kun drejer sig om enkelte hjørner, så truer det ifølge ham med at trække gulvtæppet væk under hele komplekset.

Han mener, at den lurende legitimitetskrise skal overvindes ved at skrue lidt ned for blusset i det internationale juridiske system for i stedet at give mere råderum til de nationale politikere. Og det er netop den udvikling, Jonas Christoffersen ser for sig, når han kigger i krystalkuglen.

Når den europæiske menneskerettighedsdomstol i 2015 skal have revurderet sin funktion, er der lagt op til et fokus på domstolens effektivitet, og hvor mange sager den skal behandle. Men når øvelsen efter planen gentages i 2019, så vil temaet blive et helt andet og mere principielt.

”I 2019 vil man begynde at se på, hvad menneskerettighedsdomstolens rolle egentlig skal være, og der er man på vej i retning af, at den skal se på de væsentlige og systemiske problemer i Europa i stedet for at kigge på så mange detaljerede sager,” siger Jonas Christoffersen.

Tro på demokratisk fornuft
Det vil ifølge ham betyde, at politikere i et land som Danmark vil komme til at stå med et større frirum, fordi vi i udgangspunktet er blandt duksene i klassen. Det vil til gengæld også få den konsekvens, at vores politikere i højere grad bliver tvunget til at tage nogle af de værdipolitiske diskussioner, som er fraværende i dag, fordi de langt hen ad vejen er blevet et juridisk anliggende.

”Et større frirum betyder jo formentlig ikke, at vi så vil lade vores retssystem synke ned mod bulgarske standarder. I stedet vil vi stå overfor selv at skulle tage stilling til, hvordan vores retssystem skal være ud fra, hvad det er for nogle værdier, vi lægger til grund for den måde, vi indretter os,” siger Jonas Christoffersen.

Han er overbevist om, at hvis vi selv skal til at tage stilling til mange af de spørgsmål, der i dag er reguleret gennem den internationale ret, så vil vi ende på et fornuftigt niveau.

Dømt til at fejle
Jonas Christoffersen har på den måde en grundlæggende opfattelse af, at danske værdier og international ret ikke ligger så langt fra hinanden, som menneskerets-kritikere måske kan give indtrykket af.

Men det betyder ikke, at han tror på menneskerettigheder som universelt gyldige principper, der er hævet over tid og sted. Langt fra. I stedet advarer han mod at tro, at man altid kan presse andre lande op på samme standarder, som man selv repræsenterer.

Et eksempel er, at man i Danmark har en holdning til, at Ugandas måde at håndtere homoseksuelles rettigheder lader meget tilbage at ønske, og at de skal op på vores niveau. Men andre siger så, at vi ikke gør nok for børnene her i Danmark, og så siger vi meget hurtigt til dem, at det skal de ikke blande sig i, siger Jonas Christoffersen.

”Visionen om at alle mennesker på hele kloden grundlæggende set har de samme rettigheder, mener jeg er dybt naiv. En forestilling om uniforme rettigheder, der er ens over hele kloden, er dømt til at fejle.”

Bogen 'Menneskerettigheder - En demokratisk udfordring' udkommer 3. oktober.