Venstres nye Hjort

FIK DU LÆST: Venstres Peter Christensen ses af flere som en yngre udgave af partiets chefstrateg Claus Hjort Frederiksen og er en af favoritterne som finansminister efter valget. PC har imponeret med sin politiske næse og strategiske sans, men hans bryske facon afskrækker mange.

Han hører på alle områder til Venstres højrefløj, og han var tæt på at bryde med partiet. Men selvom han var i lodret opposition til partiets top under Anders Fogh Rasmussen, følte han sig på linje med de lokale Venstre-folk hjemme i det sønderjyske. Så han blev. Nu er han fra en yderposition rykket ind som en af de allermest magtfulde Venstrefolk på Borgen.

Navnet er Peter Christensen, eller PC, som han kaldes af venner og fjender. Kendt som en hård hund i debatterne og med en attitude som en PET-agent, der afsøger området for potentielle terrorister. Men også en mand med sort humor og en god portion selvironi. Peter Christensen har i mange år tilhørt den absolutte inderkreds omkring Lars Løkke Rasmussen. Men på det sidste er det lykkedes PC at bevæge sig væk fra stemplet som en uforsonlig fløjkriger med en yderliggående liberalistisk dagsorden. Han favner nu bredere i Venstre end Løkkes andre væbnere.

Tør og konkret
PC er vokset op i et landmandshjem i landsbyen Hjerting i Sønderjylland. Han interesserede sig tidligt for politik, men det var først, efter at han som 17-årig fik konstateret en alvorlig kræftsygdom, han meldte sig ind i Venstre. Ud fra den barske konklusion at han i hvert fald ville have gjort noget aktivt politisk, hvis sygdommen endte med at koste ham livet. Sygdommen blev overvundet, og i dag er risikoen for, at kræften vender tilbage, ikke noget, der martrer ham. Typisk for hans matematiske tilgang til tingene hæfter han sig ved, at der statistisk set ikke længere er større risiko for, at han bliver ramt igen. Men sygdommen fik ham til at tage livet alvorligt i en meget ung alder.

Det var Foghs jordskredssejr i 2001, der bragte Peter Christensen i Folketinget. Her kastede han sig over håndgribelige, lidt tørre emner som skatte- og finanspolitik. Den elektrikeruddannede PC forsøgte sig også som medlem af Uddannelsesudvalget, men droppede det hurtigt. Alenlange møder med luftige diskussioner om pædagogiske principper gjorde PC meget, meget træt.

PC eller mig
Værdipolitisk lå han helt på linje med Foghs strammerlinje, men på det økonomiske felt kom han hurtigt i opposition til den midtsøgende kurs. PC anerkendte, det var nødvendigt at rykke partiet mod midten, efter at valgsejren i sidste sekund gled Venstre af hænde i 1998. Men at Fogh ikke gik i offensiven, da VK-regeringen stod bomstærkt i midten af 00'erne, dét så han som en alvorlig fejl. Konflikten blev særligt intens, da PC sammen med Søren Pind var bannerførere for ti liberale teser i 2003. Det førte til slag med krabasken fra chefstrateg Claus Hjort Frederiksen og daværende politisk ordfører Jens Rohde, der fungerede som Foghs indpiskere.

Trods konflikten blev PC i 2005 udnævnt til finansordfører. Men det standsede ikke hans kritik. Det vakte vrede i kredsen omkring Fogh, at den unge sønderjyde åbenbart mente, han på samme tid kunne være finansordfører og kritisere regeringens økonomiske politik. Jens Rohde var på et tidspunkt meget tæt på at meddele Venstres ledelse, at enten fjernede de PC som finansordfører – eller også måtte de finde en ny politisk ordfører.

Chefforhandleren
Da den nære allierede Lars Løkke Rasmussen i 2009 overtog efter Fogh, kom PC's politiske karriere på skinner igen. Først som politisk ordfører og siden som skatteminister i VK-regeringens døende måneder i 2011. Men PC's vigtigste forfremmelse kom efter valget i 2011, hvor han overtog rollen som Venstres chefforhandler. Han er dermed inde over alle de store forlig og ofte med til at forhandle sammen med fagordførerne. Det er en rolle, der passer PC fint, og han anerkendes som en mand, man kan give et håndslag til – uden at skulle tælle fingrene bagefter.

Bjarne Corydon (S), der som finansminister flere gange har haft PC som modpart, giver dette skudsmål:

”Vi har forskellige politiske holdninger, men på trods af det sætter jeg stor pris på PC. Man kan altid stole på ham. Hans facon er direkte, men han er også en lun fyr. Han har et fremragende blik for politik, men havner også i ny og næ i den fælde, at han bliver for polemisk.”

I Venstres folketingsgruppe betragtes Peter Christensen som en mand, der ved, hvordan skinken skal skæres: Hvor snittet skal lægges i et forlig – og hvordan partiet taktisk skal operere. Det er samme kombination af taktisk og strategisk sans, som gennem et par årtier har givet Claus Hjort Frederiksen så afgørende indflydelse, og adskillige Venstre-folk ser PC som en yngre udgave af den 67-årige Hjort.

Lad dem stege
Mens PC's gamle makker Søren Pind konstant opsøger slagsmål, ser man sjældent PC tonse ind i håbløse kampe med hovedet først. Det er ikke PC, der starter et felttog for kronprinsens ret til at bryde alle regler og drøne frem og tilbage over en lukket storebæltsbro.

PC og Pind er på det personlige plan forskellige som nat og dag. Men de er stadig gode venner, omend PC i dag er endnu tættere på en mand som Martin Geertsen. De tre har et kontorfællesskab sammen med Karen og Jakob Ellemann – og også et vist holdningsfællesskab.

PC's kølige taktiske vurdering kom til udtryk, da Thorning-regeringen i starten af 2014 trodsede 83 procent af alle vælgere og solgte en del af DONG til spekulanterne i Goldman Sachs. Venstre stod bag beslutningen, og instinktet var at forsvare salget mod venstrefløjens kritik. Men sådan så Peter Christensen ikke på det: ”Det er altså ikke os, der er i regering for tiden. Vi er ikke forpligtet til at tage slagene for dem,” bemærkede PC tørt på folketingsgruppens møde.

Han vurderede, at sagen ville være mest giftig for Thorning-regeringen, hvis de utilfredse SF'ere fik lov til at tage slagsmålet med Bjarne Corydon – uden unødig indblanding fra Venstre.

Ingen charmetrold
Som elektriker tilhører Peter Christensen gruppen af faglærte arbejdere; en race, der kun er lidt mere almindelig end den blå fisk i et folketing, der er fuldstændig domineret af akademikere. Den baggrund har på ingen måde skadet ham. Som en central kilde udtrykker det:

”Jeg tror sgu, Lars synes, det er meget fedt, at en elektriker melder sig på banen og demonstrerer et stærkt overblik over svære økonomiske sager sammen med en god portion strategisk sans.”

Det vil være synd at sige, at Peter Christensen ikke kender sit eget værd. Og blandt de mindre positive etiketter, der sættes på ham, er ord som arrogant og magelig. Hans magtfulde position taget i betragtning er PC ikke synderligt eksponeret i medierne, og nogle partifæller mener, han er for tilbagelænet. På den anden side værdsætter mange, at han som chefforhandler giver plads til ordførerne og lader dem komme i rampelyset, når der indgås forlig.

PC scorede næsten 13.000 personlige stemmer i Sydjyllands Storkreds ved valget i 2011 og har dermed en pæn lokal opbakning. Men han appellerer ikke bredt i vælgerkorpset. Peter Christensens barske udseende og til tider brovtende stil gør ham hverken til en charmetrold eller en hyggeonkel. Det er han udmærket selv klar over:

”Når man er korthåret, halvskaldet og altid snakker om økonomisk politik, kan man godt komme til at virke barsk,” siger han med et grin, der indikerer, at han har opgivet at ændre på det indtryk.

Værnepligten aftjent
Forbindelsen til Lars Løkke Rasmussen går tilbage til Fogh-æraen, hvor PC havde den såkaldte badeklub sammen med Løkke og LA-landsformand Leif Mikkelsen, der dengang sad i Folketinget for Venstre. Søren Pind var associeret medlem af klubben, der svømmede i DGI-byens bassiner og derefter tog for sig af håndmadder og håndbajere.

Da Løkke i 2008 røg ud i sin første af den lange serie af bilagssager, var PC manden, der forsvarede vennen i Folketingssalen. Så indædt, at oppositionen hånligt udnævnte PC til Venstres ”bilagsordfører”.

PC har været i front for Løkke siden da – med én bemærkelsesværdig undtagelse: Da Løkke balancerede på afgrundens rand i forsommeren 2014, var der udadtil tavst fra Peter Christensen. Det blev tolket, som om PC – på linje med størstedelen af landbrugs-Venstre – havde fået nok, da formandens pampermanerer blev finansieret af partimedlemmerne.

Tavsheden var dog mere udtryk for, at PC nu mente at have taget sin del af kuglerne for formanden.

Dertil kom et indlysende taktisk hensyn: PC havde hamret løs på Thornings ”moral” under hendes skattesag. Det argument ville komme tilbage som en boomerang af massivt bly, hvis han gav sig til at forsvare Løkkes moral i boksershorts-skandalen. De argumenter synes Løkke at have accepteret, og forholdet mellem Løkke og PC er stadig nært.

PC er en mand på vej frem, og når formanden ryger ind i sin næste bilagssag, er det ikke PC, der bliver sat på uriasposten som bilagsordfører. Han har aftjent sin værnepligt og har nu nået et niveau, hvor politik for alvor bliver sjovt.

Kampen om magtministeriet
Hvis Venstre som forventet genvinder regeringsmagten, er PC selvskreven som minister. Og i Venstres folketingsgruppe er der flere, der ser det som oplagt, at han næste gang indtager Finansministeriet.

Men det bliver i givet fald ikke uden sværdslag. For mange af Kristian Jensens støtter vil opfatte det som en regulær krigserklæring, hvis partiets næstformand ikke bliver ny finansminister og på den måde bevarer sin andenplads i hierarkiet.  

Dermed kan PC risikere at blive en indirekte anledning til en ny runde af den fløjkrig, han ellers på det seneste har forsøgt at lægge distance til.

Forrige artikel S-profil: Maks. tre børn per vuggestue-pædagog S-profil: Maks. tre børn per vuggestue-pædagog Næste artikel Brandur udvikler selvkørende kørestole, mens han venter på at få førligheden tilbage Brandur udvikler selvkørende kørestole, mens han venter på at få førligheden tilbage
Sagen Martin Rossen: Har vi det embedsværk, vi tror, vi har?

Sagen Martin Rossen: Har vi det embedsværk, vi tror, vi har?

ROSSEN: Altinget har de seneste uger taget debatten om embedsværkets tilstand og fremtid i kølvandet på regeringen Mette Frederiksens ansættelse af Martin Rossen som stabschef. Det store spørgsmål er, om de politiske sekretariater i embedsværket har været så længe undervejs, at vi ikke har taget stilling til dem.