Brandur udvikler selvkørende kørestole, mens han venter på at få førligheden tilbage

Efter to timer i selskab med Brandur Karlsson er det umuligt ikke at føle sympati for den 33-årige islænding.

Tidligere en aktiv bjergbestiger og judokæmper, der elskede at udfordre grænserne for sin egen fysiske formåen. Det kan man sige, at han i dag stadig gør, men bare på en helt anden måde.

I en alder af 25 mærkede han i 2007, at noget i hans krop ikke var, som det skulle være. Langsomt mistede han førligheden over arme og ben. Lægerne kunne ikke fortælle ham, hvad der var galt. Måske havde han under en tur til Peru fået en infektion i rygraden, men det er kun én teori på linje med andre teorier, som man har forsøgt at bruge til at beskrive den mystiske sygdom.

Hvad der til gengæld er helt konkret er, at Brandur Karlsson de sidste fire år ikke har været i stand til at bevæge andet end hovedet. Nogle gange kan han spænde musklerne til at give et lille spjæt med armene, men det er ikke altid, at manøvren virker, og derfor kan han heller ikke bruge fingrene til at betjene en fjernbetjening eller joysticket på en kørestol.

Men han kan tale. Og den evne benytter han sig flittigt af, når Altinget møder ham i Reykjavik Kommunes administrative flagskib: Et gråt cementtårn ikke langt fra havnefronten, hvor vindstødene er så kratige, at de er berygtede for at vælte folk omkuld.

Drømmer om selvkørende kørestole
Den slags er man dog skærmet mod i mødelokalet på femte sal. Brandur Karlsson har taget plads for bordenden, og iført hestehale, grå hættetrøje og t-shirt, som hylder Pink Floyds hovedværk “Dark Side of the Moon”, ligner han, hvad han er: En computernørd, som før sin sygdom hjalp ældre mennesker med at få hjemmets elektronik til at virke, og som efter at han er havnet i kørestol, bruger tiden på at udtænke nye, teknisk avancerede hjælpemidler.

Det store problem er bare, at der lige nu ikke investeres nogen penge på området, og derfor kan jeg også godt frygte, at arbejdet på et tidspunkt glemmes og går i sig selv igen.

Brandur Karlsson
Iværksætter

“En af mine ideer er en kørestol, som er baseret på teknologien bag Googles selvkørende biler i Californien. Tanken er, at folk med svære handicap skal kunne vælge destinationen på deres computer, og så skal kørestolen ved hjælp af GPS-teknologi selv kunne bringe dem derhen,” siger han.

Et smil lyser op i ansigtet på mødelokalets tredje gæst. Thorhildur Egilsdottir er leder af kommunens hjemmepleje, men har siden sommer også haft ansvar for arbejdet med velfærdsteknologi. Efter 31 år i hjemmeplejen ved hun godt, hvad hendes stærke sider er, og det er ikke at have fingeren på den teknologiske puls.

“Min første tanke var, at vi skal alliere os med unge mennesker som Brandur, som teknologisk er langt foran os, og som samtidig har et personligt behov for at få teknologien integreret i hverdagen,” siger hun.

Hurtigt opstod der et samarbejde, hvor Brandur forklarede kommunens administrative personale om gevinsterne ved at koble nye teknologiske løsninger på de eksisterende velfærdsløsninger. Til gengæld hjalp kommunen Brandur med at søge midler til at få udviklet sine ideer.

Reykjavik er kun lige begyndt
Et af de steder, hvor Brandur håber at kunne skaffe finansiering, er gennem Nordisk Råds “Nordic Independent Living Challenge”, som er en konkurrence, hvor blandt andet unge iværksættere kan få en hjælpende hånd med at få sat ideerne på skinner.

Arbejdet foregår på tværs af de fem nordiske lande. Og har på mange måder været en øjenåbner for Reykjavik, som hidtil har været meget isoleret i udviklingsarbejdet.

“Akureyri er foran Reykjavik, selv om vi i hovedstaden har 10 gange så mange indbyggere. Hvor de i Akureyri er i fuld gang med at føre strategier ud i virkeligheden, har vi endnu ikke besluttet os for, hvilke teknologier vi ønsker at benytte os af,” siger Thorhildur Egilsdottir.

En væsentlig forklaring på, at man endnu ikke er kommet ud af starthullerne, er, at efterdønningerne fra krisen i 2008 først nu er ved at lægge sig. Man har brugt så meget energi på at få de mest basale ting til at fungere, at der ikke har været overskud til at tænke større tanker.

“Nu vil vi ikke længere kun fokusere på at reparere, men også kigge fremad,” siger hun.

Mens første skridt var at alliere sig med ungdommens vid, er næste etape at kigge på, hvilke eksisterende redskaber man kan oversætte til gavn for de ældre. Det kunne eksempelvis være ved at udstyre ældre borgere med oversimplificerede fjernbetjeninger, så de kan betjene elektroniske kommunikationsløsninger som Skype.

“Et af vores mål er at bruge teknologien til at reducere social isolation. Måske er vi naive, men vi tænker ikke, at nye værktøjer skal bruges til at skaffe økonomiske besparelser. Hvis en hjemmeplejer kan sætte robotten til at støvsuge og vaske gulv, skal vi bruge tiden på at drikke en kop kaffe med borgeren. Ældre mennesker elsker at snakke, og vores opgave er også at sørge for, at de ikke bliver ensomme,” siger hun.

Velfærdsteknologi er glasuren på kagen
I januar 2014 nedsatte den islandske regering en arbejdsgruppe, som skulle kigge på, hvordan ny teknologi kan integreres på velfærdsområderne. Arbejdet er - til stor frustration for flere nationale aktører, som Altinget har været i kontakt med - endnu ikke afsluttet, og det er derfor heller ikke muligt at henvise til et dokument, som udstikker en retning for brugen af velfærdsteknologi.

Én ting er de fleste aktører dog enige om: Hvis der skal ske en udvikling, så skal den komme fra centralt hold.

“Problemet er, at de islandske kommuner ikke i tilstrækkelig grad tager sig tid til at bruge kræfter på den type arbejde,” siger Thorhildur Egilsdottir.

Hun mærker det i høj grad selv. Arbejdsdagene er fyldt op med så mange opgaver, at arbejdet med velfærdsteknologi bedst lader sig beskrive som glasuren på kagen.

“Derfor er nordiske projekter som eksempelvis Connect så vigtige for Island, fordi de giver os adgang til kolleger i andre lande, der kan hjælpe os med at løse opgaver, som de allerede selv har løst, og som vi ikke har megen tid til at bruge kræfter på,” siger hun.

Brandur frygter at arbejdet går i sig selv
Men den tilgang har også en ulempe, pointerer Brandur. Nemlig at et land som Island altid vil være mindst et skridt efter naboerne.

“Der er et stort potentiale for udvikling af velfærdsteknologi på Island. Vi er et lille land, og som sådan har vi gode muligheder for at fungere som testområde for nye teknologiske satsninger. Det store problem er bare, at der lige nu ikke investeres nogen penge på området, og derfor kan jeg også godt frygte, at arbejdet på et tidspunkt glemmes og går i sig selv igen,” siger han.

“Jeg synes ikke, at vi skal være pessimistiske omkring fremtiden. Det kan godt være, at vi er et lille land, men vi er også kendt for at være skøre og for altid at kunne finde en løsning på problemerne,” svarer Thorhildur.

Men Brandur er ikke pessimist. Nok mener han, at den islandske regerings erfaring med at sige ét og gøre noget andet betyder, at man ikke skal tage alt, hvad man hører, for gode varer.

Men når det drejer sig om hans egen fysiske tilstand er han i høj grad optimistisk. Lægerne fortæller ham, at han ikke er endegyldigt lam, og at en operation i fremtiden vil kunne få ham til at genvinde førligheden. Teknologien, som blandt andet involverer brug af stamceller, er bare ikke på plads.

Endnu.