Forstå nulvækst og kampen om de offentligt ansatte

NULSUM: Fører Venstres nulvækst til fyringer og nedskæringer i det offentlige? Eller er det muligt at fastholde antallet af ansatte og købe lige så mange robotstøvsugere og tavleklude? En lille finansministeriel finte gør forskellen.

Nulvækst eller ej. Det er ifølge Helle Thorning-Schmidt (S) valgets vigtigste spørgsmål.
Nulvækst eller ej. Det er ifølge Helle Thorning-Schmidt (S) valgets vigtigste spørgsmål.Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Kim Rosenkilde

Valget på torsdag kan gå over i historien som nulvækst-valget. I hvert fald hvis det står til Socialdemokraterne og Helle Thorning-Schmidt.

Regeringen har over en længere periode ihærdigt arbejdet på at overbevise vælgerne om, at tidens vigtigste politiske spørgsmål er, om der skal bruges 0,6 procent mere på velfærden eller ej.

Senest med et brev sendt ud til 1,2 millioner danskere med en advarsel om, at ”Venstres vigtigste mærkesag”, nulvæksten, vil føre til nedskæringer i det offentlige.

Men hvad er nulvækst egentlig? Og hvordan kan regeringen påstå, at nulvækst vil betyde færre offentligt ansatte, mens Venstre holder fast på, at der med nulvækst vil være mulighed for at have lige så mange ansatte i den offentlige sektor som i dag?

Dansk Folkeparti taler meget om velfærd. Men hvis du stemmer på Dansk Folkeparti, får du Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

Helle Thorning-Schmidt (S)
Statsminister

Vækst, nulvækst og minusvækst
Nulvækst sigter mod, hvordan de offentlige udgifter til alt lige fra sygehuse til jagerfly og dagpleje til plejehjem skal udvikle sig de kommende år.

Skal der bruges flere penge, kaldes det for vækst. Skal der bruges lige så mange penge, kaldes det nulvækst. Skal der bruges færre penge, hedder det minusvækst.

Det lyder simpelt, og det er det selvfølgelig ikke. Det er jo politik.

Ifølge regeringen vil Venstres nulvækst betyde, at der frem mod 2020 bliver 14.000 færre ansatte end i dag. Det kan man læse i valgudspillet ”Danmark på sikker vej,” som blev præsenteret, få dage inden statsministeren udskrev valg.

Over samme periode lægger regeringen op til at øge de offentlige udgifter med 15 milliarder kroner om året. Det vil betyde 7.000 flere offentligt ansatte.

Samlet vil en borgerlig regering på den måde 'koste' 21.000 ansatte. I hvert fald ifølge Thorning og kompagni.

Alting bliver dyrere
Tallet kommer fra Finansministeriet og bygger på en 'beregningsteknisk fremskrivning' af, hvordan de offentlige udgifter ser ud i dag.

De offentlige udgifter går først og fremmest til at betale løn til de offentligt ansatte og dernæst til vareindkøb. Det sidste dækker over alt fra computerudstyr og hospitalssenge til strømforbrug og private rengøringsfirmaer.

Corydons regnedrenge er helt på det rene med, at lønninger og priser hvert år stiger. En gang kunne man eksempelvis købe lakrids i løssalg for 10 øre stykket, i dag koster det let hen 50 øre.

Og hvor man før i tiden kunne slippe af sted med at betale barnepigen 50 kroner i timen for at passe de små, koster samme ydelse i dag nærmere det dobbelte.

Enighed om 'princippet'
Det kaldes pris- og lønudvikling og dækker over, at alle vare og ydelser i udgangspunktet bliver dyrere og dyrere.

Det handler ikke kun om inflation, men afspejler også en generel velstandsstigning, der ikke mindst påvirke lønniveauet.

Både Finansministeriet og Venstre opjusterer det samlede offentlige forbrug med de årlige stigninger i udgifterne, som skyldes udvikling i blandt andet skolelæreres og politibetjentes lønninger.

Samtidig tager begge højde for de stigende priser på varer som tavleklude og tablets.

Hos Venstre mener man, at det – i princippet – betyder, at der år efter år vil kunne købes præcis lige mange tavleklude og betale løn til præcis lige så mange lærere.

I Finansministeriet er man – i princippet – enig. Når man alligevel når frem til, at nulvækst betyder 14.000 færre ansatte end i dag, skyldes det, at man forventer, at tingene vil udvikle sig anderledes i praksis.

Finansministeriets finte
Erfaringerne viser nemlig, at de offentlige lønninger vokser hurtigere end priserne på de varer, der købes.

I det lys vil en stadig større del af den samlede kage skulle bruges på lønninger, hvis der skal være penge til at betale for det samme antal offentlige ansatte.

Men i beregningerne, der ligger bag regeringens valgudspil, laver Finansministeriet en lille teknisk finte. Og her er det, at det hele bliver en lille smule langhåret.

En central forudsætning i Finansministeriets beregninger er nemlig, at ”udgifterne til offentlige lønninger og varekøb udgør en omtrent konstant andel af den samlede offentlige produktion”.

Hver gang det offentlige i dag bruger 100 kroner, går omkring 70 kroner til at betale løn og 30 kroner til at købe varer for.

Men når de offentlige ansattes løn vokser hurtigere end priserne på varerne, der købes i det private, vil der efter nogle år skulle bruges 75 kroner på at betale løn til det samme antal offentlige ansatte.

Ud af de 100 kroner vil der så kun være 25 kroner til at købe varer for.

Privat velfærd tæller ikke
Det hænger fint sammen med Venstres nulvækst, fordi de 25 kroner stadig vil være nok til at betale for det samme antal varer, som tidligere kostede 30 kroner.

Forklaringen er, at med den løbende pris- og lønregulering af nulvæksten er der netop taget højde for, at de samme 100 kroner samlet set kan betale løn til det samme antal offentligt ansatte og købe lige så mange varer.

I Finansministeriet holder man imidlertid fast på, at man skal blive ved med at bruge 70 kroner på løn og 30 kroner på varer. Og så er der i sagens natur ikke er råd til at betale for lige så mange offentlige ansatte, når deres løn nu er steget til 75 kroner.

Ifølge Finansministeriet passer den fordeling bedre med virkeligheden. De seneste 25 år er en stadig større del af de offentlige udgifter gået til at købe ind hos private, mens en mindre del af den samlede kage går til lønninger.

Det skyldes ikke mindst, at flere offentlige velfærdsopgaver i dag er udliciteret.

Når nulvækst ifølge Finansministeriet og regeringen betyder færre ansatte i det offentlige, er det derfor også med en tyk streg under offentlig.

Så snart en kommune eller en region overlader en opgav til en privat virksomhed, betyder det et fald i antallet af ansatte i det offentlige.

Men samtidig sker der en nogenlunde tilsvarende stigning i den private sektor.

Borgmestre i valgkamp
En ting er, hvad politiske regnedrenge og -piger får ud af nulvæksten, når de vrider den igennem deres forskellige modeller. 

Noget andet er, hvordan nulvækst spiller sammen med udviklingen i de velfærdsopgaver, det offentlige løser. Fænomener som flere ældre og stigende medicinpriser skaber allerede nu finansieringsudfordringer i regioner og kommuner.

Derfor er mange lokal- og regionalpolitikere bekymret for, at det bliver dem, der kommer til at gå forrest, når der skal anvises besparelser ét sted til at dække de stigende udgifter et andet sted. 

Det er derfor flere borgmestre taler om, at nulvækst reelt kan komme til at føles som minusvækst lokalt. Det handler ikke kun om partipolitik.

Det gør det til gengæld, når socialdemokratiske borgmestre kaster sig ind i valgkampens slutspurt og følger partiets 1,2 millioner kampagnebreve op med yderligere 300.000 breve om ”Venstres vigtigste mærkesag”, nulvæksten.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00