Realitetstjek på Europol: Knaster, timing og muligheder

BRUXELLES: Justitsminister Søren Pind (V) har sendt den officielle anmodning til Bruxelles om en dansk parallelaftale, der skal give Danmark adgang til også fremover at være med i EU’s politisamarbejde, Europol. Allerede inden Kommissionen har så meget som kvitteret for modtagelse, dømmes projektet ude fra flere sider. Hvorfor det? Det svarer vi på her.

Hvad er en parallelaftale overhovedet?
En parallelaftale er en aftale, som Danmark kan indgå med resten af EU, om at være med i noget af det samarbejde, som Danmark ellers har valgt at stå udenfor via vores EU-forbehold. Danmark er det eneste EU-land, der har sådanne aftaler med Unionen. Det er en model, som EU normalt bruger over for tredjelande. Og for at sige det mildt, er det ikke noget, de er vilde med i EU og omegn, hvor det er blevet gjort klart, at den slags aftaler kun må bruges i undtagelsestilfælde og i en overgangsperiode. Parallelaftaler er ikke noget, som Danmark har krav på at få fra EU, og det er ikke altid, at vi får dem, når vi spørger.

Hvorfor haster den sådan?
En ny Europol-forordning træder i kraft 1. maj 2017, hvor samarbejdet ændrer karakter, så Danmarks retsforbehold slår ud i fuldt flor. Det indebærer, at Danmark må træde ud af det europæiske politisamarbejde, hvis ikke der bliver fundet en alternativ løsning. Danmark har to muligheder for at blive i Europol. Den ene er at ændre på retsforbeholdet, hvilket befolkningen sagde nej tak til ved folkeafstemningen i december. Den anden er at få skaffet en parallelaftale, der lader os blive i samarbejdet.