Rebellernes år

En rekordlav opbakning til de fire gamle partier og skarpe modsætninger inden for blokkene. Internationale problemer som EU-skepsis med Brexit som det foreløbige højdepunkt og den latente asyl- og migrantkrise. Læg dertil en gordisk knude af kommende forlig om skat, PSO-afgift, asyl og velfærdsreformer – og regeringens efterår tegner sig.

Her skal Venstre-regeringen performe betydeligt bedre end i det forløbne år, som blev afsluttet med ringe meningsmålinger over hele linjen: Vælgerne bortdømmer regeringen som sådan, Venstre står endnu dårligere end ved sidste års møgvalg, og statsminister Lars Løkke Rasmussens personlige popularitet rokker sig ikke fra bundniveauet.

Dertil kommer, at fløjene styrkes på bekostning af centrum: Det er Alternativet, Enhedslisten og Liberal Alliance, der kommer bedst ud af året, og selvom Dansk Folkeparti har oplevet en lille tilbagegang, ligger opbakningen ikke langt fra kanonvalget i juni 2015.

Kamikaze-stilen
Folketingsårets dramatiske højdepunkt var naturligvis statsministerens valgtrussel, da han for en gangs skyld totalt fejlvurderede et forhandlingsforløb og troede, han kunne redde en allerede dødsdømt minister.

Der er flere årsager til den voksende EU-skepsis, men fællesnævneren er en stadig stærkere modstand mod afgivelse af national suverænitet i et omfang, som de europæiske befolkninger aldrig har ønsket.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Men ser man bort fra underholdningsværdien, er det to andre af årets politiske begivenheder, man bør hæfte sig ved.

Nej-Nee-No
Den ene var det overraskende nej ved folkeafstemningen om retsforbeholdet, som Løkke ellers have skåret til efter alle kunstens regler for at sikre sit ja. Men måske burde man ikke være blevet så overrasket: Overalt i Europa bruger vælgerne enhver anledning til at markere utilfredshed med EU, og det danske nej skulle vise sig at være et forvarsel om den britiske orkan.

Såvel i Danmark som mange andre EU-lande er der flere årsager til vælgernes reaktion mod EU: Spørgsmålet om velfærdsturisme har fyldt i de nordeuropæiske lande, og EU’s fiasko i asylkrisen har også spillet ind.

Men helt overordnet er der en stadig stærkere modstand mod afgivelse af national suverænitet i et omfang, som de europæiske befolkninger aldrig har ønsket.

I Danmark vil et klart flertal af vælgerne forblive i EU, men et mindst lige så stort flertal ønsker, at EU skal bestemme mindre. En holdning, der kan genfindes i mange andre EU-lande. Det helt overordnede problem med EU's gigantiske demokratiske underskud er aldrig blevet løst.

S-korrektioner
Den socialdemokratiske leder Mette Frederiksen havde allerede i efteråret justeret sit partis linje i en mere EU-skeptisk retning, hvad der dengang førte til et direkte sammenstød med hendes EU-begejstrede forgænger Helle Thorning-Schmidt (S).

Mette Frederiksens udtalelser efter Brexit har da også kredset om, hvordan man kan få EU-systemet mere i takt med befolkningen – uden det dog er blevet særlig konkret.

Nul visioner
Heller ikke statsminister Lars Løkke Rasmussen havde de store visioner fremme, da han – tydeligvis lettere chokeret – skulle kommentere på briternes farvel. Her havde den danske statsminister ellers en sjælden chance for at fremstå som en visionær europæisk statsmand.

For Danmark er på den ene side meget dydig til at gennemføre EU-regler og har relativt mange embedsmænd centralt placeret i EU-systemet. Og på den anden side har danskerne hele tre gange stemt nej til øget EU-integration.

Som en EU-venlig statsleder, der er vant til at manøvrere i et kritisk bagland, er statsministeren i en ideel position til at fremlægge forslag, der stabiliserer Unionen og samtidig tilbagefører magt til nationalstaterne og skaber mulighed for at deltage i EU-samarbejdet på forskellige niveauer.  

Men i første omgang var der ikke antydning af europæiske visioner fra statsministerens side. Løkke udtalte tværtimod, at Danmark ikke ”naivt” vil hjælpe briterne, men koncentrere sig om snævre danske interesser. De interesser skal Løkke naturligvis også varetage, men regeringens tilgang til Brexit minder mere om sognerådspolitik end om et forsøg på at finde ny legitimitet til det EU-projekt, der har mistet folkelig opbakning i sin nuværende form.

Efter nogle dage lød der imidlertid mere eftertænksomme toner fra statsministeren. Løkke konstaterede, at EU ikke bare "kan buldre videre" efter Brexit, og han konfronterede samtidig EU's fiasko i asylkrisen. For første gang kom Løkke med en indirekte, men klar kritik af kansler Angela Merkels asylpolitik, som har forstærket den folkelige skepsis over for Unionen i mange lande.

DF i vadestedet
Dansk Folkeparti står med sin udtalte EU-skepsis bedre rustet til den nye virkelighed. Alligevel har partiet haft svært ved at finde sine egne ben.

For en gangs skyld kan man ane forskellige linjer i DF, hvor EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth og udenrigsordfører Søren Espersen ligger meget tæt på de britiske EU-modstandere i UKIP, mens partiets stemmesluger ved EP-valget Morten Messerschmidt nærmest fremstår som den mest EU-venlige.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl ligger et sted i midten, men med udtalelser, der ikke fremstår helt konsistente. Thulesen lægger op til på sigt at få en folkeafstemning om en ny ordning med EU – på linje med den, briterne får. Men allerede her er vi ude i hypotesen.

For ingen ved i dag, om de oprørske briter vil få en acceptabel deal med EU, eller Storbritannien bliver mødt med et vildt hævntogt, der skal skræmme andre til at makke ret.

Alt andet lige har Brexit styrket DF i forhold til regeringen, men det har samtidig skærpet modsætningerne mellem V og DF, og det har bestemt ikke gjort det lettere for Thulesens drømme om at komme i regering.

EL-vælgerne splittede
På den anden fløj står Enhedslisten også styrket som det eneste parti, der decideret ønsker en dansk udmeldelse af EU. Men Enhedslistens vælgere er delte på spørgsmålet om dansk udmeldelse, og mange i Enhedslistens bagland hader den nationalisme og indvandringskritik, der var en del af baggrunden for det britiske farvel.

Men det var den engelske arbejderklasse, der var drivende i Brexit, og der er ingen tvivl om, at strateger som Pelle Dragsted (EL) og Søren Søndergaard (EL) både vil slå på det klassemæssige aspekt og EU's demokratiske underskud som baggrund for Enhedslistens EU-modstand.

Folketingets tredje EU-skeptiker parti er Liberal Alliance, der også har haft et rigtig godt år. LA fik sammen med DF, EL og Folkebevægelsen banet vejen for det danske nej til at ændre i retsforbeholdet, men Liberal Alliance har på flere punkter den modsatte tilgang til EU end Enhedslisten. Men ved afstemningen om retsforbeholdet formåede skeptikerne at dæmpe modsætningerne og holde sammen om det demokratiske argument. 

Balkanlande handlede selv
Det andet store meta-problem, der påvirker dansk politik, er asyl- og migrantkrisen.

Det sidste halve år er der kommet relativt få asylansøgere til Danmark, men det skyldes primært, at lande som Østrig, Ungarn og Makedonien har fået lukket Balkan-ruten. Succesen baserer sig på en effektiv og til tider håndhændet grænsekontrol – det stik modsatte af, hvad EU-Kommissionen havde anbefalet.

Det store spørgsmål er her, hvad der sker, hvis der enten går hul i Balkan-diget, eller hvis store grupper af flygtninge og migranter i stedet begynder at strømme op gennem Italien i løbet af sommeren. Det vil i givet fald yderligere sætte kul på DF's krav om permanent grænsekontrol og nye asylstramninger.

Dertil kommer, at knap 80 millioner tyrkere står til at få visumfrihed i EU til efteråret, et ekstra sprængfarligt emne i det i forvejen højeksplosive krydsfelt mellem EU- og udlændingepolitik.

Til højre for DF
Herhjemme gøres situationen ikke mindre kompliceret af, at Dansk Folkeparti nu presses fra højre af Pernille Vermunds Nye Borgerlige. Et parti til højre for DF havde indtil for nylig været en joke, men terrortruslen og strømmen af migranter har givet Vermunds initiativ en reel chance.

På den anden fløj kan en ny strid om asylpolitikken give mere medvind til Alternativet, der har haft en imponerende fremgang det meste af året. Uffe Elbæk (ALT) gav over for Altinget udtryk for, at Danmark sagtens kunne have taget mindst 10.000 ekstra asylansøgere i 2015 oven i de godt 21.000, der kom. Alternativet har i dag overhalet Radikale som det mest asyl-og indvandringspositive parti. 

SV-fælden
Det år, der er forløbet siden folketingsvalget, har været rebellernes år – og lykkes Pernille Vermunds projekt, vil der efter næste valg være hele fem partier i Folketinget, der ønsker et markant anderledes samfund.

Det vil gøre det sværere at regere, men fløjpartiernes vækst standses ikke med et ultratæt samarbejde mellem S og V eller en konstant moralisering om ”ansvarlige og uansvarlige partier”. Det vil bare sende endnu flere vælgere ud til fløjene.

De gamle partier kan kun få teten igen, hvis de leverer på en gang visionære, modige og realistiske bud på disse års meta-problemer: asylkrisen, klimakrisen og EU-krisen. Det kræver et brud med kendte strukturer og et mod til en selvstændig dansk politik, der hverken er dikteret af Bruxelles eller Berlin. 

Det næste år bliver alt andet end business as usual.