Rasmus Nielsen: Lyt til demokratiets frie fugle

KLUMME: Kunstnere og andre frie stemmer i demokratiet har med deres uafhængighed særlig vægt i debatten, mener Altingets udgiver, Rasmus Nielsen.

Fire naboer, der ikke kendte hinanden, talte sammen til en vejfest i Københavns nordlige udkant.

– Hvad laver du så, spurgte den ene den anden.

– Jeg er kunstner.

– Nå da – hvorhenne? 

Den adspurgte lignede bestemt ikke den stereotype, lidt forslidte kunstnertype. Snarere en nydelig, forsigtig embedsmand.

– Jeg arbejder meget fra atelieret i Berlin. Dér har jeg 70 ansatte.

Ha, tænkte jeg. Så kan der jo kun være tale om én eneste dansker i verden: Olafur Eliasson.

Han er en af de frie, uafhængige stemmer, demokratiet virkelig kan bruge i den debat, der som vandmøllens hjul aldrig må gå i stå, men må være en evig kilde til forundring og forandring.

I et vægtigt interview i januarudgaven af Altingets magasin taler den store dansk-islandske kunstner netop med den frie stemme, politikere, aktører og embedsmænd ikke kan bruge, da de er bundet af mandater.

Olafur Eliasson fremhæver fondenes betydning for værdidebatten:

"Den filantropiske sektor er mindre optaget af sig selv end både den private og den offentlige sektor – den offentlige, fordi politikere skal genvælges – og den private, fordi de skal køre bundlinje for at retfærdiggøre deres beslutninger."

Han føjer til:

"Det store potentiale i den filantropiske sektor er ikke at isolere sig og køre hver sin egen lille profil. Det ligger i at blande sig som ansvarlige medgestaltere af den verden, vi lever i, gennem det, man kalder katalytisk filantropi. I kraft af deres indholdsprægede tilgang og større risikovillighed kan fondene skabe en større synergi mellem den private og den offentlige sektor."

Og konklusionen fra den frie stemme:

"Fondenes mission er jo i virkeligheden at gøre deres eget råderum mindre. Den dag, vi ikke har brug for fondene, er jo lykkens dag. Når kan de lukke og slukke, så er samfundet perfekt."

Sådan.

Altinget har – navnlig de sidste par år – væsentligt styrket vores debatstof. Og det bliver i den grad læst. Mere og mere. Og gerne kommenteret. I et – med tak – normalt udholdeligt sprog. Vi udsender særlige debatnyhedsbreve. Vi giver mæle til den professionelle aktørs holdninger, ikke mindst på de omkring 20 fagpolitiske portaler, hvor fagfolk kan publicere næsten alle de fagtermer i hovedet på hinanden, de kan finde på. Skønt med nichedebat.

Og så har vi en bredere samfundsdebat på forsiden af Altinget.dk, som er frit tilgængelig for alle, og som nu om stunder sender omkring 140.000 nyhedsbreve ud dagligt til samfundsinteresserede danskere. Hér optræder såvel politikere som centrale aktører.

De har reelt ikke meget manøvrerum, når de skriver. De kan måske nok bruge sig selv kortvarigt som eksempel og forsøge at skrive veloplagt i billedsprog og -rim, men selve det holdningsmæssige er givet på forhånd i ét langt, forudgående kompromis i baglandet. Det ved og mærker vi alle sammen godt, hvis vi sætter os for at læse et indlæg fra for eksempel et forbund eller en brancheorganisation.

Kender det selv – skrev for nyligt som formand for Specialmedierne i Danmark en kronik i Politiken om vores ønsker til det forestående medieforlig. Den blev nok læst, men ikke sådan citeret eller debatteret. Den var da også skrevet – dog ikke decideret med armen bundet på ryggen – ud fra en forudgående drøftelse mellem medlemmer, der af gode grunde ikke har 100 procent sammenfaldende interesser og holdninger. Nogle er private, nogle er foreningsejede. Nogle små, nogle mellemstore. Nogle trykte, nogle rent digitale osv. osv. Og derfor måtte teksten være udtryk for en fællesnævner, der ikke kan være sylespids. 

Samme emne tog en mangeårig god kollega Rune Bech op i sin kronik i Jyllands-Posten forleden. Et indlæg med anderledes kød, blod og kant. Et frit indlæg fra mand til offentlighed. Fra en serieiværksætter, der i dag kun repræsenterer sig selv. Et indlæg, der oplyser, bevæger og dermed flytter holdninger. 

Derfor er der også brug for de frie fugle i den demokratiske debat. Fugle, der ikke synger de faste, nedarvede sange, men som synger om det, de selv har oplevet og mener.

De medier, vi udgiver, er som bekendt – modsat dagbladene – neutrale. I Danmark såvel som i Sverige. Men i debatspalterne kan vi lade skribenterne give ideologisk los. Et pænt, radikalt pip hér, et socialistisk eller liberalt skrig dér. Skønt. Lad holdningerne stå knivskarpt. Men hvor andre primært giver plads til bestemte synspunkter – for eksempel om islam eller lighed – sætter vores debatredaktører en ære i at favne bredt. Bare argumenterne synger til læseren.

Medierne konkurrerer da også om at tiltrække de bedste uafhængige skribenter, der tør mene noget aktuelt med kunstnerens eller tænkerens historiske vidde og argumentmæssige klangbund. Et af Altingets fornemste eksempler er forfatteren Jens Chr. Grøndahl, der fuldstændig frit møder læserne hver anden søndag morgen.

Vi bringer, hvad han sender. Vores lille forsøg på at fastholde noget af det bedste fra verden af i går: Søndagsavisernes tunge artikler. Morgenkaffe, søndagsradio og det velskrevne ord – uuhhmm.

En fri fugl som Grøndahl er på en måde fra starten klædt af, for han har intet andet end sin egen integritet at fylde i sin skønne pen. Skal han nu sådan komme at mene noget om noget. Om ubåden, om DR, om #metoo, om højresvingsulykker, om flygtningebåde? Ja, det skal han. Og andre forfattere, kunstnere og tænkere med ham. 

Det danske samfund og den europæiske offentlighed er fyldt med professionelle interessevaretagere, hvis velskrivende kommunikationsafdelinger sprøjter den ene debatartikel ud efter den anden, gerne tilsat meningsmålinger og fakta for at øge opmærksomheden. Vi kan ikke undvære denne del af den politiske beslutningsproces.

Men smukkest eller i hvert fald mest uforudsigeligt og inciterende synger dog disse folkestyrets frie fugle. Dem opstiller vores redaktioner gerne alle de foderbrætter til i fremtiden, de kan ønske sig. Vinter som sommer.

Forrige artikel Rasmus Nielsen: Øg respekten for mindretallet Rasmus Nielsen: Øg respekten for mindretallet Næste artikel Rasmus Nielsen: Når annoncer skaber politik Rasmus Nielsen: Når annoncer skaber politik
  • Anmeld

    Steffen Rasmussen · Pensionist

    Stækkede vinger

    Man kan kun være enig i, at debatten bør være orienteret så bredt som muligt. Den med de såkaldte "frie fugle" køber jeg ikke helt. Er det måske ikke ofte sådan, at især kunstnere i deres meningsstof, netop er båret af en bestemt politisk agenda, (som oftest til venstre for midten) og som selvsagt Kommer til udtryk i den offentlige mening? I så fald, at de var såkaldt "frie fugle" skulle man mene, at de også sang for enhver; og det er jo slet ikke tilfældet. Tværtimod.
    At tegnere og kunstnere også kan stækkes på deres vinger, har vi jo også set særdeles mørke eksempler på.
    Jo frie fugle kan skam også have trænge kår. Det skal dog ikke holde dem tilbage. Der er brug for hver en stemme. Selv det mindste pip på det rigtige tidspunkt kan have vægt.

  • Anmeld

    Preben von Skjoeth · Tidl. journalist

    FRIE, STÆRKT VENSTREORIENTEREDE FUGLE

    Det er ret betegnende for Altingets politiske holdning, at der nu slås til lyd for at være lydhøre over for de såkaldt frie fugle. Men hvor frie er de egentlig, når de fremsiger deres ofte meget forudsigelige budskaber?

    For sandheden er faktisk den, at de - som regel - stærkt venstreorienterede frie fugle får masser af tid på TV, i radioen og masser af spalteplads i de skrevne medier. Og deres budskaber er præget af et tydeligt had mod alt og alle, som ikke deler deres ofte naive holdninger.

    Det ville klæde Altinget hvis man mindre tydeligt markerede Altingets politiske ståsted. For alt for mange artikler er præget af enten ledelsens, eller de enkelte journalisters politiske ophav. Den slags er OK i en klumme eller leder, men ikke i artikler.

    Den objektivt kritiske journalistik er åbenbart en død sild på Altinget, og det svækker i den grad troværdigheden.

  • Anmeld

    Jørgen Jørgensen · papirskubber

    Frihed er at være fri af interesser og tjene kulturen og kulturens metamorfoser.........



    Frie er og vil vi kun blive, når og hvis engang politikken og erhvervslivet tjener friheden, og ikke om nu tjener egne særinteresser, der slavegør menneskers vilje og tænkning , og undergraver retssikKerheden for almindelige mennesker.

    JCG er et eksempel på hvor abstrakt og illusionær tænkningen drives i vor tid.

  • Anmeld

    I.R.Bertelsen · Borger og vælger

    De frie fugle og alle de andre. En upolitisk kommentar

    En af årsagerne til, at jeg næsten dagligt læser indlæg i Altinget er, at så mange forskellige kommer til orde. Frie fugle, politikere, journalister, arbejdsgivere, fagforeninger osv.....Og heldigvis er tonen i debatterne som oftest god.
    Som borger og vælger er det vigtigt, at man har mulighed for at få perspektiveret sine synspunkter ved læsning af indlæg med forskellig observans.
    Tak for en spændende og relevant medieplatform.
    Vh.
    I.R.Bertelsen

  • Anmeld

    Niels Bekkevold · organist

    Forundring

    Som skrevet står: Der er brug for en evig kilde til forundring - for at skabe forandring. Desværre kan evnen til at forundres for de fleste ligge et lille sted. Noget ethvert barn kan. Hvor bliver det af? Jeg håber, det kan genoptrænes!

  • Anmeld

    Steffen Rasmussen · Guitarist klassisk inspireret

    Melodien, der blev væk

    I al fald kan det konstateres, at indlægget ikke kastede mange "vingeslag" af sig - andre forsøger at slå en lille usammenhængende melodi an, kan være at organisten selv kender resten, men øvelse gør jo mester; hvis altså man vil skabe sig tilhørere - ellers bliver det bare toner, der flyver væk i det blå...