Et splittet Irland stemmer om abort: "For dem er det mord"

”Det skete, første gang vi gik i seng sammen. Da hun fandt ud af, at hun var gravid, besluttede hun sig på stedet. Der var ikke nogen chance for, at hun skulle have det barn.”

Sådan gik det til, at dengang 24-årige Sean og den 21-årige pige, han så småt var ved at blive kærester med, pludselig var på vej fra Dublin til London for at få en abort.

Sean er ikke hans rigtige navn. Det er der en grund til. For selvom det i dag er mange år siden, de to gjorde, som mindst 170.000 irske kvinder har gjort siden 1980, og søgte til udlandet for at få afsluttet et svangerskab, så er det noget, han aldrig kommer til at fortælle sine egne forældre.

Som mange irere er han vokset op i et dybt katolsk hjem. Et sted med regelmæssig kirkegang, hvor man hver dag sammen knælede og bad rosenkransen.

Nej-siden har et meget stærkt, sammenhængende budskab om, at abort er lig med drab på babyer. Det er et meget let budskab at formidle, hvorimod ja-siden har sværere ved at sende et entydigt signal. Det handler om kvinders rettigheder, det handler om medfølelse og medmenneskelighed, det handler om at vise, at Irland er et andet samfund i dag. Det handler om ikke at behandle kvinder som ”pariaer”, som det udtrykkes i debatten, der må tage til udlandet for at få foretaget aborter. Det bliver gjort til et sundhedsspørgsmål og et spørgsmål om ligestilling – det er mange dagsordener over for en nej-side, der helt entydigt siger, at det er drab.

Seemab Sheikh
Souschef, Danmarks ambassade i Irland

”Der var bare ingen chance for, at jeg kunne sige det til dem. De ville være forfærdede ud over alle grænser. Deres hjerter ville blive knust på den måde, som aldrig kan hele igen. De ville kun se det som at myrde et barn. Der er ikke noget 'på den ene og på den anden side' med dem,” siger han.

14 års fængsel
Hvor mange, der har det som Seans forældre, kan blive afgørende, når irerne på fredag skal stemme om, hvorvidt de vil gøre op med én af de mest restriktive abortlovgivninger i Europa.

På spil er den del af grundloven, som sidestiller fostrets liv med moderens og derfor udelukker abort, medmindre kvinden er i overhængende fare for at dø.

I dag kan det give 14 års fængsel at få en provokeret abort eller hjælpe andre til at få det ifølge irsk lov.

Heller ikke i tilfælde af voldtægt, incest, eller hvis fostret ikke er levedygtigt, kan kvinder få lov til at abortere.

Hvis irerne stemmer ja på fredag, vil de ændre drastisk på den situation. Samtidig med, at de skriver fostret ud af grundloven, åbner de op for, at de ledende politikere kan sætte lovgivning i værk, der vil sætte aborten fri op til 12. uge, sådan som vi kender det i Danmark.

Og netop det efterlader mange irere med en grim smag i munden.

”Folk føler, at det åbner døren til abort 'on-demand' af sociale årsager, hvilket det sikkert vil. Det har mange det rigtig svært ved,” siger politisk reporter ved Irish Times Harry McGee, der i over en måned har rejst til alle afkroge af Den Grønne Ø for at følge ja- og nej-siden, mens de har stemt dørklokker i det, han kalder for ”krigen på landjorden”.

”Udfordringen for nej-siden er til gengæld, at i de svære sager om fatale fosterskader, voldtægt og incest, hvor mange ville støtte mulighed for at kunne få abort, har de ikke noget svar, fordi det kan man ikke uden at ændre grundloven.”

Miss X og Miss D
Gennem tiden har Irland haft en række voldsomt kontroversielle sager, der har været med til at erodere fundamentet under den håndfaste lovgivning.

Der var X-sagen i 1992, hvor en 14-årig pige blev voldtaget af en ven af familien. Her greb myndighederne ind, da familien forhørte sig om, hvorvidt det ville være muligt at bruge dna-beviser fra fostret til at få manden dømt, hvis pigen kom til Storbritannien og fik foretaget en abort.

Der var D-sagen i 2006 om en 17-årig pige, der var placeret uden for hjemmet. Hun blev gravid og fik konstateret, at hendes baby var alvorligt hjerneskadet og ikke ville overleve mere end et par timer uden for livmoderen. Hendes sag endte i retten, efter hendes sagsbehandlere forhindrede hende i at tage til Storbritannien for at afslutte svangerskabet.

Men historien, der har gjort størst indtryk på de fleste, var den om Savita Halappanavar.

Den unge indiske tandlæge var i 2012 sytten uger henne med sit og mandens ønskebarn, da noget gik frygtelig galt. Lægerne vidste, at hun ville tabe barnet, men nægtede hende alligevel abort, fordi der stadig var hjertelyd. Da hun døde af sepsis og organsvigt efter at have udstødt fostret, var det dråben for mange.

Det er hendes smilende ansigt, der ses til demonstrationer og på plakater. Men debatten handler mindst lige så meget om folk som Sean og hans daværende kæreste, om de mindst 3.265 kvinder, der alene i 2016 tog fra Irland til Storbritannien, og om det store skyggetal, der bestiller ulovlige abortpiller på nettet og aborterer uden en læges opsyn.

Et opgør mellem det gamle og det nye
På Danmarks ambassade i Dublin følger souschef Seemab Sheikh afstemningen tæt.

Hun påpeger, at hele opgøret med abortspørgsmålet er en del af den sociale og kulturelle omvæltning, som det ellers så konservative Irland har gennemgået.

For tre år siden stemte irerne ja til at tillade homoseksuelle ægteskaber. For mange i den mere progressive lejr føles abort som det næste naturlige opgør.

Fra politisk hold støtter næsten alle partier et ja. Det gælder også det konservative regeringsparti Fine Gael og det lige så konservative oppositionsparti Fianna Fáil, der dog begge har fritstillet deres medlemmer.

Den danske diplomat konstaterer samtidig, at ikke alle i befolkningen er med på den bølge, og at ja-siden kæmper med et mere flakkende budskab, end nej-siden.

”Nej-siden har et meget stærkt, sammenhængende budskab om, at abort er lig med drab på babyer. Det er et meget let budskab at formidle, hvorimod ja-siden har sværere ved at sende et entydigt signal. Det handler om kvinders rettigheder, det handler om medfølelse og medmenneskelighed, det handler om at vise, at Irland er et andet samfund i dag. Det handler om ikke at behandle kvinder som 'pariaer', som det udtrykkes i debatten, der må tage til udlandet for at få foretaget aborter. Det bliver gjort til et sundhedsspørgsmål og et spørgsmål om ligestilling – det er mange dagsordener over for en nej-side, der helt entydigt siger, at det er drab,” siger Seemab Sheikh.

Danske Downs-babyer
Den danske ambassade i Dublin er også blevet ufrivilligt inddraget i debatten på grund af de høje danske abortrater af fostre, der får konstateret Downs syndrom. I Danmark blev der i 2016 gennem screening fundet 135 fostre med Downs. Kun fire af dem endte med at blive født. I Irland, hvor langt de fleste kender nogen med Downs, blev det danske eksempel brugt som bevis på en farlig moralsk glidebane.

“Der kom påstande om, at man i Danmark brugte abort til at udrydde Downs syndrom. Det måtte ambassadøren gå ind og modgå. Men vi har prøvet ikke at blande os i debatten. Vi har bare rent faktuelt informeret om, hvad situationen er i Danmark,” siger Seemab Sheikh, der også peger på, at patientforeningen for Downs i Irland har frabedt sig at blive spændt for en politisk vogn i kampagnen.

Hendes analyse lyder, at slaget langtfra er afgjort. Selvom de seneste meningsmålinger stadig viser et solidt forspring til ja-siden, er det skrumpet i løbet af debatten. Og det efterlader omkring en femtedel tvivlere, hvoraf mange formodentlig vil hælde til et nej.

”Udfaldet er på ingen måde sikkert, selvom meningsmålingerne hælder til et ja. Vurderingen er, at vi har så stor en gruppe af tvivlere, fordi der er flere af dem, der hælder til et nej, end til ja. Det har noget at gøre med, at tidsånden er med et ja. Mange er bange for at blive set ned på, hvis de siger nej. Derfor er folk forsigtige med at skilte med det, medmindre de er virkelig aktivistiske nej-sigere,” siger den danske diplomat.

Også Irish Times’ Harry McGee mener, at det er alt for tidligt at spå om sejr til det ene eller det andet hold.

”Der er en hård kerne af ja-vælgere på omkring 40 procent og en hård kerne af nej-vælgere på 30-40 procent. Det er folkene i midten, der kommer til at afgøre det,” siger Harry McGee.

Tænker stadig på det
Sean håber på et ja på fredag. For ham er turen til London ikke noget, han fortryder, men heller ikke noget, han tager let på.

”Personligt arkiverede jeg det bagerst i baghovedet. Jeg var meget ked af, at det skete og moralsk meget besværet af det. I øjeblikket blev det lynhurtigt et spørgsmål om logistik. Men det var ikke noget, jeg tog let på. Jeg fandt det – ikke afskyvækkende... Men jeg var helt sikkert ikke afklaret omkring det. Jeg havde drømme og mareridt om det i årene efter,” siger Sean.

”Jeg har tit tænkt på det. Tænkt på, hvor gammel han eller hun ville være. For mig var det stadig et potentielt liv, som kunne have været. En person – et barn. Men jeg begravede de tanker. Det var en fuldstændig pragmatisk beslutning. For ingen af os var i en situation, hvor vi kunne have taget os af et barn,” konstaterer han.