Vil Grønland løsrive sig, når det gælder – indtryk fra et besøg

Det siges, at man er er mest dansk, når man er hjemmefra. I hvert fald føler man som dansker sig enormt dansk i Rigsfællesskabets særlige klippe-egne. Bornholm, Færøerne... og Grønland, hvor jeg netop har været for første gang.

En uge med sne og regn, 40 sekundmeter og aflyste fly og misset kuffert. Men pyt: Det er jo mennesker, der tæller. Og de gjorde stort indtryk i det for tiden døgnlyse land.

Anledningen var en konference for 120 mennesker i Nuuk med interessse for et af Grønlands største problemer: Rekrutterering af kvalificeret arbejdskraft. Faktisk for en gangs skyld ikke arrangeret af os selv men af vores annoncebureau Nichehuset, der arbejder på flere grønlandske jobannoncer i vores spalter. Og det hilser vi naturligvis velkomment – ikke bare af kommercielle grunde men også for at styrke følelsen af, at vi udkommer i hele Rigsfællesskabet.

Hvis vi kan hjælpe med bare én kvalificeret ansøger blandt vores danske læsere til specialist- og lederstillinger i Grønland, tjener det et formål i sig selv at være her.

Vi var samlet på det professionelle og fyldte konferencehotel Hans Egede midt i Nuuk. Og dagens talere efterlod den såkaldt "fly-friske", mig novicen, med et klart indtryk: Landet er i splittelse med sig selv om, hvordan man løser en udtalt mangel på kvalificeret arbejdskraft, herunder hvordan man får ledere og specialister til at give naturlandet mere end blot et-to år af deres karriere, som er det næsten gruopvækkende lave gennemsnit.

Problemet er, at Grønland gerne tiltrækker enten nyuddannede eller dem på vej på pension. Og de nyuddannede er glade, så længe de har småbørn i vuggestue og børnehave – men når børnene nærmer sig skolealderen, tager forældrene for en sikkerheds skyld retur til Danmark.

Alle på konferencen var således enige om, at det grønlandske skolevæsen lader meget tilbage at ønske. Lærerne er ikke godt nok uddannede, skolelederne kunne vide mere om ledelse, og undervisningsmaterialet burde være bedre og mere aktuelt. For slet ikke at tale om, at de stakkels lærere ofte forventes både at være psykologer og socialrådgivere.

At man efterlades med det indtryk, at Grønland er splittet med sig selv, når det gælder rekruttering af den uundværlige, livsnødvendige arbejdskraft, skyldes politik. Hensynet til nationalfølelse.

Grønland er ualmindeligt mægtigt i udstrækning og natur, men lident i befolkningstal. Og på en grim dag siger nogen, at grønlændere lider af mindreværd over for, hvad andre på lige så grim en dag kalder koloniherren.

Kulturen er stærk, og derfor værner man ganske naturligt om sin kultur og sit sprog. Dansk står i den sammenhæng lidt i vejen, og fra politisk hold høres ønsket om at gøre engelsk til første fremmedsprog før dansk. 

En stor del af den grønlandske ungdom taler allerede i dag dårligt dansk. Præcist som det skete i Island for en generation siden. Men ellers er dansk er meget udtalt sprog. For eksempel en ganske almindelige søndag i svømmehallen i Nuuk med udsigt til de sneklædte bjerge. Hér var dansk meget udbredt blandt voksne og deres børn i skolealderen. Måske embedsmænd fra Danmark?

Efter det nylige grønlandske valg er der i den nye koalition af partier et udbredt ønske om "grønlandsk arbejdskraft først". Og man forstår det. For hvis kinesere eller thailændere for alvor begynder at overtage stillingerne, hvad skal der så blive af det grønlandske folk og den grønlandske kultur og egenart?

Man mærker, at hér hersker naturens love. Kan vi sejle på fjorden i dag? Og er vejret særligt gunstigt, hvorfor så overhovedet tage på arbejde? Det er også dét, den smukke og vedkommende nye franske film "Mit Grønland" handler om. Vi så den i det smukke kulturhus i Nuuk.

Publikum morede sig højlydt over, at filmens unge danske lærer, der havde taget job i en lille grønlandsk bygd, regnede med, at det var så nemt at blive hundekusk for et spand slædehunde. Selv nøjedes vi med at tage grønlandske Miki Jacobsens respektfulde maleri af en stolt og årvågen slædehund med hjem til kontorvæggen. Kunst på arbejdspladsen skal der jo til – fra hele Rigsfællesskabet.

Grønlændere er ikke bange for at blive fyret. For der kommer altid et jobtilbud igen. Så stort er behovet for arbejdskraft, ikke mindst af landets egne. Der er eksempler på, at selvstyret med ca. 2.400 beskæftigede har genansat en fyret medarbejder mere end én gang.

Konferencen diskuterede i lyset af den svære rekruttering, om selvstyret så overhovedet skal arbejde for at hjemtage flere opgaver fra Danmark. For kan man efterfølgende skaffe den specialiserede arbejdskraft, der skal til?

- Nej, sagde direktør Brian Buus Pedersen fra Grønlands Erhverv, der på samme tid er, hvad der i Danmark udgøres af Dansk Erhverv, DI, DA, Dansk Byggeri og Horesta. 

- Jo, sagde den nye minister (Naalakkersuisoq) for blandt andet arbejdsmarked, den tidligere grønlandske finansminister Vittus Qujaukitsoq. 

Denne drevne og sympatiske politiker med den rolige stemme slog til lyd for, at Grønland hurtigst muligt skal overtage ansvaret for arbejdsmiljøet.

"Det vil koste selvstyret 10,8 millioner kroner om året," betonede han. Og det lyder overkommeligt. Hvis det altså ikke var, fordi det er så svært at finde arbejdskraften, der kan administrere politikken.

Landet må finde sin balance mellem på den ene side hensynet til sine landsmænd og sin kulturelle egenart og på anden side nødvendigheden af at rekruttere ledere og specialister fra det øvrige Norden, hvad enten det så er fra Danmark eller eksempelvis Island eller Norge.

Ellers vil Grønland ikke kunne gennemføre de store infrastruktur-forbedringer, der trænger sig på – og det er mere end lufthavne. Og landet vil svigte sine borgere, der behøver velfærdsydelser, hvad enten det er de skolesøgende eller de plejekrævende.

Brian Buus Pedersen, Grønlands Erhverv, mente ikke, der kan rekrutteres kvalificeret arbejdskraft, hvis Selvstyret vil hjemtage flere arbejdsopgaver fra Danmark. I midten forhenværende Venstre-folketingsmedlem 1998-2001 Ellen Christoffersen (Kristensen), der i dag er personalechef i Nuuk Kommune (Kommuneqarfik Sermersooq). 

Ved en middag under besøget fik jeg heldigt en herlig borddame i generalsekretæren for det grønlandske parlament (Inatsisartut) Ellen Kolby Chemnitz. Hun inviterede efterfølgende – mere træt var hun altså ikke af mig – på rundvisning i plenarsalen: en lille, lys og meget nordisk sal. Smukt. Dansk design, møbler, splitflag og gaver overalt i institutionen. Hér er man hjemme. Selv om man aldrig har været der før. Lovkontorets jurist er forresten norsk.

Inde er det smukt, men udefra går man nemt forbi den anonyme bygning, der også rummer en del parti- og regeringskontorer. Man vil gerne fra officielt hold have et nyt parlament til 200 millioner kroner – men "folket vil ikke", som man siger fra samme officielle hold; og så bliver det vist ved det.

Langt de fleste grønlandske partier i selvstyret kæmper nu indædt for fuld løsrivelse fra Danmark. Vil det ske? Politikerne vil, men embedsmænd og landets erhvervselite tror ikke rigtigt på det. Som dansker håber man vel ikke rigtigt, det vil ske, fordi det vil slå skår af Rigsfællesskabet. Men inderst inde forstår man godt et folks vilje til selvbestemmelse. Vi får se. Den politiske vilje er i hvert fald stærk. Som en slædehund. Måske endda som en isbjørn?