Politikerne vil erobre magten tilbage

Denne artikel blev bragt første gang d. 22. maj 2018.

"Intet over og intet ved siden af Folketinget."

De berømte ord fra det radikale koryfæ Viggø Hørup stammer fra 1878, for mange nutidige politikere udgør de ord dog stadig kernen i demokratiet. Men de seneste årtier er de folkevalgtes magt blevet stadig mere udfordret.

Det er der flere grunde til.

De folkevalgte har gode grunde til at sikre, at de ikke mister mere og mere magt til organer, der ikke skal stå til ansvar for vælgerne. Men det betyder ikke, at det politiske niveau altid handler efter de mest ædle hensigter.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

De internationale konventioner er et problemfelt, de danske domstoles praksis er en anden, mens EU's voksende indflydelse en helt tredje årsag. Det har været en torn i øjet på Dansk Folkeparti i årevis, men på det seneste har det fået selv traditionelle regeringspartier som Venstre, Konservative og Socialdemokratiet til at anlægge en mere kritisk holdning til begrænsningerne af Folketingets magt.

Demokratisk problem
Den mest højspændte diskussion har centreret sig om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Her har det ophidset sindene, at konventionen også bruges til at forhindre udvisningen af kriminelle som bandelederen Shuaib Khan, "sigøjnerbossen" Gimi Levakovic og en somalisk voldtægtsforbryder.

Den er konventionens artikel 8, der bruges som stopklods. Artiklen skal beskytte retten til familieliv, men ingen havde forudset, at den ville brugt til at forhindre udvisning af seriekriminelle. Og dermed etablere en domspraksis, som et bredt flertal i Folketinget er lodret uenig i. Som en ny analyse fra tænketanken Justitia viser, er det netop artikel 8, der oftest henvises til, når konventionen anvendes i dansk ret. 

I de fleste europæiske lande er der solid opbakning til menneskerettighederne i bred forstand. Men næppe et eneste sted er der folkelig støtte til en lempelig retspraksis over for udenlandske kriminelle. Det skaber et principielt demokratisk problem, når befolkningens flertal ikke kan sætte sig politisk igennem.

Nationalt spillerum
Den problematik angreb regeringen under det danske formandskab for Europarådet, som konventionen hører under. Målet var at få Menneskerettighedsdomstolen til at give mere suverænitet til de enkelte medlemslande, herunder hvornår landene vil udvise kriminelle.

I april lykkedes det faktisk VLAK-regeringen at få Europarådets medlemslande til at vedtage en såkaldt københavnererklæring, som regeringen erklærede sig meget tilfreds med. I typisk jurasprog lyder det centrale afsnit i erklæringen:

"Rettens praksis i forhold til landenes anskønsmargin anerkender, at i forhold til visse af konventionens bestemmelser, såsom artiklerne 8-11, kan der være et spektrum af forskellige, men legitime løsninger, der kan være forenelige med konventionen afhængigt af sammenhængen.

Eller sagt på godt dansk: Nationalstaterne har et vist spillerum til at afgøre, hvor restriktive de vil være, for eksempel når det gælder udvisningen af kriminelle.

Overhovedet ingen forskel
Spørgsmålet er dog, om regeringen har oversolgt resultatet. Ifølge vicepræsidenten for Menneskerettighedsdomstolen, Angelika Nußberger, skal man nemlig ikke forvente nogen ændring af Domstolens praksis. I et opsigtsvækkende interview i Politiken 24.4 blev Nußberger spurgt om, hvorvidt københavnererklæringen vil gøre det lettere at udvise kriminelle.

"Københavnererklæringen gør det hverken lettere eller vanskeligere," svarede vicepræsidenten, der mente, at Domstolen allerede tager de nødvendige hensyn til den nationale selvbestemmelse.

Udvidet beskyttelse af kriminelle
Problemet handler ikke kun om konventionen. Som en analyse fra Institut for Menneskerettigheder viser, er der også problemer med de danske domstoles fortolkning, fordi især landsretterne beskytter de kriminelle ud over, hvad konventionen lægger op til.

Ifølge instituttet kunne man allerede inden københavnererklæringen se tendenser til, at Domstolen i Strasbourg gav lidt større nationalt spillerum. Men det har de danske domstole ikke udnyttet.  

Det illustrerer en anden del af de blokeringer, der frustrerer et flertal på Christiansborg. Nemlig, at de danske dommere ikke altid retter sig efter Folketingets signaler.

Et stort flertal i Folketinget har siden 1998 markeret, at man ønsker en så streng kurs mod udenlandske kriminelle som overhovedet muligt. Det skal domstolene rette sig efter. De overskrider simpelthen deres beføjelser, hvis de giver større beskyttelse til kriminelle, end konventionen gør.

Pape over stregen
Politikernes frustrationer er på den baggrund forståelige, men også de skal holde tungen lige i munden. Således traskede justitsminister Søren Pape Poulsen (K) over stregen med træsko på, da han midt under sagen mod Shuaib Khan udtrykte håb om, at den dybt kriminelle mand blev udvist.

En justitsminister må ikke udtale sig om en straffesag, der kører hos domstolene – og dommerne valgte helt korrekt at se bort fra justitsministerens ønsker.

De kommende sager om udvisning af kriminelle vil blive politisk højspændte. Man kan ikke bedømme noget særligt ud fra den igangværende appelsag om udvisning af Shuaib Khan, men nye udvisningssager vil blive studeret med lup.

Årelang strid
Gnidninger mellem Folketinget og domstolene går videre endnu.

Et fleral i Folketinget har siden slutningen af 90'erne ønsket en hårdere domspraksis i sager om grov vold og voldtægt, og i 2002 vedtog man en skærpelse af straffene med en tredjedel. Men først ti år efter var gennemsnitsstraffene nået på op på det niveau, Folketinget havde vedtaget – og den øverste halvdel af strafferammen bliver næsten aldrig udnyttet.

Derfor opstod blandt nogle af de folkevalgte et ønske om mere specifik angivelse af det ønskede strafniveau ved personfarlig kriminalitet. Enten ved minimumsstraffe eller såkaldte normalstraffe.

Stadigvæk sådan, at domstolene kan tage hensyn til helt særlige forhold, men klart et ønske om at holde dommerne i strammere tøjler.

20 år for drabsforsøg
Det har nogle af dommerne kæmpet imod med næb og klør, og det er aldrig lykkedes for DF at få indført minimumsstraf. Men andre markante skærpelser er indført efter samme princip. Eksempelvis reglen om, at straffen normalt fordobles, når det sker som led i en verserende bandekonflikt.

Det førte for nylig til en drakonisk straf på ikke mindre end 20 års fængsel (!) for to drabsforsøg begået under bandekonflikten. Dermed overstiger straffen for drabsforsøgene den normale straf på 12-16 år for drab.

Om det er udtryk for, at dommerne i højere grad vil følge Folketingets ønsker om strengere straffe, eller det tværtimod er et forsøg på at udstille, hvad der sker, hvis politikerne "blander sig", er stadig uvist.

Det sidste mente en del politikere var tilfældet ved den såkaldte knivlov, der allerede fra starten kaldte på voldsomme protester fra dommerne. Dengang dømte byretterne efter lovens ånd, mens landsretterne effektuerede loven så rigidt, at den endte med at blive annulleret. At landsretsdommerne var markant dårligere til at tolke lovens hensigt end byretterne vakte en del undren på Christiansborg. 

"Vanvittige domme"
Når det gælder det europæiske samarbejde er endnu en domstol i centrum for kritikken. Her vakte tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sidste år opsigt, da han over for Altinget kaldte flere af EU-domstolens afgørelser for "fuldstændig vanvittige".

Fogh henviste blandt andet til den såkaldte Metock-dom om familiesammenføringer. Og den tidligere statsminister rettede skarp kritik mod de domme, der giver udenlandsk arbejdskraft ret til at sende børnepenge på dansk niveau tilbage til et land, hvor børnepengene er meget mere værd.

Selv om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lige nu bevæger sig i en mere EU-positiv retning, er kritikken af EU-Domstolen ikke forsvundet. Og i den nuværende socialdemokratiske ledelse med Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen i spidsen er der en betydelig mere kritisk linje til EU-domstolen end under den tidligere S-leder Helle Thorning-Schmidt (S).

Rigsrevision i sigtekornet
Endnu et forsøg på at reservere beslutninger i det politiske rum til de folkevalgte ses i regeringens angreb på Rigsrevisionen. Den slags er normalt uhørt, og Rigsrevisionens afgørelser tages rutinemæssigt til efterretning.

Men Lars Løkke Rasmussen har længe ment, at Rigsrevisionen går for langt og til tider optræder som en politisk aktør. Løkkes irritation går næsten ti år tilbage til dengang, Rigsrevisionen i heftige vendinger kritiserede den overbetaling af privathospitalerne, der fandt sted.

Set fra Rigsrevisionens vinkel var der tale om sløseri med skatteborgernes penge, mens Løkke så det som et bevidst politisk valg for at opbygge et privat alternativ. Set fra Løkkes synsvinkel anfægtede Rigsrevisionen med sin kritik selve de politiske præmisser for beslutningen om frit sygehusvalg og opbygningen af en supplerende privat sundhedssektor.

Åbenlyse bommert
Det er en vigtig principiel debat. Men der er heller ingen tvivl om, at nogle politikerne ser deres snit til at stække Rigsrevisionen som vagthund for at undgå, at dårlig administration bliver stillet til skue.

Det er tydeligvis tilfældet i striden om salget af den statslige vaccinefabrik, der ganske enkelt var elendigt købmandsskab. Alligevel erklærede regeringen med sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i spidsen sig uenig i Rigsrevisionens kritik.

De folkevalgte har gode grunde til at sikre, at de ikke mister mere og mere magt til organer, der ikke skal stå til ansvar for vælgerne. Men det betyder ikke, at det politiske niveau altid handler efter de mest ædle hensigter.