Til kaffe på Kongerigets forpost

Denne artikel blev bragt første gang 9. april 2018.

MESTERSVIG: Chokoladekagen er lige kommet ud af ovnen, kaffen er friskbrygget, og udsigten er en af Kongerigets bedste, da Altingets udsendte kommer til eftermiddagskaffe på en af de mest særprægede arbejdspladser i det danske forsvar – hvor de færreste lige kommer forbi.

Vi befinder os på det, der officielt kaldes Forsvarets Vagt Mestersvig på Grønlands østkyst i den sydlige ende af den store nationalpark. Her passer de to stationsspecialister Mikkel og Laurits Mestervigs landingsbane og håndhæver Danmarks suverænitet ved at lade Dannebrog vaje over den lille klynge af huse, der udgør vagten.

Vagtens primære funktion er at fungere som støttepunkt for Siriuspatruljens arbejde i nationalparken. Her kan forsyninger fra Danmark flyves ind og stå klar, indtil de flyves ud og kastes ned til slædeholdene. Derfor skal vagtens landingsbane hele tiden passes og plejes. Ryddes og tromles. Om sommeren er her grønt og frodigt, men i april ligger sneen stadig tungt over landskabet. Vejene rundt i lejren er derfor lange gange med op til tre meter høje snevægge langs siderne, og banen er en boks nedsænket i den meterhøje sne.

Kinesere kom forbi
Et stykke oppe i bjergene bag vagten ligger den for længst lukkede Mestersvig-mine. Enkelte gamle bygninger, tanke og hangarer står stadig i landskabet, ligesom minens gamle udskibningshavn Nyhavn befinder sig omkring tre kilometer mod nord i den fjord, som nu er fuldstændig isdækket og svær at skelne fra det snedækkede fastland. Men om sommeren er det muligt at sejle ind i fjorden. Og det gjorde to kinesiske krydstogtskibe.

”De sejlede passagerer i land, så de kunne se Nyhavn. Vi var så dernede og fortælle om vagten,” fortæller Laurits over chokoladekagen – der godt kunne have fået et kvarter længere i ovnen.

Det er ikke, fordi de to unge mænd bliver rendt over ende af besøgende. Vi er de første besøgende siden februar, og næste gang, de forventer at tage imod gæster udefra, er til juni. Til gengæld kan der være ganske hektisk i perioder.

Temmelig stressende
I sommermånederne rykker ofte op til 30 håndværkere ind i lejren for at vedligeholde bygninger og materiel, ligesom forskere ofte også kigger forbi – men passer sig selv i deres egen lille hytte i lejrens fjerneste hjørne. Og så er der den såkaldte forskole for de soldater, som søger optagelse i Siriuspatruljen. Forskolen bruger ofte Mestersvig som udgangspunkt for sit arktiske overlevelseskursus.

”Når forskolen er her i februar, så kan det godt være temmelig stressende. Så render instruktørerne hele tiden rundt heroppe,” forklarer Laurits med et smil og kigger ud over det kontrolrum med store udsigtsvinduer, som udgør lejrens nervecentral. Det er her, stationsspecialisterne holder øje med landingsbanen og omgivelserne samt kommunikerer med omverdenen. Det ligger i toppen af det kontroltårn, som er lejrens omdrejningspunkt, og hvor de to stationsspecialister selv bor. Netop den indretning har givet de to mænd på Mestersvig tilnavnet tårnuglerne.

På samme etage som kontrolrummet ligger en anden af lejrens vigtigste faciliteter. Det er tv-stuen med det 65 tommer store tv og en ganske omfattende samling DVD'er og VHS-bånd.

Fra kontroltårnet er der en god udsigt ud over de 15-20 andre bygninger, som lyder navne som Valhal, Millionæren, Værkstedet og Garagen. Her er generatorer, nødgeneratorer, træningsrum, maddepot med forsyninger til op til et helt år og meget andet. Fordelt i adskilte bygninger, så en brand i én bygning ikke tager det hele med sig.

Administrativt arbejde
Dagligdagen for de to tårnugler starter kl. 7.55 med en snak over radioen med kollegerne på Siriuspatruljens hovedkvarter Daneborg omkring 300 kilometer mod nord.

”Herefter spiser vi morgenmad, træner og motionerer hundene. Herefter går vi i gang med forskellige vedligeholdelsesopgaver,” forklarer Laurits og fortsætter:

”Og så er der forbløffende meget administrativt arbejde. De sidste fire dage har jeg ikke lavet andet end at sidde ved computeren,” siger Laurits og ligner en mand, der langt hellere vil tilse en generator og rydde sne end taste oplysninger ind i skemaer.

Det er ikke mindst den store ”januar-optælling”, som trækker tænder ud. Da man ikke bare kan gå hen i det lokale byggemarked eller supermarked, hvis man mangler noget, så er det vigtigt at vide, hvad man har, og hvor meget man har. Derfor skal alt tælles op. Skruer, møtrikker, lagener og skeer.

Hen under aften går Laurits over i træningsrummet, mens Mikkel laver mad. Klokken 19.55 taler de igen i radio med Daneborg. Herefter er der aftenhygge og te, inden de to ugler går i køjerne.

Vader gennem lejren
Begge stationsspecialister har altid en kraftig pistol siddende klar i bæltet, ligesom der sidder rifler på lejrens snescootere. For pludselig kan man stå ansigt til ansigt med en isbjørn. Hele 32 gange det seneste år har de haft ”bjørn”, som det hedder på Mestersvig-slang. Stationsspecialisterne skyder ikke bjørnene, men forsøger, hvis der er fare på færde, at skræmme dem væk. Nogle gange vader bjørnene lige gennem lejren i egne tanker.

”En gang gik en bjørn lige forbi hundehuset uden at gøre hundene noget. Den tænkte tydeligvis kun på at komme ud til vandet og fange sæler,” forklarer Mikkel.

Mikkel og Laurits er nemlig ikke de eneste faste beboere på Forsvarets Vagt Mestersvig. Lars, Gorm og Vinkel bor her også. Det er de tre vagthunde, der fra deres udsigtsposter foran kontroltårnet holder et vågent øje med al aktivitet. Især alderspræsidenten Gorm er oppe på mærkerne. Når fly er på vej mod Mestersvig, så begynder Gorm at brumme dybt, længe inden Mikkel og Laurits kan spotte det indkommende fly.

Når solen skinner fra en skyfri himmel, så kan man ellers se milevidt i det flotte landskab. Til gengæld kan der være dage, hvor tågen ligger tungt over vagten. Hvor tårnuglerne kun kan se landingshjulene, når et fly stryger hen over landingsbanen i 30 meters højde og til sidst må opgive at lande. Så må tårnuglerne selv spise den nybagte kage og vente, til der igen kommer besøg om uger eller måneder.