Lilleholt ser tilbage: ”Vi har ikke på samme måde som andre talt klima op. Det burde vi måske have gjort”

FIK DU LÆST: Der er de seneste fire år blevet sat nogle vigtige borgerlige aftryk på energipolitikken, mener Lars Chr. Lilleholt (V). I bakspejlet kunne Venstre dog godt have talt klimapolitikken højere op, erkender han. Læs eller genlæs interviewet. 

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Morten Øyen

 Denne artikel blev bragt første gang 11. april 2019. 

Fakta
Lars Chr. Lilleholt

Født i Odense 2. marts 1965
Bor i Odense sammen med sin kone, de har tre børn.

2015- Energi-, forsynings- og klimaminister

2005 Energiordfører 
2001 Medlem af Folketinget – valgt i Middelfart-kredsen og genopstiller samme sted

1995 Ansat som informationsmedarbejder og siden chef i Dansk Fjernvarme 
1993 Uddannet journalist

Medlem af Odense Byråd siden 1994
2010 Næstformand i Dansk Fjernvarme 
Formand for Fjernvarmens Informationsfond (FIF Marketing)
Næstformand for Fjernvarme Fyn
Medlem af bestyrelsen i Energi Fyn

Da Lars Chr. Lilleholt (V) satte sig i ministerstolen efter valget i 2015, stod det hurtigt klart, at her var en minister med en anden profil.

Hans seneste forgængere Rasmus Helveg Petersen (R) og Lykke Friis (V) og især Connie Hedegaard (K) og Martin Lidegaard (R) var markante ”klimastemmer”.

I den sammenligning var Lilleholt mere defensiv og klassisk ”energimand”. Hurtigt blev det også slået fast som et mantra fra den nye Venstre-regering, at nu var tiden til ”grøn realisme”. Det betød mere fokus på jobskabelse, mindre på klimaambitioner.

Ud med klimanaiviteten, måtte man forstå, mens klagesangen fra opposition og ngo’er gennemgik et crescendo hurtigere end accelerationen fra den Tesla, Lilleholt ikke ønskede at arve som ministerbil fra forgængeren.

Små fire år senere er Lilleholt stadig i ministerstolen i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Det betyder faktisk, at han har overgået alle forgængerne og nu er den længst siddende klimaminister, Danmark har haft.

”Grøn realisme” hører man ikke megen sang om mere. Venstres logo er blevet malet grønt i en periode. Og privat kører han nu selv i elbil.

Hvad er der egentlig sket?

”Min opfattelse er, at der har været en proces, vi har været inde i som parti. Venstre har taget ansvar for klima- og energipolitikken i mange år med aftaler i Folketinget og regeringsansvar. Det skal man huske. Men det kan godt være, vi ikke på samme måde har talt klima op, som andre har. Det burde vi måske have gjort, set i bakspejlet,” siger Lars Chr. Lilleholt.

Da han startede som minister, var det energi, forsyning og klima, der tog hans opmærksomhed. I den rækkefølge.

I dag fylder klima det meste af ministerens tid, fortæller Lilleholt.

”Det stigende fokus på klima er ikke sket fra den ene dag til den næste. Det er kommet over længere tid, fordi udfordringerne er blevet større og større. Det er blevet bekræftet over den seneste meget varme sommer med skovbrande, voldsomt vejr og flygtningestrømme. Det er kommet på den internationale dagsorden.”

Paris viste vejen
En af de første store opgaver for Lilleholt som minister var at tage til Paris til FN-forhandlinger om en global klimaaftale i slutningen af 2015.

”Paris viste, at verden vil den vej. Det sker ikke uden grund. Der er en reel udfordring, der skal løses. Og så er det klart, at i Paris blev det også meget konkret for mig, at der var et stort fokus på Danmark og danske løsninger,” siger ministeren, der dog afviser, at der var tale om en ”øjenåbner".

”Mine øjne var åbne,” siger han.

I stedet bekræfter Paris en central pointe om klimapolitikken for regeringen: At nok skal Danmark være med helt foran i feltet, men det er en opgave, der skal løftes internationalt, før det rykker noget. Man fornemmer et lille ekko af det tidligere credo om grøn realisme.

”I de fire år, jeg har været minister, har jeg oplevet, landene rykker sig. Der blev fastsat et mål om 40 procent CO2-reduktion i 2030 i EU. Det mål når vi til fulde. Og i 2020 kommer vi til at hæve det mål, det er jeg slet ikke i tvivl om,” siger Lilleholt og beretter om, at nye EU-tiltag gør det realistisk at nå 46 procent uden yderligere tiltag – og han kan godt se for sig, at det nye mål for 2030 lander på 50 procent.

”Jeg tvivler heller ikke på, at EU får et mål om at være klimaneutralt senest i 2050. Den aftale kommer, det er kun et spørgsmål om, hvornår landene er modne nok til at træffe den i fællesskab.”

Frugterne hænger længere oppe
I november sidste år kom Klimarådet med en rapport, der beskrev, hvordan tempoet i den grønne omstilling herhjemme til gengæld var blevet sænket. Ifølge ministeren fortæller det ikke noget om regeringens ambitioner, men derimod, at de lavthængende frugter allerede er taget. Oversat: Energisektoren er på rette spor i den grønne omstilling, men vi mangler transporten, landbruget og vores forbrug – de svære sektorer så at sige, som i højere grad direkte påvirker vores dagligdag.

”Frugterne hænger længere oppe i træerne nu – men de skal plukkes, for at vi kan blive klimaneutrale,” siger Lilleholt.

Kommer det til at betyde større ændringer af vores hverdag?

”Ja, det gør det.”

Skal vi spise og rejse anderledes?

”Jeg tror, teknologien vil løse en række af udfordringerne. Vi får ikke elbiler og den energiomstilling, der skal til, uden teknologiudvikling. De faldende priser på vedvarende energi er til gengæld det bedste eksempel på, at det også sker. Og vi skruer også op for energiforskningen med energiaftalen. Men det alene løser det ikke.”

Hvad løser det så?

”Vi skal se på hele paletten. Vi skal fortsætte ud ad det spor, energiaftalen ligger i – med mere havvind og forskning. Vi skal se på landbruget. Heldigvis har Landbrug & Fødevarer, Arla og Danish Crown allerede spillet ud, at de vil samme vej. Vi kommer også til at lægge et politisk pres. Det kommer der også inden for transport. Det er nødvendigt, for at vi kan nå i mål. Det bedste pres kommer dog med fælles EU-rammer.”

Hvad med vores forbrug?

”Vi har alle sammen et ansvar for vores træk på Jordens ressourcer. Og jeg oplever også en stigende bevidsthed om, at vi ikke kan fortsætte med at leve som i dag. Et sted, hvor vi kan sætte massivt ind, er madspild og ressourcespild. Op mod 40 procent af de varer, som købes i dag, smides ud. Det kan vi gøre bedre. Men jeg mener ikke, at vi bare skal holde op med at spise kød. Det strider imod min liberale grundholdning, at man skal bestemme, hvad folk skal spise. Men det er godt, hvis folk er bevidste om konsekvenserne.”

Radikale var afgørende
Den største aftale i Lars Chr. Lilleholts tid som minister er uden sammenligning energiaftalen. Alle Folketingets partier er med. Med den er der planlagt tre store havvindmølleparker med mulighed for flere, afsat en milliard kroner til udbygning af vindmøller og solenergi om året til 2025, og i 2024 skal man nå op på at give en milliard kroner til energiforskning om året.

Resultatet er ifølge ministeren, at 55 procent af det samlede energiforbrug kommer fra vedvarende energi i 2030, mens 100 procent af strømmen vil være grøn. Og i aftaleteksten er alle partier – fra Dansk Folkeparti til Alternativet – enige om, at Danmark skal have et mål om ”netto-nuludledning” senest i 2050.

Forløbet op til aftalen var dog langtfra snorlige. Dele af partierne talte om en minister og regering, der var for uambitiøse. Andre steder i det parlamentariske billede blev der talt om oppositionspolitikere, der hellere ville føre valgkamp.

Ud af det blå havde regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale stort set lavet en aftale, og på den sidste arbejdsdag inden sommerferien sidste år var der hvid røg.

”Der er ingen tvivl om, at Radikale spillede en central rolle i, at vi fik den aftale. Og så er det klart, at da Radikale og Dansk Folkeparti først ville en aftale, så havde vi et flertal. Det lagde et vist pres på Socialdemokratiet,” siger Lars Chr. Lilleholt.

Borgerlige aftryk
At de blå partier og Radikale først lavede en aftale, de kunne se sig i, betyder også, at der er nogle klare borgerlige aftryk i aftalen, mener Lilleholt.

Der er sket en betydelig markedsliggørelse af energipolitikken, og der er kommet et større fokus på frit valg: mere udbud og dermed konkurrence, mindre støtte og opgør med forbrugerbindinger til bestemte energiformer.

De første resultater ses ifølge Lilleholt i de udbud, hvor vind og solenergi har været i konkurrence med hinanden, og hvor priserne er blevet historisk lave.

”Skal hele den grønne omstilling lykkes, så er forudsætningen, at den er konkurrencedygtig,” siger han og tilføjer:

”Det er usundt at leve af tilskud, og at gøre en hel industri afhængig af tilskud er usundt. Derfor er jeg glad for, at vi har fået bragt priserne så langt ned på vedvarende energi. Det er udtryk for, at markedet i højere grad bestemmer. Og ikke tilskuddene.”

Kamp i EU
Nogle af dem, som til gengæld mener, energiaftalen stadig lader noget tilbage, er hele industrien for mere effektiv udnyttelse af energien. Industrigiganter som Grundfos, Danfoss, Rockwool og Velux fik oprettet en lobbyorganisation til at presse på, men det er svært at få øje på markante aftryk i energiaftalen.

Og det er ikke uden grund, fortæller Lilleholt. For han mener ikke, deres kamp bør kæmpes i Danmark.

”Vi havde en energispareordning, som var rigtig, rigtig dårlig. Ordningen fungerede ikke, og der var massivt snyderi. Den har vi nu lavet til to målrettede puljer og tilført et markedselement. Men det der med, at hvert EU-land skal sætte egne mål for energibesparelser, det, synes jeg, er helt skævt. Danmark kan sagtens være et udstillingsvindue alligevel – ved at vise, at vi kan gennemføre EU’s mål meget effektivt. Og hvis de så vil have højere ambitioner, så bør de tage til Bruxelles og tage kampen op der,” siger Lars Chr. Lilleholt.

Tiden er ved at rinde ud. Ikke blot for interviewet, men også for valgperioden. Men hvad udestår – hvad vil Lilleholt kaste sig over, hvis vælgerne og statsministeren lader ham fortsætte i endnu længere tid som energi-, forsynings-, og klimaminister på den anden side af folketingsvalget?

”Vi skal have medlemslandene med på målet om klimaneutralitet i EU. Så skal vi have det sidste kul ud af Danmark, det ser jeg meget gerne sker væsentligt før 2030. Og så er der implementeringsdelen af energiaftalen med havvind, udbud af sol og vindenergi og hele forskningssiden. Vi har også sat et ambitiøst mål om at fordoble eksporten af energiteknologi, og vi har allerede indledt en proces, hvor vi vil inddrage mange flere danskere i arbejdet med en ny klimalov. Det skal vi i mål med. Og så er der brug for yderligere tiltag på klima. Det er der ingen tvivl om.”

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Christian Lilleholt

MF (V), fhv. energi-, forsynings- og klimaminister
journalist (DJH 1993)

0:000:00