Alle er enige om, at frivillige venskabsgrupper gavner integrationen – men hvem skal betale?

Artiklen blev første gang bragt 14. maj 2019.

”Må jeg male dig?”

Det er egentlig børnene, der skal ansigtsmales, men 8-årige Ghala fra Syrien synes, det er sjovere at male de voksne.

Dracula i pixistørrelse passerer bordet med ansigtsmaling. Og mens ”Åh Boogie Woogie Woogie” brager ud fra et kobberfarvet musikanlæg på gulvet, myldrer en bi, en dinosaur og et utal af superhelte rundt om de to tønder, der hænger fra en stålkonstruktion i loftet på Nørrebrohallen.

”I venskabsgrupperne får de nogle positive oplevelser sammen med andre børn og frivillige danske unge, og det giver dem blandt andet nogle nye fortællinger om sig selv.

Camilla Vad
Familievejleder, Frederiksberg Kommune

Denne søndag er Ghala og seks andre flygtningebørn fra Frederiksberg til fastelavn i Nørrebrohallen med en af Red Barnet Ungdoms venskabsgrupper.

Gruppen er drevet af frivillige, som mødes hver søndag og tager børn med midlertidig opholdstilladelse med ud til de gratis aktiviteter, der finder sted i deres lokalområde. 

Vi tilbyder dem et sundt fællesskab at høre til. Og det bidrager til, at de bliver lettere integreret i skolen.

Camilla Carlsson
Projektansvarlig, Red Barnet Ungdom

”Det er en weekendfornøjelse, hvor børnene kommer ud og oplever nogle sjove og hyggelige ting, og så får de samtidig kendskab til deres lokalområde og ser, hvilke tilbud der er,” siger Anna Jespersen, som er frivillig leder for venskabsgruppen.

En blød landing i det danske samfund
Red Barnet Ungdom driver venskabsgrupper i 17 kommuner. De første opstod på Frederiksberg og i Aarhus for tre et halvt år siden – kort efter at syriske flygtninge fyldte de danske motorveje, fortæller Camilla Carlsson, som er overordnet ansvarlig for venskabsgrupperne.

”Der var en, som fik øje på de børn, der fik opholdstilladelse og pludselig blev sluppet ud af asylcentrene,” siger Camilla Carlsson:

”De var stadig ved at komme sig over deres flugt og opholdet på asylcentrene. Og nu stod de der midt i Danmark og skulle integreres. Vi var nødt til at lave en blød landing og skabe et rum, hvor de havde lov til at være børn.”

Anna Jespersen fra Red Barnet Ungdom maler knurhår i ansigtet på 8-årige Ghala fra Syrien. [Foto: Arthur J. Cammelbeeck]

En vej ind i lokalsamfundet
Gruppen fra Frederiksberg har blandt andet været til dinosaurudstilling på Geologisk Museum og på legepladser, fortæller Anna Jespersen.

”Svømmehallen er en klar favorit. Biblioteket er knap så populært,” siger hun.

”Vi har også lavet pizza. Og mig og Amira pyntede chokoladekager med jordbær og hindbær og satte blomster rundt om,” indskyder Ghala.

Gennem leg og sjov får de en indgang til aktiviteter, som de og deres forældre aldrig ville have lært at kende på egen hånd, mener Anna Jespersen.

”Jeg har oplevet, at de er begyndt at bruge den bemandede legeplads Lindegårdsparken og kulturhuset KU.BE sammen med deres forældre, efter at vi har været der med dem,” siger hun.

Venskabsgrupperne opbygger tillid
I familieafdelingen i Frederiksberg Kommune er familievejleder Camilla Vad glad for at kunne give flygtningefamilierne et frivilligt tilbud som supplement til kommunens fagprofessionelle indsats.

”Jeg har personligt siddet med nogle familier, som har fået nogle virkelig gode oplevelser, som jeg ikke selv har kunnet give dem som fagperson,” siger hun.

Det handler både om at give nogle trængte forældre et ugentligt afbræk og samtidig om, at børnene gennem venskabsgrupperne får mulighed for at udfolde sig i en mere fri kontekst end i skolen.

”I venskabsgrupperne får de nogle positive oplevelser sammen med andre børn og frivillige danske unge, og det giver dem blandt andet nogle nye fortællinger om sig selv,” siger hun.

Camilla Vad er heller ikke i tvivl om, at det for mange bliver en vej ind i det lokale foreningsliv.

”Når forældrene får en positiv oplevelse med, at fremmede mennesker kan tage sig af deres børn, og børnene kommer glade hjem, så tænker de: ’Sådan er det sikkert også med fodbold eller taekwondo.’ Det opbygger tillid til, at folk helt grundlæggende vil dem det godt,” siger Camilla Vad.

Og så, pointerer hun, er tilbuddet gratis.

”Hvis det kostede penge, ville de ikke have råd til at komme afsted. Når integrationsydelsen er så lav, skærer man ofte fødselsdage og sportsaktiviteter fra, fordi det er vigtigere at købe nye sokker og mad,” siger Camilla Vad. 

Vilde lege er der også plads til, når de unge frivillige leger med børnene i venskabsgrupperne. [Foto: Arthur J. Cammelbeeck]

Evaluering: Grupperne fremmer integration
Den pointe understøttes af en evaluering, der er foretaget af Socialt Udviklingscenter, SUS. Netop fordi familierne har en svag økonomi, er det vigtigt, at det er gratis at være med i en venskabsgruppe, pointerer Maria Lincke, som har udført evalueringen.

Hun peger også på, at Red Barnet Ungdom har gjort det let at være med, fordi de henter børnene i hjemmet og afleverer dem igen.

”Der er ikke tale om familier, som ved, hvor fodboldklubben ligger, og har overskud til at gå derhen. Deres børn har brug for træning i at gå til noget. Og der er det en kæmpe hjælp at blive hentet af nogen,” siger Maria Lincke.

Ud over at bygge bro til foreningslivet har venskabsgrupperne også en bredere integrerende effekt, vurderer hun. Sproget i grupperne er dansk, og mange af aktiviteterne introducerer børnene til danske traditioner og skikke, som tages for givet af børn, der er født her i landet.

”De frivillige tager børnene med til fastelavnsfest eller til påskearrangementer, hvor man maler æg. Det giver dem en introduktion til den danske kultur, som ikke er let at få ellers,” siger Maria Lincke.

Et sundt fællesskab at tilhøre
Integration er ikke et hovedformål med indsatsen. Alligevel er Camilla Carlsson fra Red Barnet Ungdom ikke i tvivl om, at venskabsgrupperne hjælper børnene med at finde deres plads i det danske samfund.

”Vi er med til at sikre, at vi ikke får nogen børn, der er isoleret fra det omgivende samfund, hvilket jo kan føre til, at de kobler sig på alt muligt andet. Vi tilbyder dem et sundt fællesskab at høre til. Og det bidrager til, at de bliver lettere integreret i skolen. På den meget lange bane kan det medvirke til, at de ikke ender i en kriminel løbebane,” siger Camilla Carlsson.

Hun pointerer, at der er tale om børn, som har traumatiserende oplevelser med i bagagen.

”Det er sårbare børn, som har brug for noget støtte, så de ikke ender i selv at blive traumatiseret, men i stedet får noget positiv energi.”

Usikkerhed om finansieringen
Værdien af venskabsgrupperne er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved. Alligevel kæmper Red Barnet Ungdom for at finde den fortsatte finansiering af driften.

”Vi kæmper på alle måder – både med at finde en fond, som vil støtte drift og udbredelse, når 2019 rinder ud, og med at få forankret grupperne i kommunerne,” siger Camilla Carlsson.

En venskabsgruppe koster 45.000 kroner om året at drive. Indtil videre er finansieringen kommet fra Trygfonden. Og i nogle kommuner er det lykkedes Red Barnet Ungdom at få de såkaldte paragraf 18-midler, som kommunerne afsætter til frivilligt socialt arbejde. Det er imidlertid ikke optimalt, mener Camilla Carlsson.

”Det er en usikker bevilling, som man skal søge hvert år. Stabilitet er meget vigtigt både for børnene og for vores frivillige. Vi er rigtigt kede af, at de gode fællesskaber, som vi har bygget op, ikke kan stå på et mere stabilt fundament,” siger hun og fortsætter:

”Men fordi vi ikke løfter en opgave, som kommunen er pålagt ved lov, så har de ikke bare penge, de kan kaste efter det.”

Fond: Kommunerne skal føre det videre
Det er Trygfonden, som har finansieret opstarten af grupperne. Men fonden har ikke planer om at finansiere den fortsatte drift, fortæller Pia Hansen, som er donationschef i den filantropiske forening Trygfonden.

”Meningen fra starten har været, at indsatsen skulle forankres i kommunerne. Vi har været med til at sikre, at projektet kunne komme i gang. Nu ligger metoden der, og så er det op til kommunerne at føre det videre,” siger hun.

Pia Hansen tilføjer, at hun håber, kommunerne vil understøtte venskabsgrupperne.  

”Det står jo kommunerne frit for. Men her har vi faktisk et konkret værktøj, som virker,” siger Pia Hansen.

Forsker: Forankring er et generelt problem
På Roskilde Universitet genkender professor Thomas Boje udfordringen med at få forankret og videreført en indsats, der er startet på fondsmidler.

”Det er en helt generel problemstilling, som civilsamfundet står i hver dag. Og det er dybt problematisk, at man laver enormt gode projekter, som kommunen cutter i det øjeblik, fondspengene udløber,” siger han.

Thomas Boje mener, kommunerne har en moralsk forpligtelse til at drive velfungerende projekter videre, når fondsmidlerne ophører – og den forpligtelse bør skrives ind i projektet fra begyndelsen.

”Langt de fleste af den slags projekter er billige – især når man har en civilsamfundsorganisation, som leverer manpower. Og har man sagt ja til en million fra en fond til at løse en social opgave, kan man godt finde penge til at drive den videre. Det er et spørgsmål om prioritering,” siger han.

Anna Jespersen gennemgår slikket fra fastelavnstønden sammen med Ghala. [Foto: Arthur J. Cammelbeeck]

Civilsamfundets indsatser bør anerkendes
I Nørrebrohallen har fastelavnstønden taget imod sit sidste slag. Et kvarters børnetæv holdt den til, før Robin Hood sendte den til tælling, og børnene flokkedes om slikposerne på gulvet.

”Vi skal lige se, hvilket slik der er halal,” siger Anna Jespersen og sorterer indholdet af en slikpose, mens Ghala utålmodigt står og venter. Vingummi og Big Ben-karameller bliver sorteret fra, mens en slikpind, rosiner, en figenstang og chokolade slipper gennem synet.

Hos Red Barnet Ungdom krydser Camilla Carlsson fingre for, at det lykkes at rejse penge til den fortsatte drift af aktiviteterne for Ghala og de andre flygtningebørn.

Hun sætter sin lid til både fonde og kommuner.

”Vi drømmer om, at man fra fondenes side anerkender, at drift også er vigtigt – at det er lige så godt at støtte gode, veletablerede projekter som nye ideer. Og samtidig bør det anerkendes i de kommunale budgetter, at de indsatser, som civilsamfundet bidrager med, har kæmpestor værdi,” siger hun og fortsætter:

”Her har vi konkret nogle flygtningebørn, som får et helt særligt tilbud ved, at frivillige kommer og giver dem noget samvær og leg. De får en helt anden relation end i det etablerede system. Det er man nødt til at tænke som need to have og ikke nice to have, for det er den tidlige indsats, som kan forebygge en hel masse ting, som i sidste ende kan koste samfundet en masse penge.”