Regeringen vil sylte landdistriktspenge

LANDDISTRIKTSMIDLER: Regeringen vil efter alt at dømme alligevel ikke hjemtage alle EU's landdistriktsmidler næste år. Det møder modstand i Folketinget.
Regeringen vil efter alt at dømme ikke hjemtage alle de penge, Danmark kan få fra EU's landdistriktsprogram i 2009.
Regeringen vil efter alt at dømme ikke hjemtage alle de penge, Danmark kan få fra EU's landdistriktsprogram i 2009.Foto: www.colourbox.com
Niels Th. DahlOle Nikolaj Møbjerg Toft

EU's landdistriktsprogram i Danmark er i overhængende fare for at blive mindre end hidtil antaget næste år.

Altinget.dk erfarer, at fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) på et forhandlingsmøde med forligspartneren Dansk Folkeparti om kort tid vil foreslå kun at hjemtage en del af de penge, der er til rådighed inden for landdistriksprogrammets rammer i 2009.

Dermed skal der ifølge regeringens plan i det kommende år gives færre penge til miljø- og naturbeskyttelse samt vækst og innovation i de danske landdistrikter, end der oprindelig var lagt op til.

Det er imidlertid en idé, der møder modstand i Dansk Folkeparti:

Jeg tror faktisk ikke, regeringen selv er helt afklaret om det. Men det er fra konservativ side vores håb, at regeringen bliver enige om fuld hjemtagning.

Per Ørum Jørgensen
Miljøordfører (K)

"Vi vil ikke være med til at skære ned. Der er jo nok af opgaver: Der skal skabes arbejdspladser i landdistrikterne, sættes projekter i gang med fødevarer, og kompetencen i lokalområderne skal udnyttes. Det er meget vigtigt for os," siger Dansk Folkepartis miljøordfører Jørn Dohrmann.

Løfte om fuld hjemtagning sløjfet
EU's nuværende landdistriktsprogram løber fra 2007-2013 og er for Danmarks vedkommende på godt 6 mia. kr., svarende til ca. 900 mio. kr. om året. I slutningen af 2006, da der blev forhandlet om fordelingen af midler for den nye periode, enedes regeringen og Dansk Folkeparti dog om kun at hjemtage ca. 560 mio. kr. i både 2007 og 2008 - og altså kun udnytte ca. 60 pct. af rammen.

Regeringen lovede imidlertid både i sit eget regeringsgrundlag fra 2005 og i en forespørgselsdebat i Folketinget i november 2006, at alle pengene ville blive hjemtaget - blot først senere i programmets løbetid.

Men i det nye regeringsgrundlag fra 2007 er løftet om fuld hjemtagning af EU-midlerne pludselig faldet ud - og med forlydenerne om, at regeringen heller ikke ønsker at udnytte rammen i 2009, er der voksende bekymring blandt Folketingets partier:

"Vi har hele tiden haft på fornemmelsen, at det ville ske. Men det er jo at snyde på vægten, når vi via vores medlemskab af EU har mulighed for at fremme miljø og projekter i landdistrikterne," siger Socialdemokraternes fødevareordfører, Bjarne Laustsen, der bakkes op af SF's europaordfører Anne Grete Holmsgaard:

"Det ville være fuldstændig hul i hovedet ikke at hjemtage alle midlerne. Der er brug for dem, og vi vil advare stærkt mod at putte det ned under stolen igen," siger hun.

K kræver alle pengene - og mere miljø
Landdistriktsmidlerne er hidtil blevet fordelt mellem miljøformål, vækst- og innovationsformål og mere bløde projekter til fremme af livet på landet. Dog har miljøet fået mest - i 2007 og 2008 således godt 55 pct. af midlerne.

De Konservative gjorde det før folketingsvalget sidste år imidlertid til en mærkesag, at miljøandelen skulle hæves til 75 pct. - og det blev da også en del af regeringsgrundlaget efter valget.

Partiets miljøordfører, Per Ørum Jørgensen, understreger, at det valgløfte havde som forudsætning, at der ville ske fuld hjemtagning af midlerne, og at De Konservative fortsat vil arbejde for det mål:

"Jeg tror faktisk ikke, regeringen selv er helt afklaret om det. Men det er fra konservativ side vores håb, at regeringen bliver enige om fuld hjemtagning - hvis ikke der kommer det, så udhuler det jo de 75 pct., som vi skulle bruge på miljøet," siger Per Ørum Jørgensen.

Den danske stat er forpligtet på at støtte landdistriktsprogrammet med et beløb, der svarer til støttebeløbet fra EU. Hvor stort et beløb, der skal hentes i EU-penge, har derfor også betydning for den danske finanslov, og det kan i sidste ende derfor blive afgjort mellem finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Dansk Folkepartis finansordfører Kristian Thulesen Dahl. 

Hverken fødevareminister Eva Kjer Hansen eller miljøminister Troels Lund Poulsen (V) har ønsket at udtale sig om sagen i dag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eva Kjer Hansen

Direktør, Dialog mod Vold, AskovFonden, vicepræsident for ALDE (Alliancen af Liberale og Demokratiske partier i Europa) 2023-, fhv. minister og MF (V)
journalistisk tillægsuddannelse (DJH 1991), cand.polit. (Københavns Uni. 2012)

Jørn Dohrmann

fhv. MEP (DF), fhv. MF
automatikmekaniker (1988)

Per Ørum Jørgensen

Byrådsmedlem (løsgænger), Herning Kommune, stifter og seniorrådgiver, Ørum Advice, forperson, Mental Talk, fhv. MF (K og KD)
HH (Herning Handelsskole 1988)

0:000:00