Et landsmøde i rumbaens og Rohdes tegn

REPORTAGE: Jens Rohde gjorde comeback, og Foghs kone stjal billedet, da Venstre i weekenden holdt landsmøde.
Anders Fogh Rasmussen i aktion på Venstres landsmøde.
Anders Fogh Rasmussen i aktion på Venstres landsmøde.
Anders Agner Pedersen
Det var en veloplagt statsminister, der lørdag den 15. november 2008 kunne ringe Venstres landsmøde i gang. Tiden op til landsmødet havde nærmest været en lang øretæve for det store af de to regeringspartier. Eller i hvert fald det store regeringsparti, så længe Fogh er formand for partiet. For med Lars Løkke ved roret ville partiet blive halveret og kun få 11 procent af stemmerne, viste en ny måling samme morgen. Men selv om diverse nyhedssider tordnede derudaf med netop denne historie, nægtede Fogh at gå med på den galej.

"Der er ikke nogen krise. Det er rigtigt, at vi har siddet i regering i syv år, men nogen syvårskrise er der bestemt ikke tale om," fastslog Fogh, som få dage forinden havde leveret en nærmest demonstrativ opbakning til partiets næstformand, finansminister Lars Løkke Rasmussen ved sit pressemøde på Nimb i Tivoli.

EU i højsædet
I det hele taget agtede Fogh ikke at lade hverken oppositionen eller for den sags skyld meningsmålingerne ødelægge det gode humør. Såvel statsministerens som finansministerens humørbarometer fik lige et par nøk opad, da de begge - uden indvendinger - blev genvalgt som henholdsvis formand og næstformand. Dog så Løkke ikke synderligt bekvemt ud, mens scenariet udspillede sig, men han havde også været præget af influenza de seneste dage, så måske han bare drømte sig hjemme til sit pudevår i Græsted.

Efter de obligatoriske punkter på dagsordenen kunne der tages hul på debatten om dette års hovedtema for landsmødet, nemlig EU. Det skete blandt andet med indlæg fra EU-ordfører Ellen Trane Nørby, som nøjagtig som ved EU-træffet i sommer var blandt primus motorerne.

Den megen snak om EU gav anledning til noget, som i sandhed hører til sjældenhederne, når statsministeren er involveret. Tidsplanen skred. Og ikke bare med et par minutter, men med en hel halv time. At det næppe huede statsministeren, er der vist ikke den store tvivl om, men han viste det nu ikke. I stedet gik han, sammen med hustruen Anne-Mette, til den stort anlagte frokost, hvor partisoldater, pressefolk, MF'er og ministre på kryds og tværs fik stillet den værste sult.

Der er ikke nogen krise. Det er rigtigt, at vi har siddet i regering i syv år, men nogen syvårskrise er der bestemt ikke tale om.

Anders Fogh Rasmussen
Statsminister, Venstre

Rohde er tilbage
Men hvad der var mistet på den ene side, måtte naturligvis indhentes på den anden side, så nøjagtig som planlagt blev landsmødet genoptaget klokken 14. Og der var lagt i ovnen til et comeback af den helt store slags. For Venstres fortabte søn, spradebasse og hvad han ellers er blevet kaldt i tidens løb, Jens Rohde, var nemlig tilbage i partiets skød efter en kortere afstikker til det nu hedengangne TV2 Radio. Modtagelsen af Rohde var massiv. Som en anden rockstjerne blev han hyldet, som var han manden, der kunne få Venstre ud af dødvandet i meningsmålingerne. Missilet havde ramt den bokseringslignende scene, og der blev han mere end et kvarter for at redegøre for sin europæiske vision.

Efter Rohdes oneman-show fik de andre parlamentskandidater mulighed for at præsentere sig selv. Blandt andet kunne man bemærke, at de to tidligere DR-journalister Poul F. Hansen og Morten Løkkegaard var med i feltet.

Da EP-ræset var overstået, var det politisk ordfører Inger Støjbergs tur til at erobre scenen. For nu skulle der diskuteres politik, ikke mindst med tilhørerne i salen. Støjberg havde allieret sig med blandt andet Malou Aamund, Karen Ellemann og Sophie Løhde, og i fællesskab fik de blandt andet debatteret en lang række emner, heriblandt stamcelleforskning.

Løkke i fokus
Sidste punkt på den officielle dagsorden denne lørdag i Herning Kongrescenter var Lars Løkke Rasmussens tale. Det var dagens helt store ubekendte, og var ventet med spænding, da Løkke i løbet af dagen ikke havde haft lyst til at kommentere på historierne, der var om hans person. Det skete heller ikke direkte i talen, men Løkke fik dog sendt en indirekte hilsen til oppositionen om, at personskænderier ikke løste de udfordringer, som der skulle tages hånd om. Der blev også plads til at nævne tidligere statsminister Anker Jørgensen (S) i finansministerens tale. En mand, som Løkke gav udtryk for, at han holdt meget af. For som han sagde:

"Jeg mener, at der skal være plads til små mænd, rundet af folket i storpolitik," lød det fra Løkke til stor morskab for tilhørerne i salen.

Anne-Mette stjal billedet
Herefter brød landsmødet op i en god times tid, inden landsmødefesten kunne begynde. Finansministeren havde fået æren af at være toastmaster. En rolle, som han tydeligvis befandt sig godt i. Flere selvironiske bemærkninger blev sendt afsted fra scenen, hvor Løkke et par gange fik selskab af gruppen Blue Boys, hvor udenrigsordfører Søren Pind var den ene af forsangerne. Pind havde hele dagen stået i den interne skudlinje, grundet udtalelser om VKO-samarbejdet. Selv statsministeren havde været på banen og kaldt Pinds bemærkninger for tåbelige.

Rundt omkring ved bordene var et af aftenens samtaleemner, hvad der ville ske, når ballet skulle åbnes. For med statsministerfruens optræden i Vild Med Dans måtte der næsten ske et eller andet. Og det gjorde der også. For Anne-Mette Rasmussen havde nemlig taget sin faste dansepartner, Thomas Evers Poulsen, med til landsmødefest, og de to åbnede ballet med først en cha-cha-cha og derefter en rumba.

Herefter blev dansegulvet invaderet af Venstre-folk, der alle sammen var vilde med dans. Også Fogh var på gulvet, hvor det blandt andet blev til en svingom med fruen. Men Fogh havde også en tale, der skulle øves, så en halv times tid før midnat kyssede Fogh fruen godnat og trak sig tilbage. Anne-Mette havde lige et par danse mere i benene, inden også hun vendte næsen mod hotellet.

Foghs klimavision
Søndag morgen kom så talen, som diverse kommentatorer har kaldt den vigtigste, Fogh længe har holdt. For med en kuldsejlet arbejdsmarkedsreform var der brug for at sætte en ny politisk dagsorden fra statsministerens side. Det krævede naturligvis, at ærmerne blev smøget op. For Fogh havde en plan. En klimaplan. For nu skulle Danmark være fossilfrit, en grøn superspiller og i det hele taget gå forrest for at vise vejen i kampen for klimaet. Nu skulle alt være grønt. Ja selv skattereformen skulle være grøn, fortalte Fogh i sin timelange tale.

Efter fremlæggelsen af sine nye politiske visioner overlod Fogh scenen til blandt andre beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, der havde rettet den verbale kanon mod SF's partiformand Villy Søvndal.

Ved 14-tiden kunne partiledelsen i Venstre takke for god ro og orden. Endnu et landsmøde med Anders Fogh Rasmussen som formand var forbi. Og ifølge statsministeren bliver det ikke det sidste.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Fogh Rasmussen

Formand og stifter, Rasmussen Global og Alliance of Democracies Foundation, seniorrådgiver, Citigroup, fhv. generalsekretær, Nato, fhv. statsminister (V), partiformand & MF
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1978)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Anne-Mette Rasmussen

Foredragsholder, danseinstruktør, forfatter
pædagog

0:000:00