Aviser: Den sidste fuldblodspolitiker

Den altfortærende måde, som Svend Auken praktiserede politik på, er nok ved at gå af mode i dagens Christiansborg-virkelighed. Den kræver simpelt hen for meget. Den æder sjæle op. Var Svend Auken den sidste fuldblodspolitiker af den gamle skole?"
Jyllands-Posten
Uddrag af lederen
Han var den Clinton, Danmark aldrig fik.
Således skriver Politiken om Svend Auken, der døde tidligt tirsdag morgen.
"Lysende begavet, empatisk ud over det sædvanlige, en blændende taler, idealistisk motiveret, men også drevet af viljen til at forhandle og viljen til at nå resultater," hedder det i Politikens leder.
Samme rosende omtale finder man i mange af dagens øvrige ledere. Samtidig er man ikke blind for de mangler og taktiske fejlskøn, der i sidste ende kom til at koste ham den øverste magt i Socialdemokratiet.
De tabte kampe
Men til trods for, at beslutningen om at vrage ham til fordel for Poul Nyrup Rasmussen i situationen var uomgængelig, mener Politikens lederskribent, at det var "en politisk tragedie og spild af talent, der trak lange spor, og som den dag i dag svækker Socialdemokraternes til enhver tid siddende leder."
Med faldet i 1992 tabte Svend Auken ikke blot sin egen succes som formand på gulvet; han tabte også første del af kampen om fremtiden. Det skriver Helle Ib i B.T.:
"Bortset fra Mette Frederiksen er den socialdemokratiske top i dag besat af mennesker, Svend Auken aldrig selv ville have placeret på fremtrædende poster," noterer hun sig.
Højt respekteret
Chefredaktør Flemming Hvidtfeldt ved Århus Stiftstidende, der i sin leder skriver, at Auken kunne have været blevet borgmester i Århus - hvis han havde villet det -, berører den respekt, Auken har nydt fra både med- og modspillere i den politiske arena:
"Mange var uenige med ham - især i miljøspørgsmål - men når det kom til det personlige og respekten for argumentation og viden, var han lige så højt respekteret, da han havde sin daglige gang på Christiansborg, som den der gives udtryk for i de mange tilkendegivelser, der er kommet i det seneste døgn efter hans død."
Den sidste fuldblodspolitiker
Jyllands-Postens lederskribent fæstner sig ved, at Svend Auken allerede i levende live opnåede at blive et stykke personificeret danmarkshistorie, - og samtidig en politikerrace, der er ved at uddø:
"Den altfortærende måde, som Svend Auken praktiserede politik på, er nok ved at gå af mode i dagens Christiansborg-virkelighed. Den kræver simpelt hen for meget. Den æder sjæle op. Var Svend Auken den sidste fuldblodspolitiker af den gamle skole?" spørger Jyllands-Postens lederskribent.
Bisættelse mandag
Svend Aukens bisættelse finder sted på mandag. Først med en mindegudstjeneste i Slotskirken, som biskop i Århus, Kjeld Holm, vil stå for, hvorefter søsteren Margrete Auken (SF) vil foretage jordpåkastelsen i Frederiksberg Kirke.
Altinget Privat – til private læsere
Følg den nye regering med journalistik, der ikke vælger side.
0 kr. for 14 dage
Fortsætter til 129 kr./måned
Tilbuddet udløber den 30. juni 2026. Abonnementet fortsætter til normalpris, 129 kr./md. efter 14 dage. Mindstepris: 0 kr. Opsig når du vil til udgangen af indeværende abonnementsperiode. Tilbuddet gælder kun, hvis du ikke har abonneret på Altinget Privat de seneste seks mdr.
Indsigt
- Kvinderne i overtal for første gang: Se alle de nye ministre
- Mette Frederiksen danner regering efter rekordforhandlinger. Her er, hvad vi ved
- Syv politikere bliver ministre for første gang: Lær dem at kende her
- Politisk økonom: Løkke og Dragsted kan enes om en grøn industripolitik, hvis Løkke forlader nullernes dogmer
- Holstein: Frederiksen endte med den eneste mulige regering








































