Pionerer og profit i klimapolitik

Af Jens Rohde (V)
Medlem af EU-Parlamentet

Et marked står og falder med dets pionerer. Uden pionerer kan et marked ikke drives frem, og uden et marked i fremdrift er der ingen innovation og ingen vindere. Intet marked kan undvære pionererne.

EU-Kommissionens netop offentliggjorte vækststrategi for år 2020 udmærker sig ved at indeholde få, konkrete og relativt realistiske målsætninger. I hovedtræk ser de sådan ud:

Beskæftigelsesraten skal op på 75 pct., investeringer i forskning og innovation skal udgøre 3 pct. af BNP, CO2-udslippet skal ned med 20 pct., energieffektiviteten skal øges med 20 pct. og den vedvarende energi udgøre 20 pct. af det samlede forbrug.

Alt sammen pænt og godt og i klar forlængelse af måneders diskussioner i EU. Det er også befriende, at man har forladt den gamle Lissabon-strategi, som var et sandt juletræ af målsætninger, der stak i alle mulige retninger.

Men når det er sagt, må vi desværre også konstatere, at mod og pionerånd glimrer ved sit fravær i udspillet. Det kan på sigt betyde tab af konkurrenceevne og dermed mulighederne for at nå målsætningerne. Der er nemlig store markedsfordele i at være pioner.

Pionerer tiltager sig markante markedsandele på bekostning af konkurrenterne, deres brand sikrer en lang række positive spin-off effekter, ligesom de nyder godt af en kultur, hvor der konstant er fokus på videreudvikling, fordi man har mærket forretningsfordelene i alle organisationens led gennem pionerånden.

Alt det er der ikke noget som helst nyt i. Det er elementær viden på alle markeder.

Det logiske spørgsmål er derfor, hvorfor EU og hver enkelt medlemsland ikke gør klimapolitikken markedsdrevet og kombinerer det med nogle ambitiøse målsætninger?

Hvis Europas politikere droppede de moralske og belærende pegefingre i klimadebatten og så mulighederne i markedet frem for at fokusere på klassiske europæiske politiske detailreguleringer, ville vi med fordel kunne sætte ambitionerne om vedvarende energikilder og dermed nedbringelse af vores CO2-udslip langt højere end i dag.

Erfaringerne fra andre steder i verden viser, at en markedsbaseret klimapolitik kan overgå vores politiske målsætninger gennem en løbende innovation drevet frem af en fornuftig økonomisk forretningstilgang.

Fra politisk hold kræver det ikke så meget andet end modet til at lave ambitiøse målsætninger, sikre frie markeder og fornuftige forskningsrammer med plads til langt større støtte til medarbejderdrevet innovation og økonomiske midler til demonstrationsanlæg. Resten klarer markedet.

Banebrydende lande høster store økonomiske gevinster ved deres banebrydende opførsel. Klimavenlige teknologier oplever et boom i det globale marked, og konkurrencen om dem dækker fra de udviklede industrilande til Indien og Kina.

I stedet for at klynke over topmødet i København og betræde de typiske politiske slagne veje mod nye nederlag om to år i Mexico, burde vi i EU turde sætte nye mål og fokusere målrettet på den politiske og tekniske konkurrence og det store potentiale i den.

Dertil kommer den gode nyhed, at hvis vi i EU blot gør det, vi allerede gør i dag, når vi længere end Kyoto-målene. Alt tyder på, at vi når en 13 pct. reduktion i vores CO2-udledning i 2012 og ikke de 8 pct., som var vores forpligtelse.

Tyskland nåede allerede i 2007 Kyoto-målsætningerne og den føderale regerings målsætning om at øge andelen af vedvarende energi i 2020 med 20 pct. kunne i løbet af det seneste år forhøjes til 30 pct. Og endnu bedre: Industrien selv forventer en stigning på mere end 40 pct.

I Storbritannien blev de oprindelige Kyoto-mål om nedbringelse af drivhusgasudledningerne anset for næsten umulige at nå. Målsætningen var at reducere udledningerne med 12,5 pct. inden 2012, målt på 1990-niveauet.

I dag - to år før skæringsdatoen - forventer englænderne at reducere med 20 pct. På energieffektivitet satte man en målsætning om forbedring på 9 pct. i 2016. Nu forventes præcis det dobbelte.

Det mest imponerende eksempel på acceleration er dog Japans »Top Runner«-program fra 1998. Programmet fik til formål at sikre, at det mest energieffektive produkt inden for en given branche bliver standard.

Den oprindelige målsætning for computere var, at de i 2005 i gennemsnit skulle bruge 83 pct. mindre elektricitet end i 1998. Det mål blev nået i 2001, og i 2005 var reduktionen tæt på de 99 pct.

Nu fristes man let til at tro, at en sådan dynamisk forandring kun er mulig i højtudviklede industrialiserede lande. Men selv i Kina, som var klimatopmødets helt store problembarn, sker der en gigantisk udvidelse inden for vindenergi.

I maj femdoblede Kina sit mål for, hvor meget vindkraft landet skal have i 2020. Målet gik fra 20 til 100 gigawatt. Allerede i dag er Kina den fjerde største producent af vindkraft. Kina har tillige et mål for, at der skal produceres mindst 1,8 gigawatt med solkraft i 2020. Højst sandsynligt vil tallet komme helt op mod 10 gigawatt.

Alene målsætningen for vindenergi svarer til den samlede tyske kapacitet. Også i Indien er der store forretningseventyr at fortælle om, når det gælder solenergi. I 1985 begyndte man ganske småt med nogle få demonstrationsanlæg.

I dag er målsætningen, at solen skal være en central kilde til strøm i Indien i 2020. Premierminister Manmohan Singh har for nylig godkendt planen om at tappe 20 gigawatt fra solen.

Det er en yderst ambitiøs plan - især når man sammenholder planen med, at Det Internationale Energiagentur forventer, at man globalt vil producere 27 gigawatt solenergi i 2020. Dermed vil Indien stå for 75 pct. af den samlede, skønnede globale kapacitet.

Nuvel, finansieringen er endnu ikke på plads, men faktum er, at Indien i dag er storeksportør af og tjener mange penge på solenergi, fordi der blev opstillet nogle målsætninger, som ingen troede var mulige at nå.

Disse vellykkede tilfælde er ikke tilfældige, selv om de ikke var forventet. Spørgsmålet er, om der er en generel forklaring på dem. Kan vi med en ambitiøs klimapolitik i EU skabe en generator for vækst hos os selv?

Alt tyder på det. Men det kræver, at vi tør at sætte mere ambitiøse mål end andre, og det kræver, at vi ikke venter på en stor forkromet klimaaftale engang i den uvisse fremtid.

Den kommer formentlig ikke alligevel, så længe aftalerne skal forhandles i det nuværende FN, som helt åbenlyst ikke egner sig til at skabe international handling. Vi skal derimod hæve barren for, hvad vi selv forventer af teknologierne.

Nye teknologier skal skabe nye markeder, lavere produktionsomkostninger og en generel forbedring af effektiviteten af den forhåndenværende teknik.

Det er ganske tankevækkende, at tidligere omstridte klimamål fra Kyoto i dag er almindeligt accepteret. Ganske enkelt fordi målene bliver indfriet før tid hos dem, hvor målene er en integreret del af hverdagen og dermed fører pionerånden med sig.

Og selvom det formentlig piner godhedsindustrien og venstrefløjen, at vejen til klimamålene ikke går gennem vandgrød og sivsko, men at kernen i denne dynamiske udvikling er de økonomiske fordele i et globaliseret marked, så burde vi i EU kunne nå til enighed om at fokusere på nogle ambitiøse målsætninger og herefter lade markedet og profitten skabe de nødvendige fremskridt.

Spørgsmålet er, om EU tør opstille mere ambitiøse målsætninger end i dag. Og spørgsmålet er, om venstrefløjen vil acceptere en profitmaksimerende og markedsdrevet klimapolitik. Klimadebatten efter Københavnertopmødet tyder desværre ikke på det.

Men hvis ikke de to yderpunkter når hinanden i EU, bliver klimadagsordenen sat andre steder, og det bliver de, hos hvem pionerånden driver værket, der løber med alle de økonomiske fordele i fremtiden. Hvorfor vente på det!?

Jens Rohde er gruppeformand for Venstre i EU-Parlamentet.
Kronikken er også bragt i Berlingske Tidende 16. marts 2010.