Køb abonnement
Annonce

Det sagde Løkke på pressemødet

Foto: stm.dk
3. marts 2010 kl. 00.03

Statsministerens pressemøde den 2. marts 2010

Det talte ord gælder

Statsministeren: "Velkommen til pressemødet i forlængelse af ministermødet, som vi holdt her til morgen, det første sådan ordinære ministermøde i den nye regering. Alle er i arbejdstøjet - kommet godt fra start, så vi drøftede en række lovforslag, som nu fremsættes over for folketinget, hvor jeg her kun vil trække ét frem - nemlig det forslag, der har til formål at styrke indsatsen for unge, som har svært ved at komme i uddannelse eller job.

Det er et forslag, som har tre elementer. For det første så gør vi det muligt for jobcentrene som noget nyt at give uddannelses- eller beskæftigelsesrettede tilbud til unge under 18 år - altså unge mellem 15 og 18, der ikke er i uddannelse eller i job.

Derudover for det andet, så fremrykker vi det aktiveringstilbud, de unge under 20 år får, sådan at de får det allerede efter 4 ugers ledighed, fordi erfaringen jo viser, at en tidlig indsats er helt afgørende, det er dét, der virker.

Og endelig for det tredje, så laver vi nu en nyordning i forhold til unge under 30 år, som ikke har en ungdomsuddannelse, de vil fremover kunne blive testet i forhold til læse- og skrivefærdigheder, hvis jobcentret vurderer, at der er et behov for dét, så man målrettet kan sætte ind og give dem grundlæggende læse- og skrivefærdigheder, fordi vi ved, at disse helt grundlæggende kompetencer er af stor betydning for at kunne få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Og det lovforslag, som nu fremsættes for folketinget med disse tre elementer, det er jo en del af den særlige indsats mod ungdomsledighed, som står meget, meget højt på regeringens politiske dagsorden.

Fordi det er selvfølgelig ulykkeligt, hver gang vi ser en arbejdsløs, men det er jo særligt ulykkeligt i de situationer, hvor der er tale om unge mennesker, der sådan set er på vej til at debutere på arbejdsmarkedet. Det er vigtigt, at de får et sikkert fodfæste.

Så vil jeg sige, at jeg i morgen formiddag sammen med undervisningsministeren besøger to folkeskoler i hovedstadsregionen, nemlig Egedalsskolen i Kokkedal, som var repræsenteret på den særlige Marienborguge, jeg holdt for nogle uger siden, og Strandgårdsskolen i Ishøj.

Og det gør jeg selvfølgelig, fordi at hele spørgsmålet om at løfte fagligheden i den danske folkeskolen står jo centralt i det arbejdsgrundlag Danmark 2020, som jeg fremlagde i sidste uge. Der er ingen tvivl om, at én af de langsigtede vækstmotorer, det er at få gjort dét, der er noget nær verdens dyreste folkeskole til verdens bedste folkeskole.

Så derfor tager jeg altså sammen med undervisningsministeren til Egedalsskolen og Strandgårdsskolen for at få et indblik i virkeligheden, som den ser ud fra elevernes og skolens side.

Endelig vil jeg så blot oplyse her, inden vi så går over til spørgsmål, som der så bliver lidt mere tid til end normalt, at jeg på torsdag rejser til Singapore, Japan og Sydkorea.

Det er en rejse, som har været planlagt gennem længere tid, og som har tre formål - nemlig for det første at styrke og udbygge vores forhold til de lande, jeg her besøger, derfor mødes jeg også med Japans premiereminister Hatoyama og Sydkoreas præsident Lee.

Det andet formål, det er at få et internationalt perspektiv på det arbejde, vi har sat i gang i vækstforum, hvor vi jo havde et meget vellykket møde i Esbjerg her torsdag/fredag. Og i øvrigt også få et internationalt perspektiv på det 360 graders-eftersyn af den danske folkeskole, vi har iværksat, og specielt besøget i Singapore, som er meget kort, og som afvikles på vejen til Japan, er planlagt med det perspektiv for øje.

Og endelig for det tredje, så vil jeg jo gerne diskutere perspektiverne for samhandel, for investering og forskningssamarbejder med disse lande, og derfor vil jeg på turen til Japan og Sydkorea blive ledsaget af en større dansk erhvervsdelegation.

Jeg tror, jeg vil indskrænke mig til disse serviceoplysninger til en start, og så lade det være beroende på jeres spørgsmål, hvad vi skal diskutere her på dagens pressemøde.

Værsgo!

Spørger: Jeg vil gerne spørge til jeres konvergensplaner og udspillet i sidste uge, fordi der er stadigvæk mange, der er i tvivl om, hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre at spare 24 mia. over de næste tre år, uden at laver nedskæringer i kommunerne. Selv Erik Fabrin, din egen partifælle, der stadig er formand for Kommunernes Landsforening nogle uger endnu, har jo sagt, at der kommer nedskæringer, det kan ikke undgås. Kan du give en garanti her i dag for, at det ikke kommer til at ramme altså folkepensionisterne, de ældre, børnehaverne, folkeskolen osv. Altså lave sådan en kontrakt med vælgerne for ligesom at fjerne den sidste tvivl?

Statsministeren: Man skal være varsom med at give garantier. Det siger sig selv, at hvis man over en treårig periode bruger 24 mia. mindre, end man havde tænkt sig at bruge, så har det jo en effekt, altså det må man da gå ud fra, fordi ellers havde det jo været en vanvittig tanke overhovedet at operere med ideen om at bruge 24 mia. mere. Så selvfølgelig kan man ikke bremse op og bruge 24 mia. mindre, end man havde planlagt, uden at det har en konsekvens.

Dét, der er vores opgave som politikere, det er jo at sørge for, at det får den mindst mulige negative konsekvens. Det er præcis også baggrunden for, at vi tager det her i den rigtige rækkefølge. Og dét, vi gør nu, det er, at vi med en tættekam, og det gælder alle nye ministre ... er sat på et arbejde med at gå alle deres budgetkonti igennem for at se, er der nogle ting, vi kan prioritere på, er der nogen ting, vi kan gøre anderledes. Det er jo den ansvarlige måde at gøre det på. Og så vil man selvfølgelig få syn for sagen. Og der vil være to stationer undervejs. Der vil være kommune- og regionsforhandlingerne i maj/juni måned, som jo er aftaler, der hvert år har to sider, nemlig at vi aftaler noget økonomi, og så aftaler vi også, hvad er det så nogle forventninger, vi har, og vi får for de penge vi stiller til rådighed. Og så vil der være finanslovsforslaget, som vi lægger frem til august. Og vi har jo ikke den ambition at starte med at spare de bedste penge væk. Altså vi har jo sådan set den ambition at konsolidere dansk økonomi med et sikkert øje for, at vi fortsat skal have en velfungerende offentlig sektor.

Allerede abonnent? Log ind

Altinget Privat

Tror du også på politik?

0 kr. første måned

Fortsætter til 129 kr./måned


Abonnementet fortsætter til normalpris, 129 kr./md. efter en måned. Mindstepris: 0 kr. Opsig når du vil til udgangen af indeværende abonnementsperiode. Tilbuddet gælder kun, hvis du ikke har abonneret på Altinget Privat de seneste seks mdr.

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026