Køb abonnement
Annonce

Det sagde Løkke på pressemødet

14. april 2010 kl. 00.07

Pressemøde den 13. april 2010

Det talte ord gælder 

Statsministeren: Velkommen til pressemødet her denne tirsdag, hvor vi som sædvanlig har holdt ministermøde. Vi har vedtaget de noget nær sidste lovforslag, der skal fremsættes i denne samling. Det er bl.a. økonomi- og erhvervsministeren, der har fremlagt den lovpakke, der skal til for at håndtere, at de særlige statsgarantier i forhold til nødlidende banker løber ud med udgangen af september. Og så har socialministeren fremlagt det forslag, der skal skabe mere fleksibilitet omkring madordningerne i daginstitutionerne. Og med det, så er vi sådan set ved at være der i forhold til de lovforslag, som skal på Folketingets bord i denne samling.

Det betyder så også, at bordet er ved at være renset af i forhold til at kigge på tingene i et mere fremadrettet perspektiv. Jeg glæder mig jo over, at det i fredags lykkedes at komme på plads med den hjælpepakke til dansk landbrug og følgeindustriens sektor, der tegner sig for 150.000 danske arbejdspladser, som jeg annoncerede i forbindelse med fremlæggelse af det nye arbejdsgrundlag Danmark 2020 for små 7 uger siden. Og tilsvarende har vi en række andre uløste ting, som jeg forventer bringes på plads i løbet af meget kort tid. Der er bl.a. jo enkelte udeståender i forbindelse med den fuldstændige finansierede skatte- og afgiftsomlægning, vi lavede sidste år i forbindelse med forårspakke 2, hvor jeg har den forventning, at partierne bag den aftale i løbet af meget kort tid får de sidste ting på plads, sådan at også den skattereform er i orden og væk fra bordet. Og det er vigtigt, fordi det er nu sådan, at vi skal have de fremadrettede briller på. Til den ende, der mødes regeringen jo mandag-tirsdag i næste uge til regeringsseminar. På det tidspunkt, så vil regeringen have siddet i et par måneder. En række nye ministre har på det tidspunkt da haft mulighed for at sætte sig ind i deres respektive områder, og det der er hovedindholdet på regeringsseminaret mandag-tirsdag, det er jo præcis at få sat kød og blod på de punkter, som ligger i arbejdsgrundlaget Danmark 2020, som er et meget markant program, der sætter nogle stærke mål op for, hvordan Danmark skal udvikles over de næste 10 år. Så det vil være et hovedindhold på regeringsseminaret, at de enkelte ministre på hvert deres område bliver konkrete på, hvilke skridt der yderligere skal tages for at fremme de målsætninger, der er i Danmark 2020, og som jo helt overordnet kan samles under den paraply, den ambition, at Danmark i 2020 skal være blandt de 10 rigeste nationer i verden målt på BNP. Det er jo ikke nogen ligegyldig målsætning, det er en meget vigtig målsætning for én, der for ret få timer siden er landet fra Kina og ser, hvordan de asiatiske økonomier rykker, hvor hurtigt, de er rykket fri af den internationale økonomiske krise, så må man sige, at så står det klart for enhver, at man skal stå tidligt op for at indfri den målsætning.

Til det hører jo også, at vi skal håndtere den økonomiske situation, og det vil være et andet vigtigt omdrejningspunkt for vores drøftelser mandag-tirsdag at gøre status på, hvor er vi henne i øjeblikket. Det er for tidligt at aflyse krisen, men på en dag, hvor bøgen også er sprunget ud, så kan man jo glæde sig over, at der er tegn på, at tingene lysner. Jeg noterede mig, at Danske Bank i sidste uge kom med en prognose, der tegner et lysere billede af dansk økonomi end det, vi aktuelt ellers har frygtet, som har nogle forventninger til, at arbejdsløshedskurven vil knække på et lavere niveau end det, vi har frygtet. Jeg står ikke og lægger den analyse fra et dansk pengeinstitut til grund for regeringens politik, men jeg peger bare på, at der er sådanne spæde forårstegn, og det kan man også se på andre måder. Og derfor er det jo vigtigt, at vi nu mere konkret får taget hul på den konsolidering af dansk økonomi, der skal til. Situationen er jo den, at vi har tabt mange arbejdspladser i den private sektor. Og at vi som følge af krisen har et offentligt forbrug, der er historisk højt, hvad enten vi måler det i pengesedler eller i andel af samfundets velstand, så har vi aldrig nogen sinde i verdenshistorien haft så stort et offentligt forbrug.

Og for at undgå en rentebyrde, som smadrer vores handlemuligheder i fremtiden og for at sikre, at vi får væksten igen i den private sektor, fordi velstanden er forudsætningen for velfærd, så skal vi i gang med at konsolidere - jeg har en forventning om, at vi på regeringsseminaret mandag-tirsdag kan få den drøftelse lidt dybere og derfor også kan blive mere konkrete på, hvad er det for nogle genopretningstiltag, der skal til. Helt overordnet, så handler det jo om, at vi må indstille os på, at vi i et par år eller tre skal have ro omkring de offentlige udgifter, det offentlige forbrug. Det er en udfordring, fordi samtidig med, at vi skal have ro på de offentlige udgifter, så er der nogle områder, vi gerne vil prioritere, det gælder sundhedsområdet, det gælder også en række områder i forhold til uddannelsessektoren, innovation m.v. Så der skal jo være mod til også at prioritere og skære den samfundskage ud, som altså ikke så vokser de kommende par år, på en lidt anderledes måde. Det er hovedomdrejningspunktet for regeringsseminaret mandag, og den har jeg så også en forventning om, at vi kan vende tilbage til i forlængelse af regeringsseminaret, når det slutter tirsdag.

Til det med at geare sig mod fremtiden hører jo også, at vi torsdag-fredag mødes i regeringens vækstforum. Det der vil være temaet denne gang, det er jo Danmark i en åben økonomi. Siden vi kom til i 2001, har vi jo gjort en del for at flytte hele vores udlændingepolitik fra en situation, hvor vi havde mange familiesammenføringer, mange flygtninge - til en situation, hvor vi er åbne over for udlændinge, der kommer til Danmark med kvalifikationer eller med investeringer i baglommen. Og vi kan se, at vi noget nær har firdoblet antallet af udlændinge, der er i Danmark for at arbejde eller studere. Men der skal rimeligvis gøres mere. Det er noget af det, vi skal diskutere i vækstforum torsdag-fredag. Blandt andet hele spørgsmålet om, hvordan udenlandske studerende, der studerer i Danmark kan motiveres til at blive i Danmark efter endt studie og arbejde i det danske samfund til glæde både for dem selv og for det danske samfund.

Jeg glæder mig jo over, at vi siden vi etablerede den nye regering for syv uger siden, har fået gennemført en række tiltag - en ny bankpakke 3, en landbrugspakke sidste fredag, en helt ny strategi på udviklingspolitikken og et serviceeftersyn på hele udlændingeområdet. Dét og det forhold, at vi nu altså har gjort årets lovarbejde færdigt for så vidt angår regeringen, skaber nu rum til, at vi i højere grad kan koncentrere os omkring fremtidens udfordringer.

Jeg tror, det skal være mine bemærkninger til en start, og så ved jeg ikke, hvem der vil lægge for. Det vil Mads.

Spørger: På sådan en dag som står i de royale festligheders tegn, der har SF foreslået at lave en gennemgang af, hvor mange penge kongehuset egentlig koster det danske samfund på baggrund af nogle hollandske erfaringer med, at det nok er flere penge end dem, der egentlig står på ... sådan øremærket på finansloven. Hvad siger du til et sådant forslag?

Allerede abonnent? Log ind

Altinget Privat

Tror du også på politik?

0 kr. første måned

Fortsætter til 129 kr./måned


Abonnementet fortsætter til normalpris, 129 kr./md. efter en måned. Mindstepris: 0 kr. Opsig når du vil til udgangen af indeværende abonnementsperiode. Tilbuddet gælder kun, hvis du ikke har abonneret på Altinget Privat de seneste seks mdr.

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026