Avisledere splittede om Fair Løsning

REAKTIONER: Der er både bifald og buh-råb at læse i dagbladenes vurderinger af økonomisk plan fra S og SF.
Foto: Johannes Kaas Fallesen/Altinget.dk

11. maj 2010 var dagen, hvor S-SF-udspillet "En fair løsning - sammen ud af krisen" blev præsenteret. Mediernes reaktioner er mildest talt delte.

Tanken er god
Kristeligt Dagblad mener, den nye plan fra S-SF både er rosværdig og principielt rigtig, men der mangler desværre noget:

"Vi skal, mener de to partier, arbejde og uddanne os ud af vort lands økonomiske problemer. Vækst skal erstatte besparelser. Men desværre indeholder planen ikke mange underbyggede anvisninger på, hvordan målet skal nås. Det er svært at se, at det samlede regnestykke hænger sammen," skriver Kristeligt Dagblad i sin leder af 12. maj 2010 og mener, at der er flere centrale elementer i planen, der nærmest virker frejdige og umulige, men dog meget modige.

"Politisk har planen formentlig to hovedformål. Den skal dels signalere ansvarlighed. Gaveboden er forladt, samtidig med at man forsøger at fastholde vækst kontra besparelser som det centrale valgtema," skriver Kristeligt Dagblad.

Utroværdigt sludder
180Grader mener overhovedet ikke, at planen holder, og kalder S-SF's plan om at holde de unge færdiguddannede i landet noget direkte sludder:

"Den argumentation gælder altså ikke længere? Nu skylder børnene 'samfundet' noget, når de har taget deres uddannelse, selvom deres forældre har betalt så rigeligt i forvejen?" spørger 180Grader i sin leder og fortsætter med at remse op, hvilke ydelser danskerne så ellers skylder samfundet for at have modtaget.

Berlingske Tidende mener heller ikke, at S-SF-udspillet er troværdigt. Skal man finde frem til de positive ting, er det de initiativer, der kan øge arbejdsudbuddet:

"Men det store offentlige underskud er det helt centrale problem, der udstiller de to partiers fundamentale svaghed og utroværdighed. For det første udviser S-SF ikke nogen lyst overhovedet til at røre det mindste ved udgifterne til velfærdsydelser. For det andet virker de positive initiativer omkring arbejdsudbuddet helt overvejende først om flere år, mens der på den lidt kortere bane slet ikke tages hånd om at sikre, at der bliver bedre balance mellem offentlige udgifter og indtægter," skriver Berlingske Tidende i sin leder.

Demonstration af styrke
"Med det fælles økonomiske udspil fra S og SF fik vi i går det afgørende bevis på, at de to partier er modne til at påtage sig regeringsmagten," skriver Politiken i sin leder, som mener, at det er en grundlæggende økonomisk ansvarlighed, der bærer udspillet frem:

"I modsætning til VK-regeringen, som har klattet pengene væk på ufinansierede skattelettelser, er der styr på de offentlige finanser i udspillet fra S og SF," fastslår Politiken. Men det er ikke nok at love reformer, skriver avisen, det forpligter.

Ifølge Information er det en demonstration af den styrke, som S og SF står sammen med - det historiske trepartssamarbejde, S og SF har indledt sammen med fagbevægelsen med en aftale om, at almindelige lønmodtagere skal arbejde en time mere om ugen i gennemsnit:

"Det er historisk af flere grunde. Dels fordi arbejdstiden i et århundrede eller mere kun er gået den anden vej, den er blevet kortere og kortere, dels fordi det ser ud til, at parterne på arbejdsmarkedet igen kan stå i centrum for arbejdet med at løse store samfundsproblemer," skriver Information.

Dyre 12 minutter
Jyllands-Posten er enige med Kristeligt Dagblad om, at tanken er god, og at S-SF-udspillet lyder sympatisk, men det er en lettere misvisende titel, samarbejdet har fået, og ved en nærlæsning viser det, at samarbejdet kan blive et dyrt bekendtskab:

"Helt grundlæggende forsømmer de to partier at tage stilling til, om det kan betale sig at arbejde mere. Sikkert er det, at de højtlønnede nok skal vare sig. Belønningen for deres ekstra indsats er den hæmningsløst populistiske millionærskat, men selv for kassedamen, skolelæreren og sygeplejersken kan det blive bekosteligt at ofre sig," skriver Jyllands-Posten i sin leder, som slutter:

"Regeringen skal i handling vise, at den har de bedste kort, ellers kan det for alvor blive 12 dyre minutter for Danmark."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00