Kald mig bare føderalist!

Mens　verden - og i hvert fald Nordafrika - skriger på fælles　EU-optræden,　er　etableringen af en fælles udenrigstjeneste indtil videre mest gået op i bureaukratisk fnidder-fnadder. Det er pinligt.

Erik Boel
Formand for Europabevægelsen

Af Erik Boel,
Landsformand for Europabevægelsen
　
Vi har allerede i dag mange af elementerne fra en føderation; fælles mønt, toldmur, fælles institutioner, fælles centralbank og forsøg på fælles udenrigs- og forsvarspolitik. Desværre har EU ikke en føderations glasklare opbygning, men er i stedet sovset ind i bureaukrati og alt for mange muligheder for at stikke en kæp i hjulet - kort sagt en tag-selv-bord af fillibuster.
　
Ja, jeg er "føderalist", hvis der med føderation tænkes på et institutionelt forenklet og mere demokratisk samarbejde; dvs. et to-kammersystem - som vi er tæt på at have, bortset fra at Europa-Parlamentet ikke har initiativret. Hvis "føderationen" indebærer en skarpere kompetencedeling mellem det europæiske, det nationale og det regionale niveau. Og hvis "føderationen" ville betyde direkte valg af en europæisk præsident - det ville være det enkleste og så sandelig også det mest demokratiske.

Udviklingen går for langsomt
Fremover bør de europæiske partilister have mulighed for at stille op ved valgene i alle de europæiske lande - de tværnationale partier er nøglen er udviklingen af fremtidens europæiske demokrati. Det ville tillige være velgørende, hvis Europa-Parlamentet fik mulighed for suverænt at udpege Kommissionen. Så ville valget til Parlamentet betyde meget mere - valgdeltagelsen ville stige! - og vi ville se en markant forskel på, om der er rødt eller blåt flertal i Parlamentet. I dag har vi et system, som med sine brede flertal snarere minder om det, vi har på Københavns Rådhus, og det er sandt for dyden ikke noget demokratisk forbillede.
　
De fleste har nok den opfattelse, at EU træffer rigeligt med beslutninger, mens befolkningerne ser måbende til. Kritikere af EU hævder at det er positivt, at effektiviteten i systemet ikke er så påfaldende - for så går udviklingen trods alt ikke for stærkt! Undskyld mig lige engang - er der nogle, der kan pege på et område, hvor EU har truffet alt for hurtige beslutninger? Problemet er snarere, at alting i EU går for langsomt! Der går i gennemsnit syv år fra en ide til ny europæisk lovgivning er født, til loven er implementeret i medlemsstaterne.

Et andet eksempel kunne være den　såkaldt fælles udenrigspolitik: Mens　verden - og i hvert fald Nordafrika - skriger på fælles　EU-optræden,　er　etableringen af en fælles udenrigstjeneste indtil videre mest gået op i bureaukratisk fnidder-fnadder. Det er pinligt.